Natten mellem onsdag og torsdag i sidste uge sov 196 hjemløse på gaden i København og på Frederiksberg, viser en nattetælling af gadesovere, som hjemløseorganisationen projekt Udenfor har gennemført.
Det viser i al sin tydelighed, at rammerne for den nuværende sociale indsats ikke er tilstrækkelige.
Ninna Hoegh, direktør i projekt Udenfor
- Det viser i al sin tydelighed, at rammerne for den nuværende sociale indsats ikke er tilstrækkelige, siger direktør i projekt Udenfor, Ninna Hoegh, som kalder det "dybt foruroligende, at så mange mennesker er nødsaget til at sove på gaden".
Samtidig viser en ny hjemløsetælling fra SFI, at antallet af hjemløse i Danmark fortsat stiger. Antallet er nu oppe på 6.138 hjemløse i Danmark. Det er 318 personer flere end ved den forrige optælling i 2013. Sammenholdt med 2009, hvor tallet var 4.998 personer, er der sket en stigning på 23 procent.
Den største stigning i antallet af hjemløse er sket blandt de 25-29 årige. I 2015 blev der registreret 799 hjemløse i denne aldersgruppe mod 617 i 2013. Det svarer til en stigning på 29 procent.
- Nu begynder vi at se resultatet af en fejlslagen politik overfor udsatte unge gennem de seneste år. Når der sker så stor en stigning i antallet af hjemløse mellem 25 og 29 år, så er det oplagt at rette spotlyset hen på udvidelsen af den lave ungeydelse og generelt på den mangel på tålmodighed, som systemet udviser overfor udsatte unge, siger Rådet for Socialt Udsattes formand Jann Sjursen.
Gruppen af hjemløse har mange andre problemer end manglen på en bolig. Næsten halvdelen af de hjemløse i 2015 har en psykisk lidelse mens 69 procent lever med et misbrug af enten stoffer eller alkohol.
Næsten otte ud af ti hjemløse er mænd, og en femtedel af de hjemløse har en anden baggrund end dansk. Andelen med indvandrerbaggrund blandt de hjemløse er meget høj i storbyerne; 36 procent af de hjemløse i Aarhus og 30 procent i København er indvandrere eller efterkommere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278