Valgtrommerne buldrer højere end nogensinde lige nu. Måske er valget udskrevet, når denne avis udkommer. En passende lejlighed til at gøre status over denne regerings knap fire år ved magten.

Socialdemokraterne vil jo selv hævde, at de har ført Danmark ”frelst” gennem krisen. 

Politikerleden har gode kår, når politik reduceres til personspørgsmål og fnidder-fnadder.

På radikalt forlangende satte man kun i meget begrænset omfang ind med en traditionel keynesiansk politik, hvor man gennem øget offentlig forbrug og investeringer forsøger at stimulere økonomien for at komme ud af krisen. Tværtimod, på det lange stræk valgte man ”sparevejen”, nedskæringer i velfærden, forringelse af levevilkårene for alle på overførselsindkomster, opgør med rettigheder – kort sagt, en traditionel liberalistisk tilgang til krisepolitik. 

Regeringen gik reform-amok og udskrev regningen for krisen til de, der har mindst. Til de, der er ramt og truet af arbejdsløshed, var der en dagpenge”reform”, som har genskabt utrygheden på arbejdsmarkedet. Til de nedslidte var der en efterløns”reform”, som betyder længere tid på arbejdsmarkedet. Til de ødelagte en førtids- og fleksjob”reform”, som på det nærmeste afskaffede førtidspensionen og forringede forholdene for fleksjobbere. Og så fremdeles.

En skatte”reform”, som forringer reguleringen af alle overførselsindkomster, herunder for pensionister. En understøttelse vil i 2020 være 13.000 kroner mindre, end den ville have været uden skattereformen.

Oveni kommer så, at der er der blevet færre såkaldte frontmedarbejdere eller varme hænder i velfærdssektoren

Virksomhederne og de rige er sluppet med skattelettelser og ”forbedrede rammevilkår”.

Ikke underligt er uligheden blevet større under denne regering. Et ”sært” resultat at lægge navn til, hvis man er socialdemokrat, skulle man synes.

Man kan spørge, om Socialdemokraterne overhovedet har noget ”projekt” længere? Eller er det reduceret til noget med personlig performance hos partilederen. De kampagner, som Socialdemokraterne har lanceret siden nytår, er i hvert fald bygget op om Helle Thorning Schmidt som det alt overskyggende fænomen.

Ræsonnementet må være, at når politikken ikke adskiller sig væsentligt fra Venstres (og det står faktisk i regeringsgrundlaget), så må det komme an på personen. Derfor satser man på at slå Lars Løkke i en præsidentvalgkamp, hvilket jo ikke er så vanskeligt.

Men måske har de socialdemokratiske valgkampsstrateger i skyndingen glemt, at nedskæringspolitikken, EU-politikken og de utallige løftebrud har kastet i titusindvis af vælgere i armene på Dansk Folkeparti eller ned i sofaen.

Politikerleden har gode kår, når politik reduceres til personspørgsmål og fnidder-fnadder.