Når tidligere justitsminister Karen Hækkerup tiltræder som direktør for landbrugets magtfulde lobbyorganisation Landbrug & Fødevarer, afløser hun en anden tidligere minister i skikkelse af Venstremanden Søren Gade.

Det er blot det seneste af en lang række eksempler på politikere, topembedsmænd, mediestjerner og erhvervsledere, der udveksler velbetalte stillinger.

Politik er i stigende grad blevet en karrierevej, nært beslægtet med kommunikation og profitmageri. 

Man skulle tro, at det var mærkværdigt, at en socialdemokratisk topminister forlader sit hverv for at blive talerør for landbrugets eksportgiganter, men i dag er det helt naturligt. Det ligger helt i tråd med socialdemokraten Emilie Turunens skifte til en chefstilling i Nykredit og den finansverden, hun har talt dunder imod som EU-politiker.

Topembedsmanden Karsten Dybvads skifte til chef i Dansk Industri er et tredje eksempel, mens det måske var mindre overraskende, at den tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech for et par år siden tog skridtet fuldt ud og blev sælger for våbenproducenten Airbus, der forsøger at sælge kampfly til Danmark.

Trafikken mellem elitens forskellige domiciler er ikke noget nyt fænomen, men den er tiltagende.

Politik er i stigende grad blevet en karrierevej, nært beslægtet med kommunikation og profitmageri. Den danske elite er blevet en snæver sammenspist kreds af folk, der på forskellig vis opretholder de økonomiske og politiske magthaveres interesser. De mødes i VL-grupper og til sildesalat hos Dronningen, men broderskabet behøver ikke have skumle loger for at fungere. Det er en ufortalt del af magtens liv. 

Undervejs præsenterer de sig som forsvarere af velfærd og arbejdernes interesser, mens de dyrker tætte bånd med finansverdenen og kapitalen.

Det betyder naturligvis også, at den politik, de fører, på ingen måde udfordrer de økonomiske sværvægtere og deres privilegier. Derfor er det ikke noget trist farvel til Karen Hækkerup. Hendes svingtur efterlader ikke noget tomrum i folkestyret.