I dag åbner det femte Folkemøde på Bornholm. 700 arrangører og over 2600 events deltager i dette års Folkemøde, hvor der ventes op mod 100.000 besøgende. Men det er ikke kun folket, som tager turen til Bornholm, men også store virksomheder og sågar våbenproducenter.
Vi skal have genfundet Danmarks rolle som frontlinjestat, som vi havde under den kolde krig.
Ole Kværnø, Forsvarsakademiet
En af dem er Airbus, der står bag kampflyet Eurofighter, som inviterer til debatmøde om Danmarkshistoriens største våbenindkøb - nye kampfly til 30 milliarder kroner - som politikerne har udskudt til efter valget.
Brug for kampfly mod Putin
Det er dog ikke ligefrem kritikerne af indkøbet, som er inviteret.
Ole Kværnø fra Forsvarsakademiet, som skal deltage i debatten, er nemlig ikke i tvivl om, at Danmark får brug for kampfly i fremtiden. Og kampflyene kan sættes ind i både nord, syd og øst - men dog ikke vest.
- I nord til at patruljere Arktis. Og sydpå til at tage del i konflikter i Mellemøsten. Og til patruljering østpå på grund af Putin, som har demonstreret både vilje og evne til at gå i krig. Vi skal have genfundet Danmarks rolle som frontlinjestat, som vi havde under den kolde krig, forklarer Ole Kværnø til Arbejderen.
Han uddyber:
- Jeg kan sagtens forestille mig, at jagerfly kunne bruges til at bekæmpe Islamisk Stat i Afrika. Jeg ved ikke præcis, hvor vi kan bruge flyene, men de har jo en levetid på 30-40 år, så hvem ved, hvor flyene vil blive brugt i fremtiden.
Arbejderen ville gerne have stillet nogle spørgsmål til Airbus om fremstøddet på Bornholm, men PR-bureauet Advice, som Airbus har ansat til at sælge sine kampfly i Danmark, oplyser, at Airbus ikke har mulighed for at give et interview til Arbejderen.
Airbus' kampagnedirektør for Eurofighter Danmark, Uli Fingerle, skriver dog i en mail til Arbejderen, at "Indkøbet af nye kampfly er en stor og vigtig beslutning og derfor vil vi gerne bidrage til den offentlige debat. Det er der god mulighed for på Folkemødet".
Basketball og kampfly
Airbus er ikke den eneste kampfly-producent, som er til stede på Folkemødet. På lørdag inviterer den amerikanske våbenproducent Lockheed Martin, der vil sælge kampflyet Joint Strike Fighter til Danmark, på basketball i skolegården på Kongeskærskolen. Her vil danske krigsveteraner udfordre danske politikere og en enkelt ambassadør i kørestols-basketball. Blandt deltagerne er USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, udenrigsminister Martin Lidegaard og forsvarsminister Nicolai Wammen.
Man kan dog også møde fredsbevægelsen ved Folkemødet. Kampagnen "Nej tak til kampfly" holder til i Fredsteltet og inviterer til debat om sammenhængen mellem kampfly og rammerne for udenrigs- og forsvarspolitik - og hvad kampfly betyder for fremtidens velfærd og arbejdsmarked.
- Indkøbet af kampfly påvirker os allesammen - både økonomisk og sikkerhedspolitisk. Politikerne skal vælge en anden vej. Nye kampfly og bomber gavner ikke Danmarks sikkerhed. Tværtimod, Vi kender allerede erfaringerne fra ti års bombekrige i udlandet: De sidste mange års angrebskrige har øget terrortruslen markant mod Danmark, advarer Carsten Andersen fra Nej tak til kampfly.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278