Valgnederlaget til SR-regeringen markerer afslutningen på det, som noget misvisende er blevet kaldt et centrum-venstre projekt.

Et projekt, som allerede kuldsejlede, da SF forlod regeringen, og som nu er blevet straffet med stor tilbagegang.

SF er gået ni mandater tilbage og er blevet mere end halveret. Selv om partiet - efter det forlod regeringen - har forsøgt at profilere sig med en mere rød politik, hænger fiaskoen ved.

Partiformand Pia Olsen Dyhr har da også hele vejen fastholdt, at partiet opnåede mange gode resultater, mens det sad i regeringen. Ligeledes har SF fastholdt sin opbakning til den danske krigsdeltagelse, militærbudgettet og indkøb af nye kampfly.

Dansk Folkepartis store fremgang skyldes ikke først og fremmest deres udlændingepolitik, som i dag er blevet den officielle politik hos både Venstre, Konservative og Socialdemokratiet. 

Også det Radikale Venstre har betalt med ni mandater. De er blevet overhalet indenom af det nye radikale parti, Alternativet. Mens der i det radikale bagland har været røster, som krævede en mere social profil og en dagpengeløsning, har vi set en partiledelse, som har fastholdt og forsvaret regeringens økonomiske politik og krævet nye reformer i den kommende periode.

Vi må også konstatere, at mens det er lykkedes for Dansk Folkepartis Thulesen Dahl at indrømme egne fejl i forhold til dagpengereformen, har vi set et radikalt parti, som med stor arrogance har fastholdt, at "Sådan er det jo". 

Regeringens største "problem" - hvis man kan kalde det sådan - har dog været, at Socialdemokraterne og de Radikale med åbne øje har bundet sig til EU's nyliberale politik og finanspagtens stramme økonomiske krav.

Og den politik fortryder den socialdemokratiske top på ingen måde. "Vi har stået det rigtige sted som parti. Vi afleverer en økonomi i fremgang", lød det fra Bjarne Corydon på valgaftenen. Mens Helle Thorning-Schmidt i partilederrunden opfordrede den kommende regering til at "passe på vores tilknytning til EU".

Stor fremgang til DF

Valgresultatet markerer afslutningen på en fire-årig periode med stor frustration og skuffelse hos regeringens vælgere. Mange har denne gang ikke stemt med begejstring, men er gået efter at forhindre, at vi fik en endnu værre politik i de kommende fire år.

Andre har forladt den såkaldte røde blok, og en del har sat deres lid til Dansk Folkeparti, som det på en og samme tid både er lykkedes at blæse og have mel i munden. DF har fastholdt, at de både vil give flere penge til velfærd, flere penge til et nyt dagpengesystem og samtidig pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Dansk Folkepartis store fremgang skyldes ikke først og fremmest deres udlændingepolitik, som i dag er blevet den officielle politik hos både Venstre, Konservative og Socialdemokratiet. Derimod at det er lykkedes for Kristian Thulesen Dahl at italesætte et "pænere" parti med en mindre skarp retorik end i Pia Kjærsgaards dage. Et parti, som i ord stiller sig på gamle socialdemokratiske positioner med hensyn til velfærdspolitikken kombineret med en ofte ganske skarp kritik af EU.

Den dybe skepsis, som EU-politikken har medført i den danske befolkning og ikke mindst i arbejderklassen, har i dag slet ingen klangbund i Socialdemokratiets officielle politik. For en arbejder, som er EU-skeptiker eller modstander, står valget i dag reelt mellem Dansk Folkeparti og Enhedslisten.

Angreb på fagbevægelsen

Hvordan Dansk Folkeparti vil forvalte sine mange mandater med Lars Løkke Rasmussen som statsminister og opbakning fra Liberal Alliance og Konservative, har vi endnu til gode at se. 

Det er åbenlyst, at der er store forskelle, men også enighed om mange forhold. Vi kan nu forvente flere skattelettelser til de rige - på den ene eller anden måde - mens jagten vil gå ind på folk på overførselsindkomster. Der vil blive indført starthjælp til flygtninge. Den kriminelle lavalder vil blive sat ned. Og politi og militær vil få større budgetter end i dag.

Vi kan også se frem til øget pres på almindelige arbejderes løn. Selv om både Dansk Folkeparti og Venstre i ord bekender sig til den danske model, vil vi også få at se, at der er vide tolkninger af, hvad det betyder.

Der er ingen tvivl om, at diskussionen om, at det skal "kunne betale sig at arbejde", har brod mod mindstelønningerne på det danske arbejdsmarked. Og med opbakning til de gule fagforeninger og deres billige overenskomster kan det blive en ubehagelig cocktail.

Venstre vil indbyde til trepartsforhandlinger med arbejdsmarkedets parter. Hvad det kan betyde, har vi allerede set i diskussionen om fradrag for fagforeningskontingent. Her har Venstre meldt ud, at de ikke ikke vil ændre fradraget - hvis fagbevægelsen selv går i gang med at sænke kontingentet.

Alt tyder således på, at vejen er kridtet op til nye angreb på fagbevægelsen.