Hvert år på den 1. maj mødes fagforeningsfolk, partikammerater og andre klassekæmpere med sympatisører og almindeligt feststemte danskere til fejring af Arbejdernes Internationale Kampdag.
Det betaler sig at kæmpe. Det beviste medlemmerne i 3F BJMF i marts, da de opnåede en historisk dom i arbejdsretten.
Men klassekampen er ikke noget, der står i bero resten af året. Hver eneste af årets øvrige 364 dage er en kampdag for nogen, og der er altid seje mennesker, som er midt i at kæmpe for en bedre hverdag for sig selv og os alle sammen.
Derfor har vi som inspiration samlet ti historier om arbejdskampe og seje klassekæmpere, som vi har skrevet siden 1. maj sidste år.
1. Skraldemænd i strejke
I sidste uge tyvstartede de københavnske skraldemænd på kampdagen og gik i overenskomsstridig strejke. Arbejdsnedlæggelsen skyldtes, at man var bange for fire kollegers fremtid i forbindelse med en udlicitering.
I dag, 1. maj, bliver skraldeopgaverne på Østerbro og Nørrebro i København nemlig virksomhedsoverdraget fra M-Larsen-City til City Renovation. I den forbindelse har City Renovation meddelt, at fire af de 56 skraldemænd vil blive overflødige og derfor "i første omgang" overflyttes.
Men det er alt for usikker en fremtid, mener deres kolleger. De mener, at en sådan nedskæring er i konflikt med udbudsmaterialet, og derfor nedlagde de i godt en uge arbejdet.
>> LÆS ARTIKLEN: Skraldemænd i strejke
2. Kamp mod Ryanair
Den altoverskyggende faglige kamp i 2015 har indtil videre været kampen mod det irske lavprisflyselskab Ryanair. Selskabet åbnede i marts en base i København, men mener alligevel ikke, at de skal indgå overenskomst med den danske fagbevægelse – selvom deres ansatte arbejder i og fra Danmark. Derfor aktionerede fagligt aktive, da Ryanair skulle gennemføre sin første flyvning fra København.
>> SE TEMASITE: Lavpris i luften
Kampen mod Ryanair føres an af en lille fagforening, der pludselig er kommet i stor stormvind. I Flybranchens Pesonale Union kæmper den seje formand, Thilde Waast, en sej kamp mod ikke bare Ryanair, men også andre flyselskaber som Norwegian og SAS, som bruger dumping af medarbejdernes vilkår som et konkurrenceredskab.
- Selvom de konflikter, vi har set og ser i luftfarten, er meget forskellige, så er symptomerne alligevel udtryk for samme sygdom. Uanset om vi snakker SAS, Norwegian eller Ryanair, så handler konflikterne om den internationale konkurrence – om ræset mod bunden, sagde hun til Arbejderen i marts.
>> LÆS PORTRÆT: Den lille fagforening i nærkamp med Ryanair
3. Historisk bod til metrofirma
Det betaler sig at kæmpe. Det beviste medlemmerne i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, BJMF i marts, da de opnåede en historisk dom i arbejdsretten.
Det var det italienske firma Cipa, der arbejder på det københavnske metrobyggeri, som blev idømt en bod på 22 millioner kroner. Pengene skal betales til 3F BJMF, som rejste sagen i januar på vegne af de ansatte med 30 nuværende og tidligere ansatte som vidner.
De kunne fortælle, hvordan Cipa systematisk havde underbetalt sine ansatte ved at udbetale dem løn for 37 timer, men reelt tvinge dem til at arbejde op mod 60 timer om ugen.
3F BJMF gik til Arbejdsretten med et krav om erstatning for 47 millioner kroner, men endte altså med 22 millioner. Alligevel er det den største bod i danmarkshistorien.
>> LÆS ARTIKLEN: Metrofirma skal betale 22 millioner til 3F'ere
4. 90 år med Dusja
Dusja Carlsen, der oprindeligt er fra Ukraine, er en af den danske arbejderklasses seje kæmper, og i marts fyldte hun 90 år. Hun har viet sit liv til kampen for en bedre verden, har overlevet tysk slavearbejde, boet næsten 40 år i Sovjet og er stadig aktiv kommunist.
- Vi forventede, at socialismen ville forbedre sig fra dag til dag. Der havde været en stor krig, og masser af mennesker havde ikke noget, fordi de havde mistet det hele under krigen, så det var det bedste man kunne kæmpe for nu, fortæller Dusja om tiden i Sovjet i slutningen af 50'erne.
>> LÆS INTERVIEW: 90 år med Dusja
5. Letz Sushi – Letz Not!
En af de kampe, der i lang tid har fyldt meget, især for unge faglige, er kampen for overenskomst med sushi-kæden Letz Sushi.
