Christianias "kulturminister" fylder 70.

Britta Lillesøe, skuespiller, eventmager og kulturmenneske. I de sene 60'ere kaldet 'undergrundens dronning', hvor hun som en evigt aktiv ung teaterkvinde iført en stor sort marskandiser-plysfrakke fra 1930'erne, med guldlakerede støvler og en stemme som hevet ud af et nedløbsrør var en del af gadebilledet på Christianshavn. Stemmen kom senere på plads, for hun har plejet sit store skuespillertalent med udsøgt omhu.

Britta Lillesøe, datter af kunstmaler Poul Lillesøe, havde fine tilbud fra det etablerede teater, men valgte samtidigt også at tilslutte sig den ægte, københavnske undergrundskultur og især på teater- og aktivistsiden, med Studenterscenen – under ledelse af Klaus Hoffmeyer – som startsted. Brittas legendariske organisationsenergi blev videreudviklet i den hedengangne slumstormerrepublik Sofiegården – som hun selv var med til at danne fra starten – og hvor der opstod en blomstrende ungdomskultur midt i det gamle christianshavnske arbejderkvarter.

Det var ikke kun Gasolin, der startede her, også en lang række sidenhen kendte kulturpersonligheder, skuespillere, forfattere, dramatikere, billedkunstnere og aktivister – fra den ikke-etablerede venstrefløj og hippiekreds – fandt i disse anarkistiske omgivelser et frodigt og mangefarvet miljø at udfolde sig i. En af Brittas store satsninger dengang var de berømte BOOM IN's, hvoraf det første foregik i Sofiegårdens sidste sommer.

Efter nedrivningen flyttede hele konceptet til et nyt undergrundsteater i to etager i Farvergade, SECRET SERVICE – STATION 10. Det var de unge gruppeteaterfolks første helt eget teater, som desværre efter et par sæsoner blev lukket, fordi politiet fandt ud af, at der ind imellem blev røget hash i kælderen. Efterfølgende protesterede en række kunstnere mod lukningen ved at ryge en fed på Kulturministeriets trappe.

Fik mange roller

Efter at Sofiegården så skammeligt endeligt blev revet ned i februar 1970, fik Britta en fin rolle på Boldhus Teatret i Arrabals 'Og de gav Blomsterne Håndjern på’. Stykket var instrueret af Klaus Hoffmeyer og var en co-produktion med Jomfru Ane Teatret i Aalborg. Klaus Hoffmeyer blev leder af dette jyske alternative teater, så derfor rejste Britta med til Aalborg og blev der i flere sæsoner. Her arbejdede hun tillige sammen med andre store instruktørtalenter som Jacob Christensen og Knud Dittmer. Britta fik ledende roller, blandt andet i Victor Jevans 'Paracelsus', og var med til at opbygge det miljø, der i mange år trivedes på kollektivet Flippenborg uden for byen. Klaus Hoffmeyer har siden inddraget hende i flere andre teaterproduktioner.

Tilbage i København fik hun således gennem årene mange gode roller, blandt andet på Jytte Abildstrøms Teater, Natholdet og Mammut Teatret, foruden på film og i DR's radio- og tv-produktioner, men hendes helt store udfordring i livet blev Teatergruppen Solvognen, oprindeligt en lys- og lydgruppe, som hun var med til at starte som en teatergruppe i 1972.

Hun flyttede endeligt på Christiania i 1973, hvor der allerede boede flere af Solvognens medlemmer, og fristaden blev for hende en herlig tumleplads for en lang række spektakulære både gadeteaterforestillinger og musicals.

Solvognen var erklæret undergrundsteater, men nåede med 'Julemandshæren' alligevel til tops i den senere udgivne kanon over de ti væsentligste teaterforestillinger i Danmark, og musicalen 'Elverhøj' blev i sæsonen 1975-76 årets største teatersucces, med 40 udsolgte forestillinger.

Alle Solvognens medlemmer optrådte anonymt. Man ville ikke have, at kritikere skulle kunne fremhæve enkeltpersoner på bekostning af andre, og denne fællesskabsfølelse skabte både et stærkt og solidarisk sammenhold blandt medlemmerne og en basis for Brittas ønske om at forene kunstarterne.

Mange kendte – både malere, musikere, instruktører, skuespillere, scenografer, sceneteknikere og andre kunstnere – samledes her uden navns nævnelse og uden nogen form for løn, og det er nok denne lyst til at bidrage til et fælles stort projekt, der har sat sig varigt fast i Brittas hjerte.

