09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsgivere får adgang til din lønningspose

Lex Danish Crown

Arbejdsgivere får adgang til din lønningspose

Henrik Sass Larsen har fremsat et lovforslag, som vil betyde, at arbejdsgiverne kan presse ansatte til at investere op til 7,5 procent af deres løn i virksomheden - uden indflydelse på, hvad deres penge bliver brugt til.

Krogen fanger - en ny lov skal gøre det muligt for virksomheder at få ansatte med til at afstå en del af deres løn igennem flere år som "risikovillige lån" til virksomheden.
FOTO: Morten Stricker/Scanpix
1 af 1

Lån os 7,5 procent af dine næste fem års løn i otte år - eller vi lukker biksen!

Et sådant "siciliansk tilbud" fra en virksomhedsledelse er nu på vej gennem Folketinget i form at en ny lov, der skal gælde fra årsskiftet.

Loven, med det indviklede navn "Lov om medarbejderinvesteringsselskaber" - forkortet til MS, ser med mindre justeringer ud til at samle flertal fra SF og ud til Dansk Folkeparti.

Det er ikke den danske arbejders opgave at finansiere virksomheden. Det er noget, banker og kreditinstitutioner skal gøre.
Klaus Olesen, fællestillidsmand, DC Horsens

En kommende MS-lov vil betyde, at alle virksomheder, store som små, kan kræve, at de ansatte stemmer om, hvorvidt de vil gå med til et sådant "tilbud".

Men den går ikke hos de 1300 slagteriarbejdere på Danish Crown i Horsens, forklarer fællestillidsmand Klaus Olesen.

- Det er ikke den danske arbejders opgave at finansiere virksomheden. Det er noget, banker og kreditinstitutioner skal gøre, siger han til Arbejderen.

- Sådan som lovforslaget er skruet sammen, kan 50,01 procent af medarbejderne bestemme, at den øvrige halvdel skal aflevere 7,5 procent af lønnen til virksomheden, uden sikkerhed for at de nogensinde får deres penge igen. Det kan jeg personligt ikke gå med til, og mine kollegaer ønsker heller ikke, at vi på den måde skal stemme om lønnedgang, forklarer Klaus Olesen.

Afvisning førte til lov

Ideen til MS-lovforslaget blev født af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, efter at slagteriarbejderne i svinedivisionen i Danish Crown september sidste år afviste et krav fra koncernledelsen om at lade en del af lønnen gå ind i et lignende nvesteringsselskab. Dengang skulle pengene gå til slagterikoncernens ejere, de danske svineproducenter.

Planen om et MS-lovforslag blev indarbejdet i den "vækstplan for fødevarer", som ministeren præsenterede halvanden måned senere, og som regeringen i april i år indgik aftale med V, K, LA og DF om.

Henrik Sass Larsen spillede efter eget udsagn desuden en afgørende rolle i sommerens "bornholmeraftale" for de fyringstruede 200 slagteriarbejdere på Danish Crown i Rønne. For at redde deres arbejde gik de med til at aflevere 3,5 procent af deres løn til et kommende MS, som skal reguleres efter reglerne i den kommende lov.

- Ledelsen i Danish Crown er selvfølgelig glad for lovforslaget, som sikrer dem billig, risikovillig kapital. Men jeg kan ikke se, hvorfor det skal være dem med de laveste lønninger, der skal tage den største risiko. Og hvorfor skal vi investere i noget, som Danish Crown ikke selv vil investere i? Så høje lønninger har vi heller ikke, at alle bare kan undvære 7,5 procent af deres årsløn, understreger fællestillidsmanden på Danish Crown Horsens.

Bordet binder

Spørgsmålet om hvorvidt et lille flertal blandt de ansatte i en virksomhed skal kunne tvinge de andre med i et MS, optog meget af diskussionen under lovforslagets førstebehandling i Folketinget torsdag i sidste uge.

Nogle uklare formuleringer herom i lovforslaget fik ordførerne fra Venstre, Konservative og Liberal Alliance på banen med forbehold. Dog ikke mere end at de tre partier, der er med i fødevarevækst-aftalen og dermed har sagt god for fremsættelsen af lovforslaget, melder sig klar til at stemme for - blot det bliver gjort helt klart, hvilke regler der gælder.

Det står nu ellers klart nok, mener Henrik Sass Larsen:

- Der er tale om, at det er hele lønmodtagergrupper, der går ind og foretager en afstemning om og en afvejning af, hvorvidt man ønsker at være med eller ej. Så meningen er altså, at det skulle kunne virke for alle medarbejdergrupper, også sådan at det kan blive slagkraftigt, så man kan bruge investeringen til noget. Så bordet fanger, slog erhvervs- og vækstministeren fast under førstebehandlingen, hvor kun Enhedslisten tog klart afstand fra lovforslaget i sin nuværende form.

Ole Wehlast, formand for Fødevareforbundet NNF, der med "bornholmeraftalen" har været med til at søsætte lovinitiativet, udtrykte på sin blog efter førstebehandlingen glæde over "den brede og solide opbakning fra Folketingets partier. Den brede opbakning viser for mig, at vi med idéen om medarbejderinvesteringsselskaber har ramt plet."

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2014 - 06:30   01. nov. 2014 - 09:36

Lønpres

he@arbejderen.dk
Lovudkast om MS'er
  • Alle ansatte skal bidrage med en del af deres løn og opnår ejerskab.

  • Investeringen skal have en løbetid på minimum tre år.

  • Det skal være muligt at få midlerne udbetalt efter en årrække, dog således at udbetalingerne afspejler resultatet af investeringerne. 

  • Midlerne skal investeres i (eller ydes som lån til) virksomheden, leverandører, aftagere, eller i andre tiltag af betydning for vækst og arbejdspladser.

  • I forbindelse med oprettelsen af MS’et skal der fastlægges vedtægter, der sikrer en varetagelse af de ansattes interesser.

  • De ansattes indskud er "risikovillig kapital" - det betyder, at i tilfælde af konkurs skal virksomhedens kreditorer have først.

MS fra idé til lov

17. september 2013: Slagteriarbejderne på Danish Crown i Horsens stemmer klart nej til at lade en del af deres løn indgå i en Danish Crown-styret investeringsfond.

2. december 2013: Ideen om Medarbejderinvesteringsselskaber - MS’er - bliver præsenteret af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i "Vækstplan for fødevarer".

2. april 2014: Regeringen indgår aftale om fødevare-vækstplanen med V, K, LA og DF. Aftalen  lægger præcise rammer for de kommende MS’er

4. juni 2014: Henrik Sass Larsen, Fødevareforbundet NNF og Danish Crown præsenterer aftale om lønafgivelse for de ansatte på Danish Crowns slagteri i Rønne, Bornholm. Aftalen forudsætter en MS-lov.

2. juli 2014: Lovudkast om MS’er sendes i høring.

8. oktober  2014: Henrik Sass Larsen fremsætter lovforslag.

23. oktober 2014: 1. behandling i Folketinget.

2. december 2014: 2. behandling og afstemning om ændringsforslag.

4. december 2014: 3. behandling og og endelig afstemning om lovforslaget.

1. januar 2015: Lov om medarbejderselskaber skal træde i kraft.