72,7 procent af alle danskerne er imod tortur, hver femte er for tortur i enkelte tilfælde, mens antallet af tvivlere er vokset til 5,8 procent.
Det viser den årlige måling af danskernes holdning til tortur, som Dansk Institut Mod Tortur, DIGNITY, har lavet - 1002 personer har deltaget.
Jeg tror, at det handler om en misforståelse om, at tortur er et effektivt redskab i kampen mod terror.
Karin Verland, DIGNITY
– Der er et absolut forbud mod tortur. Det er, fordi tortur så absolut er ondskabsfuldt, skadeligt og på ingen måder kan accepteres. Derfor er det glædeligt, at langt størstedelen af de adspurgte er imod brugen af tortur, siger Karin Verland, direktør i DIGNITY.
Hun understreger, at der stadigvæk er behov for oplysningsarbejde over for den gruppe, som er tilhængere af tortur.
Af undersøgelsen fremgår det, at især mændene er for tortur i enkelte tilfælde. Således siger 27 procent af de adspurgte, at tortur godt må bruges i enkelte tilfælde.
– Mændene er mere tilbøjelige til at bruge hårde metoder mod mennesker. Jeg tror, at det handler om en misforståelse om, at tortur er et effektivt redskab i kampen mod terror. Det skal vi naturligvis tage meget seriøst, for tortur er lige det modsatte. Det er ekstremt farligt og er med til at radikalisere mennesker, forklarer Karin Verland.
Tortur skaber mere vold
Hun bakkes op af både forskere, den netop udgivne rapport om CIA's forhørsprogram og højstående personer i den amerikanske hær.
I en pressemeddelelse skriver DIGNITY:
"Albert Mora, en tidligere rådgiver for den amerikanske flåde, har således citeret flere højtstående officerer i den amerikanske hær for, at Abu Ghraib og Guantanamo fungerede som rekrutteringsværktøjer for oprørere. Dermed var torturen direkte medvirkede til drab på amerikanske soldater, sagde Albert Mora."
DIGNITYs undersøgelse viser, at cirka det samme antal danskere, som er for tortur i enkelte tilfælde også mener, at der er i orden at bruge tortur som led i bekæmpelse af terror. 25 procent af danskerne har tilkendegivet, at de er helt eller delvist enige i dette udsagn.
– Idéen om den tikkende bombe, som kan forhindres, hvis man bare torturerer lige præcis den terrorist med rette viden, er ren fiktion og har aldrig beviseligt fundet sted i den virkelige verden. Vi må acceptere, at den tikkende bombe hører til en hollywoodfilm og i filosofiske diskussionsklubber. I den virkelige verden bruges tortur ofte på uskyldige mennesker. Det giver ofrene livslange fysiske og psykiske skader. Bødlerne bliver ligeledes psykisk ødelagt, og endelig skaber man med tortur mere vold i vores verden, siger Karin Verland.
Nej til torturhæleri
På den positive side er der sket en markant udvikling i antallet af danskere, som mener, at man ikke skal bruge oplysninger fra efterretningstjenester, såfremt de er kommet frem under tortur. Halvdelen af danskere - mod 34 procent året før - er nu imod torturhæleri. 20 procent er ikke sikre på, hvad de skal mene, og lige over 30 er delvist eller helt enige i, at torturhæleri er i orden.
– Det er dejligt at se, at danskerne har forstået, at vi kan bekæmpe tortur ved at lade være med at bedrive torturhæleri. Vi kan alligevel ikke stole på oplysningerne, så der er ingen grund til at benytte sig af dem, lyder det afslutningsvis fra DIGNITYs direktør.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278