Skulle nogen være i tvivl, så slår finansminister Bjarne Corydon (S) én gang for alle fast: der bliver ingen dagpengeændringer i finansloven for 2015.
Når vi taler sociale forbedringer, retter det sig ikke mod hele diskussionen om dagpenge.
Bjarne Corydon, finansminister
- Der vil være et økonomisk rum for at lave sociale forbedringer for dem i samfundet, der har det sværest. Men når vi taler sociale forbedringer, så er det ment i bred forstand og retter sig ikke mod hele diskussionen om dagpenge, siger han til Berlingske.
Udtalelsen kommer ovenpå en del uro internt blandt Socialdemokraterne. Formænd for lokale partiforeninger har sammen med socialdemokratiske borgmestre krævet lempelser af dagpengereglerne.
I Arbejderens spalter har en stribe formænd for store fagforeninger og fagforbund luftet deres frustrationer over, at det bærende parti afviser at ændre på de skrappe dagpengeregler, der indtil nu har sendt mere end 40.000 arbejdsløse ud af dagpengesystemet.
Og i lørdags skrev Berlingske, at 18 ud af 30 S-medlemmer, som avisen havde talt med, kræver en løsning på dagpengeproblemet inden et valg, og flere medlemmer kritiserede ledelsen ved partiets sommergruppemøde for ikke at gøre nok.
Teflonbeklædt minister
I Folketinget kræver både SF og Enhedslisten nye forhandlinger om dagpengereformen, som også Dansk Folkeparti er klar til at se på.
Men finansministeren er som beklædt med teflon.
- Vi har klart markeret, at det råderum, der kommer af at føre en ansvarlig økonomisk politik, skal bruges på vores fællesskab. Der er nogle klare behov, når det gælder sygehuse, uddannelse og dem, der har det sværest. Det er de problemer, vi er parate til at finde løsninger på, siger Corydon til Berlingske uden dog at sætte tal på, hvor meget regeringen vil investere i sådanne sociale forbedringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278