De ansatte i pakkeri- og tabletafdelingen, sterilafdelingen samt lagrene på medicinalkoncernen Lundbecks fabrik i Valby har med succes afvist ledelsens krav om at indføre en forskelsregulering af lønnen. Efter 12 dages strejke har Lundbeck måttet acceptere, at alle får samme lønregulering på 1,5 procent, sådan som de strejkende krævede.
Lundbeck-arbejderne gik først i arbejde igen efter at have fået garanti for, at lønforhøjelsen på 1,5 procent alligevel vil komme til at gælde alle.
Det var opsigelsen af en lokal lønaftale, der førte til konflikten. De omkring 120 3F'er i Lundbeck-afdelingerne på Otiliavej i Valby besluttede af gå i strejke onsdag den 27. maj, da det kom frem, at ledelsen kun ville garantere, at alle fik en 0,7 procents lønstigning, mens resten skulle fordeles efter skøn fra nærmeste ledergruppe.
Lundbeck-arbejderne har holdt fast i kravet om ens lønstigninger til alle, også selv om de under strejken blev idømt skærpet bod i Arbejdsretten. De gik først i arbejde igen den 8. juni, efter at have fået garanti fra Lundbecks ledelse om, at lønforhøjelsen på 1,5 procent alligevel vil komme til at gælde alle.
Lundbeck-arbejdernes sejr er også blevet kronet med flere nyindmeldte medlemmer i 3F. Et par håndfulde medlemmer var nemlig, indtil konflikten brød ud, medlem af andre organisationer. De blev af ledelsen beordret i arbejde. Men sådan kom det ikke til at gå, forklarer talsmand John Mandal.
- De støtter naturligvis op, og har derfor bedt om overflytning til 3F København, forklarer talsmanden.
Selv om strejken er afsluttet med en sejr, gør den idømte skærpede bod i Arbejdsretten stadig ondt på økonomien for 3F'erne på Lundbeck.
Eventuel støtte kan indbetales på konto nummer 5301 0358014 i Arbejdernes Landsbank.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278