Med regeringens børnepakke på trapperne blev der tirsdag i sidste uge diskuteret minimumsnormeringer på en konference i Fællessalen på Christiansborg.
Konferencens arrangører var fagforbundene BUPL og FOA samt Forældrenes Landsforening, FOLA, som havde inviteret forældre, forskere og politikere til at debattere: hvor mange børn skal dele én voksen?
-Fundamentet for kvalitet er gode normeringer
De tre organisationer - og flere partier i Folketinget - efterspørger en lovsikret normeringsgrænse i dagtilbud. Det sker efter en række nye rapporter påpeger vigtigheden af at sikre kvaliteten i institutionerne gennem gode normeringer.
Tidligere har Socialdemokratiets partitop slået fast, at man ikke vil lovsikre en fast normering.
- Om der skal være minimumsnormeringer, har vi ikke noget ideologisk forhold til. Det vigtige er, at det skal være finansieret, var budskabet fra Socialdemokraternes børne- og familieordføre Julie Skovsby på konferencen.
Regeringens kommende børnepakke er endnu ikke lanceret, men konferencen var et forsøg på at appellere til politikerne om at lovsikre en minimumsgrænse på mindst en voksen til tre vuggestuebørn og mindst en voksen til seks børnehavebørn.
De inviterede politikere - fra ti forskellige partier i Folketinget - var dog alle enige om, at kvaliteten i de danske dagtilbud er vigtig, men om denne skal opnås gennem faste normeringer, er der stadig uenighed om.
Ifølge Enhedslisten, Alternativet og SF skal der sættes flere penge af til bedre normering i dag- og fritidstilbud. De tre partier er også enige om en lovsikret minimumsnormering. Blandt de borgerlige partier hersker der enighed om, at en fast normering ikke nødvendigvis sikrer kvaliteten.
Budskabet fra de to tilstedeværende forskere - Charlotte Ringsmose og Mogens Nygaard Christoffersen - var trods politikernes uoverensstemmelser klar:
- Fundamentet for kvalitet er gode normeringer, sagde de på høringen på Christiansborg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278