Balladen begyndte helt tilbage i maj 2013, da de ansatte i kæden kontaktede 3F for at få hjælp til at sikre overenskomst. Efter mere end en et halvt års forhandlinger varsler 3F i december 2013 konflikt mod kæden. Få dage efter melder sushi-kæden sig ind i arbejdsgiverorganisationen Horesta for at få hjælp til forhandlingerne.
Det fører imidlertid ikke til noget, og 3F varsler påny konflikt i januar 2014. Et par dage senere fyrer Letz Sushi de ansattes talsperson, Ulrik Frost, og den 12. februar 2014 begynder konflikten.
>> LÆS ARTIKEL: Aktionsuge mod Letz Sushi
6. Klar til nye slag
Lærerformand Anders Bondo Christensen gik fra relativt ukendt forbundsformand til faglig superstar, da han i spidsen for Danmarks Lærerforening tog kampen op mod regeringens lock-out af lærerne under overenskomstkonflikten i 2013.
Konflikten tog hårdt på landets 600.000 lærere, men alligevel er Bondo klar til at stå i spidsen for nye slag for at forsvare sine medlemmers vilkår.
- Vi har ikke givet op, sagde han til Arbejderen i forbindelse med lærernes kongres i september sidste år.
>> LÆS PORTRÆT: Bondo er klar til nye slag
7. International solidaritet
Ikke alle kampe for en bedre verden foregår på hjemmefronten. Det måtte 3F sande, da Israel i sommer igen bombede Gaza. Derfor kastede fagforeningen sig ind i kampen mod den israelske besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.
3F opfordrede aktivt til at boykotte Israel og lagde pres på regeringen, for at få den til at arbejde for en suspendering af den meget fordelagtige såkaldte "associeringsaftale" mellem EU og Israel.
- Jeg tror da, det gør indtryk, at så stort et forbund som 3F opfordrer til sanktioner mod Israel, sagde Arne Grevsen, Gruppeformand og ansvarlig for International Solidaritet og Udvikling i 3F, dengang til Arbejderen.
>> LÆS ARTIKEL: 3F blæser til kamp mod Israel
8. Sanne og Jarnil kæmper
På 3F's sattelitkontor i Frederikssund sidder Sanne og Jarnil. Han er faglig sekretær i 3F Frederiksværk-Frederikssund, og hun er sagsbehandler i 3F's a-kasse i Frederikssund.
Krisen har været hård ved 3F'erne i Nordsjælland, og en række kommunale udlicitering har ikke gjort livet lettere. Flere hundrede arbejdspladser er forvundet i kommunen, efter at de store arbejdspladser benyttede krisen til at skære ned og fyre.
Men Sanne og Jarnil kæmper for at hjælpe de lidt over 3.000 3F'ere i området – både de arbejdsløse og dem i arbejde.
>> LÆS PORTRÆT: Knokler for Frederikssunds arbejdere
9. Metal Hovedstaden vinder medlemmer
I en tid med tilbagegang i medlemstallet for de fleste fagforeninger fik Metal Hovedstaden sidste juni pludselig en hel del nye medlemmer. Årsagen var, at fagforeningen havde ansat to organisatorer til at arbejde med at vende den negative udvikling.
Det har blandt andet fået Kamal Jabu, der er cykelsmed, til at melde sig ind i fagforeningen.
- Fagbevægelsen er fundamentet for hele vores velfærdssystem. Folk glemmer, at intet kommer af sig selv. De goder, vi har i dag, er kommet på grund af sammenhold, og fordi nogen har kæmpet for dem, sagde han dengang til Arbejderen.
>> LÆS ARTIKEL: - Selvfølgelig er jeg medlem af en fagforening
10. Strejke på Danfoss
Der gik ikke lang tid fra Arbejdernes Internationale Kampdag sidste år til, at de ansatte på Danfoss i Sønderjylland tog kampen op.
14. maj sidste år kunne Arbejderen således berette, at dagholdet på Danfoss' fabrik Danfoss Power Solution i Nordborg på Als var gået i strejke. Siden spredte strejken sig til andre Danfoss-afdelinger, og om eftermiddagen havde godt 900 ansatte nedlagt arbejdet.
Årsagen til strejken var utilfredshed med, at ledelsens løntilbud til de faglærte i 3F, Dansk Metal og El-Forbundet var dårligere end det, funktionærerne havde fået – på trods af, at koncernen lige havde annonceret en forrygende start på 2014 og et overskud på en milliard kroner.
- Med det fine resultat vil mine kollegaer også have en del af kagen. De knokler røven ud af bukserne hver dag, sagde fællestillidsmand Jan Lorentzen til DR.
>> LÆS ARTIKEL: 900 i strejke på Danfoss
Og netop Jan Lorentzens kommentar er vel essensen i kampdagen: Det er arbejderne, der knokler røven ud af bukserne, mens nogle andre skummer fløden. Det er derfor, at hver dag er en kampdag.
God 1. maj!
Hvad er din kampdag? Tweet den til os på @Arbejderen og #KampdagHverDag!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278