LO og FTF foreslår, at den regering, der sætter sig i spidsen for Folketinget efter næste valg, starter med at skabe nye arbejdspladser.
Formålet med samarbejdet er at sætte lønmodtagernes interesser på den politiske dagsorden.
Lizette Risgaard, LO
En investering på én milliard kroner i renovering af boliger og bygninger, så de bliver mere energivenlige, kan sammen med en udbygning af den offentlige transport give arbejde til 1.000 personer, lyder et forslag fra de to faglige hovedorganisationer.
Mandag morgen skød de gang i en fælles valgkampagne "Sammen skaber vi værdi".
>> DU KAN FØLGE KAMPAGNEN HER
LO og FTF, der tilsammen repræsenterer næsten 100 fagforeninger og 1,5 millioner lønmodtagere, peger ikke på, hvem der skal lede den næste regering.
Til gengæld vil de bruge kampagnen til at præsentere politikerne for medlemmernes forventninger og søge indflydelse på en ny regerings politik og regeringsgrundlag.
– Formålet med samarbejdet er at sætte lønmodtagernes interesser på den politiske dagsorden, siger LO's næstformand Lizette Risgaard.
22 konkrete forslag
I løbet af den næste uge vil LO og FTF komme med 22 konkrete forslag, der handler om at skabe job, investere i bedre velfærd, sikre et godt arbejdsmiljø, styrke efteruddannelse og bremse social dumping.
3F er det største LO-forbund. Op til Folketingsvalget i 2011 deltog tusindvis af aktive medlemmer i forbundets velkendte Skævt-kampagne, og deres indsats var afgørende for, at det lykkedes at vælte Lars Løkke Rasmussen (V) af pinden.
Den forrige regering var ikke særlig lydhør overfor fagbevægelsen, men den S-ledede regering har heller ikke været speciel arbejder-venlig, mener Peter Bæk, formand for 3F Transport, Logistik & Byg på Sommervej i Aarhus. Afdelingen var en af dem, der var aktive i 2011.
Uden at kende til detaljerne i LO/FTF-kampagnen har Peter Bæk denne kommentar:
– Det lyder som udmærkede temaer, de rejser. Jeg synes især, det er godt, at der kommer fokus på social dumping. Spørgsmål er jo yderst relevant i lyset af konflikten med det irske flyselskab Ryanair, som nægter at tegne overenskomst.
Han synes imidlertid, at også dagpengespørgsmålet er vigtigt at få med i en valgkampagne.
– Vi har chauffører, der er truet på jobbet på grund af cabotagekørsel, og 500 af vores bygningsarbejdere har stadig ingen arbejde. Det vil sige, at der er folk, der bliver holdt ude af arbejdsmarkedet, og som mister deres forsørgelse. Det er et stort politisk problem, og det skal der gøres noget ved, siger Peter Bæk til Arbejderen.
Skaber usikkerhed
I 3F Aarhus Rymarken er afdelingsformand Randi Smitsdorf helt med på ideen om at bruge tiden op til og under en valgkamp til at sætte fokus på spørgsmål, som betyder noget for helt almindelige menneskers dagligdag.
– Lige nu ruller debatten om tilbagetrækningsalderen. De Radikale er med til at skabe usikkerhed for dem, der har det hårdest på arbejdsmarkedet. Det er uanstædigt, mener den kvindelige afdelingsformand.
Hun ser gerne, at en valgkampagne gør det klart, at godt arbejde handler både om overenskomst og et godt arbejdsmiljø.
– For hvad nytter det at have et arbejde, hvis man ikke kan leve af det og heller ikke kan holde til det, spørger Randi Smitsdorf.
Naturligt at fagbevægelsen blander sig
Claus Westergreen, formand for Bygge-, Jord- & Miljøarbejdernes Fagforening i København synes, det er helt naturligt, at fagbevægelsen blander sig i valg.
– Ud fra de temaer, jeg har hørt, at LO/FTF-kampagnen tager fat på, så lyder det fornuftigt. Ethvert initiativ der kan gøre opmærksom på de problemer, der er med eksempelvis social dumping, hilser vi velkommen, siger Claus Westergreen til Arbejderen.
Han opfatter den kampagne som et udmærket supplement til 3F's.
– Sammen kan de pege på nogle af de politiske spørgsmål, som er afgørende for, hvilke politikere vi kan støtte, mener den københavnske 3F-formand.
Også fra FTF-organisationen, Danmarks Lærerforening, er der opbakning til, at fagbevægelsen blander sig i et kommende Folketingsvalg og forsøger at præge debatten.
– Fagbevægelsen har traditionelt spillet en stor rolle i udviklingen af det danske samfund, og det tror vi er vigtigt, at fagbevægelsen stadigvæk gør, siger formand Anders Bondo Christensen og fortsætter:
– Der er meget stærke kræfter - kapitalkræfter og EU og mange andre - der prøver at sætte en dagsorden for, hvad det er for et samfund, vi skal have. Og dér er det vigtigt, at vi som samlet fagbevægelse også blander os i sådan noget som en valgkamp til Folketinget.
Lærerformanden håber, at fagbevægelse kan være med til at rejse nogle vigtige samfundsmæssige spørgsmål og bringe dem ind i den debat, der kommer i forbindelse med valgkampen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278