For efter Solvognens officielle nedlæggelse i 1983 skabte Britta i 1996 – sammen med et par venner – Christianias Kulturforening, hvor hun nu i snart mange år har været forkvinde og en drivende kraft. Hun har et dybt ønske om at gøre både demonstrationer og foredrag kunstneriske og teatralske i deres udtryk, og det er denne lyst til at forene alle skabende, positive kræfter i et fælles udtryk, der udgør kernen i Brittas liv. 'Skønhed er lige så vigtig som funktion', lyder et af Brittas mange mantraer.

Britta har endvidere selv skrevet mange tekster til både radioudsendelser og teaterstykker og var blandt andet forfatter og hovedkraft i kirkespillet 'Maria Magdalene – et krakeleret Kalkmaleri' (hun spillede selv hovedrollen), opført i Hellig Kors Kirke i 1994, et billeddannende skuespil med mange træk fra de gadeteaterforstillinger, hun havde så stor en andel i.

Hovedkoordinator

Hun var blandt andet også hovedkoordinator på de fire store 'høringer om hash, hamp og kultur' i årene 1997-2001 (hun ryger ikke selv!). Til de store manifestationer 'Bundmøderne' på Fredens Eng i 2002 og 2009 – afholdt mens der var 'topmøder' i Bella Center – viste hun sin fantastiske evne til både at overtale og koordinere mere end tusinde medvirkende fra hele verden over flere uger, med dyb seriøs oplysning, debatter og sprudlende kulturudtryk ind imellem.

Britta tænker og arbejder holistisk og har tillige været hovedkoordinator på Christiania Fredsfestival på Fredens Eng i september 2004 under navnet ’Skynd dig langsomt med Christiania – Christiania for Fred’, som var det første store fredsmøde i Danmark mellem så mange forskellige trosretninger – hele 13 i alt var repræsenterede.

Gennem de sidste ti år har et af hendes andre hjertebørn været 'Minoriteternes Grundlovsdag', der hvert år den 5. juni afholdes på Christiania i samarbejde med blandt andre Landsforeningen Lediges Vilkår.

Hun har dog hele tiden løbende haft en fod indenfor skuespilfaget, blandt andet med roller i Erik Clausens film 'Slip hestene Løs', Per Flys ’Bænken’, Hella Joofs 'Oh happy Day' og i flere andre film-, tv- og teaterproduktioner. Specielt gjorde hun sig bemærket på tv i rollen som påklædersken Jacob i serien om Liva Weel, ’Kald mig Liva’, en rolle, der specielt var skrevet til hende af Sven Holm.

Et par store teaterroller, som flere også husker hende for, er den kvindelige hovedrolle som Walburga Oesterreich, i Henning Mortensens skuespil, ’Otto Sanhubers hemmelige Liv’ med Natholdet, opført på Københavneren (det nuværende Teater Grob) i 1986, instrueret af Klaus Hoffmeyer – og i hovedrollen som mrs. Rooney i Samuel Beckets ’Hvo som Falder’ i 1993 på Får 302.

Britta har gennem årene stået for utallige møder og dialogcafeer, hvor repræsentanter for alle de politiske partier har været inviteret som deltagere – enten sammen eller hver for sig. Hendes mærkesag har altid været at arbejde menneskeligt på tværs. Det være sig alder, race, køn – og altså også partitilhørsforhold. Men hun kan være krævende at arbejde sammen med, for hun er i den grad en perfektionist.

Inviterer hele verden indenfor

Ritualet mellem mennesker betyder meget for Britta. Hun har altid arbejdet med grænsen mellem teater og virkelighed, derfor har hun tillige brugt sit store sociale og kulturelle engagement til at iscenesætte både politiske og kulturelle begivenheder med et kunstnerisk og teatralsk islæt – som forestillinger i virkeligheden!

Da Britta i 1973 fandt sammen med sin mand, filminstruktøren Nils Vest, advarede vennerne ham: ”Du må være klar over, at Brittas største ønske i livet er at invitere hele verden ind i sin stue.” Og det har hun stædigt prøvet på igennem alle årene. Hun har en enorm vennekreds og tilsvarende et kolossalt netværk opbygget lige siden 1960'erne. Men der er også blevet plads til to nu voksne sønner i hendes og Nils' liv. De medvirkede som forlovere, da Britta og Nils efter 39 års forlovelsestid blev gift på Zanzibar, med attestation at en repræsentant for Zanzibar Revolutionary Government.

Nu håber hun snart at få mere ro til igen at kunne koncentrere sig om sin passion, teatret og skuespillet – og om skriveriet. Fordybelse har der været alt for megen uro til på Christiania i de seneste 10-15 år. Det kan være hårdt arbejde at bo i fristaden.