Mens Ryanair hidtil har haft medvind fra EU-liberaliseringen af luftfarten, er selskabet kommet i modvind i Danmark, hvor det har oprettet en base i Københavns Lufthavn.
Fagbevægelsen har gode chancer for at vinde sagen mod Ryanair.
Henning Jørgensen
Den danske fagbevægelse kører i øjeblikket en sag ved Arbejdsretten. Her forsøger den at få medhold i, at den kan etablere faglig blokade mod det irske flyselskab. Formålet er at støtte kravet fra Flyvebranchens Personale Union, FPU, om en overenskomst med selskabet.
Gode chancer
Fagbevægelsen har gode chancer for at vinde sagen mod Ryanair, der er berygtet for behandlingen af sine ansatte og konsekvent nægter at indgå overenskomster, vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Aalborg Universitet.
- Arbejdsretten skal tage stilling til, om Ryanair ved at oprette en base i Københavns Lufthavn udstationerer ansatte i Danmark, og at det derfor er EU's udstationeringsdirektiv, der gælder. Ifølge udstationeringsdirektivet er det de danske løn- og arbejdsforhold, der skal gælde for de udstationerede. Det er jeg ret sikker på, at det også er det resultat, Arbejdsrettens dommere når frem til, siger Henning Jørgensen til Arbejderen.
I andre EU-lande har Ryanair haft held med at appellere domme ved civile domstole, der er gået dem imod. Men i modsætning til de civile domstole kan Arbejdsrettens afgørelser ikke appelleres, forklarer Henning Jørgensen.
Vil hente hjælp hos EU
Hvis Arbejdsretten giver grønt lys til at indlede en blokade mod flyselskabet, vil det betyde, at selskabet ikke kan få leveret varer og tjenesteydelser fra virksomheder, der har overenskomst med en LO-fagforening.
Ryanairs topledelse har dog understreget, at det ikke vil få dem til at give op. Hvis Ryanair taber sagen i Arbejdsretten, vil flyselskabet forsøge at få EU-domstolen til at behandle sagen.
Ryanair kan for eksempel forsøge at klage til EU-domstolen over, at EU-kommissionen udviser "passivitet" ved ikke at rejse en sag mod Danmark for at tillade den faglige blokade. Selskabet kan også eventuelt rejse en erstatningssag ved EU-domstolen for en kontant godtgørelse for denne undladelsessynd.
Endelig kan Arbejdsretten vurdere, at en Ryanair-blokade berører så vigtige og principielle spørgsmål omkring udstationeringsdirektivet, at den beder EU-domstolen om en forhåndsafgørelse - en såkaldt præjusticiel afgørelse. Det sidste vurderer Henning Jørgensen dog ikke som særligt sandsynligt.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278