Regeringen vil ikke gå med til et krav fra EU-kommissionen om at at lempe reglerne for udenlandske transportfirmaers godskørsel i Danmark, den såkaldte cabotagekørsel.
Det slår transportminister Magnus Heunicke fast i et brev til EU-kommissionen.
- Jeg er klar til at tage sagen ved EU-domstolen, hvis kommissionen fortsat ikke lytter til vores argumenter. De regler, vi har i Danmark, er nemlig vigtige for, at vi kan bekæmpe social dumping, siger Magnus Heunicke.
Chauffører hos de udenlandske transportfirmaer er ofte østeuropæere og ansat til meget lave lønninger. Det presser de danske chaufførers lønninger.
Jeg er klar til at tage sagen ved EUdomstolen, hvis kommissionen fortsat ikke lytter til vores argumenter
Magnus Heunicke, transportminister
EU's cabotagelov, der gælder umiddelbart i Danmark, bestemmer, at når et udenlandsk transportfirma har kørt gods ind i Danmark, kan den udenlandske chauffør lovligt køre tre indenrigs-ture i Danmark indenfor syv dage, før chaufføren kører ud af landet igen.
EU-kommissionen kræver i en såkaldt åbningsskrivelse - det sidste skridt før en sag ved EU-domstolen - at regeringen lemper på de danske kontrolkrav ved cabotagekørsel, sænker bødesatserne for ulovlig cabotagekørsel og fjerner begrænsninger for, hvor mange gange udenlandske chauffører lovligt må læsse af og på, når de kører de tre tilladte indenrigs-ture i Danmark.
Transportministeren vurderer selv, at regeringen vil stå godt ved en retssag ved EU-domstolen.
- Der skal være ordentlige forhold på landevejene og i førerhusene. Og juridisk mener vi, at vi har en rigtig god sag, siger Magnus Heunicke.
Regeringen har givet sig
Regeringen har dog allerede givet sig på nogle punkter.
Hidtil har det været et krav, at de udenlandsk indregistrede lastbiler ved kørsel i Danmark skal medbringe dokumentation for transportfirmaets navn og adresse, hvad der bliver transporteret af varer, samt navn og adresse på afsender og modtager af varerne. Det har lettet politiets arbejde med at kontrollere for ulovlig cabotagekørsel. Nu er bestemmelserne ændret, så dokumentationen først skal foreligge "efter rimelig tid".
Efter krav fra EU-kommissionen opgav regeringen desuden i foråret en nyindført regel, der sagde, at al kørsel med tomme containere eller tomme paller ind i Danmark ikke kan betragtes som en international transport, der giver ret til cabotagekørsel i Danmark.
Reglen blev ellers indført, fordi mange udenlandske chauffører efter en cabotage-rundtur til Danmark fik besked på at vende syd for grænsen og derefter "importere" en tom container eller en stak tomme paller for at kunne tage tre nye cabotageture.
En eventuel sag ved EU-domstolen vil dreje sig om, hvad der kan betragtes som lovlig, henholdsvis ulovlig cabotagekørsel efter EU-loven.
Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested har tidligere påpeget, at uanset om det er lovlig eller ulovlig cabotagekørsel vil der være tale om social dumping.
- Det er her flintrende ligegyldigt, om man er lovligt i landet, hvis man kører til 20-30 kroner i timen, hvor en dansk chauffør skal have 150 kroner, understreger Henning Hyllested.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278