Røde Kors oplever presset fra de sidste ugers flygtningestrøm over de danske grænser.
– Der kommer rigtig mange asylansøgere i øjeblikket og det kan vi naturligvis mærke, siger Anna La Cour Vågen, chef for Røde Kors' asylafdeling i Danmark.
Mange er ekstremt udmattede efter ofte mange måneders flugt.
Anna La Cour Vågen, Røde Kors
Men der er styr på situationen ude på centrene, oplyser hun.
– Vi har været forberedte på situationen, og håndtere det pres, der er lige nu, godt
De fire første dage i sidste uge modtog Asylcenter Sandholm i Nordsjælland 668 asylansøgere, svarende til cirka 167 personer om dagen, oplyser Udlændingestyrelsen.
900 har søgt asyl
Omkring 7500 flygtninge har ifølge politiet krydset den danske grænse siden søndag den 6. september. Ud af dem, har cirka 900 søgt asyl her i Danmark. De resterende er rejst videre til Sverige eller andre nordiske lande.
De omkring 900, der har søgt asyl i løbet af den sidste halvanden uge, svarer ifølge tal fra Udlændingestyrelsen næsten til det samlede antal asylansøgere, der kom til Danmark i hele juli måned i år.
Men set i forhold til sommerperioden sidste år, er de nuværende tal ikke voldsomt høje. I sommeren 2014 kom der omkring 2000 asylansøgere til Danmark om måneden.
Der er typisk flest flygtninge i sommerperioden. Det skyldes blandt andet, at det er mere sikkert at krydse Middelhavet på den tid af året.
Røde Kors har haft opgaven med at indkvartere asylansøgere i Danmark siden 1984, og driver en del af de i alt 47 asylcentre her i landet. Hovedparten af centrene drives dog af de respektive kommuner.
Præget af krig og flugt
Center Sandholm i Allerød er et modtagercenter. Det er her asylansøgerene, som udgangspunkt bliver registreret, og her hvor hovedparten af alle asylansøgere, der kommer til Danmark, bliver indkvarteret i første omgang.
De flygtninge, der ankommer til Center Sandholm, er ofte hårdt medtagede.
- Mange af de mennesker, vi modtager, er ekstremt udmattede efter ofte mange måneders flugt, siger Anna La Cour Vågen.
- Når asylansøgere kommer her, får de i første omgang en seng at sove i. De bliver også tilset af en sygeplejerske og kommer i lægebehandling, hvis der er brug for det, siger hun.
Mange lider af fysiske eller psykiske sygdomme og har traumer efter et liv i en krigszone.
Udover lægehjælp tilbyder Røde Kors derfor også mulighed for at blive henvist til behandling hos en psykolog eller psykiater.
Udover mad får alle de nyankomne flygtninge en startpakke med tøj, dyner og hygiejneartikler, forklarer Anna La Cour Vågen.
I sidste uge blev Auderødlejren i Halsnæs Kommune genåbnet, for at kunne være med til at tage imod de nyankomne asylansøgere. Også Haderslev Sygehus tilbyder et stort antal pladser, oplyser Udlændingestyrelsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278