08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ansatte på sygehuse fyres trods løfter i valgkampen

Næsten 800 job spares væk

Ansatte på sygehuse fyres trods løfter i valgkampen

Der bliver 800 færre ansatte på sygehusene i Midtjylland. Også landets øvrige fire regioner gennemfører nedskæringsrunder på sygehusene.

FOTO: Linda Kastrup /Scanpix
1 af 1

I valgkampen lovede både Lars Løkke og Helle Thorning flere penge til sygehusene og afviste, at det kan blive nødvendigt at prioritere i indsatsen på grund af de stærkt stigende udgifter til ny og meget dyr medicin.

Begge statsministerkandidater undlod at komme ind på det faktum, at prioriteringen allerede er i fuld gang. I øjeblikket gennemføres nedskæringer på sygehuse over hele landet blandt andet på grund af de stigende medicinudgifter. 

Det vil få en række særdeles alvorlige konsekvenser for både patienter og ansatte.
Anja Laursen, formand DSR Midtjylland 

I dag vedtager Regionsrådet i Region Midtjylland en nedskæringsplan, hvor der frem til 2019 skal spares 700 millioner kroner på det årlige sygehusbudget. Det betyder nedlæggelse af næsten 800 job, og der kommer til at ske fyringer. 

- Vi kan ikke skære så stor en del af budgettet uden, at det kan mærkes. Nogle borgere vil for eksempel få længere til den service, vi leverer. Og vi bliver desværre fortsat nødt til at nedlægge mange stillinger. En del vil kunne ske ved naturlig afgang, men vi kan desværre ikke undgå afskedigelser, sagde Bent Hansen, formand for Region Midtjylland, da der i mandags blev lavet politisk forlig om sygehusbudgettet. 

Bag spareforliget står Socialdemokraterne, Radikale, Konservative, SF, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Venstre. Kun Enhedslistens to medlemmer er ikke med i forliget. 

- Vi kan ikke acceptere, at der kommer yderligere pres på personalet. Jo mere stress, der er på personalet, jo større er sandsynligheden for, at der vil ske en fejlbehandling af patienterne, siger Henrik Qvist, der er medlem af regionsrådet for Enhedslisten til DR Østjylland.

Formand for Dansk Sygeplejeråds Kreds Midtjylland, Anja Laursen, advarer også om konsekvenserne af spareplanen.

- Vi er ikke i tvivl om, at det vil få en række særdeles alvorlige konsekvenser for både patienter og ansatte, siger Anja Laursen og henviser til en undersøgelse lavet af Dansk Sygeplejeråd og Megafon. Den viser, at næsten hver anden sygeplejerske ansat i regionerne er helt eller delvist enig i, at deres arbejdsdag allerede i dag er så travl, at det går ud over patienternes sikkerhed.

Psykiatri og børn bliver ramt

Udover generelle effektiviseringer over hele linjen rammer spareplanen en lang række områder. Der skal gennemføres sengelukninger på mange afdelinger og en række funktioner skal sammenlægges.

Et af punkterne i forliget er det psykiatriske område, som skal spare 36 millioner kroner. Det bekymrer Lægeforeningen i Midtjylland.

"Vi finder det særligt problematisk, at besparelser rammer psykiatrien. De vil ramme de absolut svageste borgere, inklusiv de psykisk syge ældre og børn, og er i direkte strid med den nye nationale handleplan på området", skriver Lægeforeningen i sit høringssvar til spareplanen.

Regionens fire børneafdelinger skal spare otte millioner kroner.

- Hvis man skal gennemføre besparelser i den her størrelsesorden, så kan vi ikke undgå at komme til at fyre speciallæger. Og det vil sige, at de højt specialiserede funktioner, vi har, vil blive truet, siger professor Søren Rittig fra Aarhus Universitetshospital til DR Østjylland.

Den oprindelige plan om at spare på akutlægebiler og lukke hele afdelinger i Skive, Lemvig og Silkeborg er til gengæld blevet droppet efter protester.

Nedskæringer i alle regioner

Også landets øvrige fire regioner gennemfører nedskæringsrunder på sygehusene. 

I søndags blev der lavet budgetforlig i Region Hovedstaden, hvor Socialdemokraterne, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale, SF og Liberal Alliance er enige om at gennemføre nedskæringer for 75 millioner kroner i resten af 2015 og 225 millioner kroner til næste år. Også her er Enhedslisten det eneste parti, som ikke er med i forliget.

De nye nedskæringer kommer oveni engangsbesparelser på 115 millioner kroner for 2015, som blev besluttet på regionsrådsmødet i april. Også i hovedstaden er de stigende medicinudgifter en afgørende årsag til nedskæringerne. 

I Region Nordjylland er der planer om at spare 115 millioner kroner på årets budget, og også i Region Sjælland og Syddanmark er der nedskæringsplaner.

Nedskæringerne gennemføres over hele landet, selvom der endnu ikke lavet en aftale mellem regionerne og regeringen om næste års budget. Forhandlingerne blev afbrudt, da folketingsvalget blev udskrevet. Så det er op til den nye regering at få lavet en aftale efter sommerferien. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. jun. 2015 - 07:14   09. jun. 2016 - 12:08

Velfærd

ur@arbejderen.dk
Sundhedsudgifter
  • De danske sundhedsudgifter ligger på en 19. plads, når man sammenligner de 22 gamle OECD-lande, viser en undersøgelse lavet i 2014 af rådgivnings- og analysefirmaet Søgaard Advice for Danske Regioner. Foran Danmark ligger lande som for eksempel Sverige, Tyskland, Frankrig og Spanien.
  • I de officielle OECD-analyser ligger Danmark på en 7. plads, men her er de danske udgifter til ældrepleje og hjemmehjælp medregnet, mens en række andre lande ikke har de udgifter med. 
  • Undersøgelsen fra Søgaard Advice viser også, at Danmark har haft laveste vækst i sundhedsudgifterne fra 1971-2011 ud af de 22 lande.