07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Nyttejob er nyttesløst

På job i børnehaven

Nyttejob er nyttesløst

Nyttejobbere og andre ekstraordinært ansatte kan og skal ikke erstatte det pædagogiske personale, lyder det fra BUPL.

Det er mangel på respekt for pædagogernes arbejde, når kontanthjælpsmodtagere sendes i nyttejob i daginstitutionerne, mener Michael Egelund, formand for BUPL Storkøbenhavn.
FOTO: Bille
1 af 1

En ny nyttejobber hver tredje måned.

Det er virkeligheden i mange børnehaver og vuggestuer, og har været det siden årsskiftet, hvor en ny kontanthjælpsreform trådte i kraft.

Jeg savner værdighed i behandlingen af de arbejdsløse og respekt for det offentlige arbejdsmarked. Michael Egelund, BUPL

Ifølge reformen er den offentlige sektor forpligtet til at finde 5000 nyttejob til kontanthjælpsmodtagere, der skal arbejde for deres ydelse. Et nyttejob kan vare op til 13 uger.

Både det faste personale og børnene skal dermed forholde sig til nye voksne flere gange om året, og det er et problem, mener Michael Egelund formand for BUPL Storkøbenhavn. 

– Skab dog regulære arbejdspladser i stedet, lyder den kontante udmelding fra fagforeningsformanden.

Tvang

Michael Egelund er ikke begejstret for de forskellige ekstraordinære vilkår, arbejdsgiverne kan ansætte personale på, hvad enten det hedder løntilskud, virksomhedspraktik eller nyttejob.   

– De folk, der bliver sendt i nyttejob, er motiveret af, at de skal arbejde for at få kontanthjælp. Jeg savner værdighed i behandlingen af de arbejdsløse, som har ramt panden imod beskæftigelsesmuren. De tvinges ud i et andenrangsjob for at beholde et forsørgelsesgrundlag.

Han mener samtidig, at det er mangel på respekt for det offentlige arbejdsmarked og pædagogernes arbejde med børn og unge. 

– I det arbejde er der ikke brug for folk, der er tvunget ud i jobbet, men for engageret, uddannet og fagligt velkvalificeret personale, fastslår BUPL formanden.

BUPL Storkøbenhavn har eksempler på, hvad Michael Egelund kalder "meget grelle eksempler på nedskæringer" på nogle institutioner, som har resulteret i, at folk i aktiveirng har overtaget arbejdet efter ordinært ansatte, som blev fyret.

Loven siger ellers, at nyttejob ikke må erstatte almindelige job eller forvride konkurrencen. Men en ny undersøgelse fra 3F viser, at flere arbejdsløse i nyttejob laver ganske almindeligt arbejde - også på børneområdet.

Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af nyttejob i 79 af landets 98 kommuner, og den får Mikkel Mailand, forskningsleder ved Københavns Universitet og Henning Jørgensen, professor i arbejdsmarked ved Aalborg Universitet til at advare mod udviklingen.

De to forskere vurderer, at mellem halvdelen og to tredjedele af arbejdsopgaverne ligner arbejde, som normalt bliver løst af faglærte og ufaglærte.

– Frygten for, at nyttejob kan fortrænge almindeligt arbejde, ser i flere tilfælde ud til at være velbegrundet, siger Mikkel Mailand til Fagbladet 3F.

Et eksempel

Et af eksemplerne i 3F's undersøgelse er fra Fredericia Kommune. Kommunen har for eksempel oprettet et nyttejob i et børnehus. Jobbeskrivelsen lyder blandt andet på ”pædagogiske opgaver” som at ”være på legepladsen med børnene, sammen med personalet” og "deltage i diverse aktiviteter med børnene i samspil med personalet".

Netop Fredericia er en af de kommuner, som har skåret ned på børneområdet. Kommunerne får ellers 500 millioner kroner om året på finansloven, som skal gå til at skabe bedre normeringer. Fredericia Kommune får 4,4 millioner kroner.

Alligevel er det endt med, at kommunen har sparet 1,5 millioner kroner på børneområdet, skriver bupl.dk.

Det bekymrer Elisa Bergmann, formand for BUPL Syd.

– Det er fuldstændig uacceptabelt, at kommunerne sparer på pædagogerne, mens man samtidig opretter kunstige stillinger til en langt lavere løn. Jeg mener faktisk, at ordningen bliver misbrugt, siger Elisa Bergmann til bupl.dk og fortsætter:

– Nogle steder er man jo ligefrem blevet dybt afhængige af nyttejobberne og andre løntilskudsmedarbejdere for at få dagen til at hænge sammen. Fordi man har skåret voldsomt på børneområdet, så pædagogerne ofte står alene med en stor børnegruppe. Så pludselig står vi i en absurd situation, hvor man ikke kan undvære nyttejobberne.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. okt. 2014 - 08:47   01. okt. 2014 - 09:00

Nyttejob

noc@arbejderen.dk
Nyttejob

Den nye kontanthjælpsreform trådte i kraft den 1. januar 2014.

Som noget nyt indføres aktivering i form af ”Nyttejob”.

Arbejdet behøver ikke at opkvalificere eller bringe kontanthjælpsmodtageren tættere på arbejdsmarkedet. Formålet er, at den enkelte skal arbejde for sin kontanthjælp.

Nyttejob foregår på en offentlig arbejdsplads og kan vare i op til 13 uger. Arbejdstiden kan være op til 37 timer om ugen.  

Arbejdet foregår ikke til overenskomstmæssig løn eller vilkår, men udløser den sædvanlige kontanthjælpssats. 

Cirka 135.000 personer modtager i dag kontanthjælp