Skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremlagde fredag en plan for genopretning af SKAT. Med planen fulgte en redegørelse, som antyder, at staten kan have mistet op mod 14 milliarder kroner i skatteindtægter på grund af et nu skrottet inddrivelsessystem samt ikke mindst omfattende nedskæringer og fyringsrunder i SKAT.
Vi har virkelig forsøgt at trænge igennem til både topledelse og politikere igennem mange år.
Lene Höilund Jensen, TR-repræsentant
Folketingets partier minus Enhedslisten og Alternativet bakker op om ministerens plan, der blandt andet indebærer hjemsendelse af fem topchefer i SKAT, og et løfte om at ansætte 400 ekstra i SKAT, heraf de 350 på inddrivelsesområdet. Samtidig flyttes 900 ansatte fra andre afdelinger over til inddrivelsesområdet. Reelt er der dog kun tale om 85 nyansættelser, oplyser den faglige hovedorganisation FTF (se boks).
– Vi er selvfølgelig lidt glade for, at det nu, efter at vi i mere end ti år har gjort opmærksom på problemerne, endelig er gået op for politikerne, hvor uholdbar situationen er i SKAT. Jeg ved så ikke, om det, de er blevet enige om, er nok til at rette op på situationen, siger Jørn Rise, formand for Dansk Told & Skatteforbund, til Arbejderen.
Han minder om, at der for ti år siden var 2000 ansatte på inddrivelsesområdet - i dag er der omkring 1000 tilbage.
– Og nu skal vi til at køre alting manuelt, fordi det ubrugelige EFI-system endelig er skrottet. Men det giver da anledning til at holde Karsten Lauritzen fast på løftet om, at hvis dette her ikke er nok, så må der ansættes flere, siger Jørn Rise.
Brug for fagfolk
Lene Höilund Jensen, der er repræsentant for tillidsmandsforummet under afdelingen Inddrivelse i SKAT, deler både sin forbundsformands glæde og skepsis.
– Vi er da glade for, at der nu endelig sker noget. Men det er helt afgørende, at de, som nu kommer til, er fagprofessionelle, der er i stand til at gå ind og stå for inddrivelse, vejledning og service af borgere og virksomheder, så de igen kan opleve en ordentlig betjening. De skal igen kunne være sikre på, at alle betaler det, de skal i skat - hverken mere eller mindre, siger Lene Höilund Jensen til Arbejderen.
Hun understreger, at det ligger de ansatte meget på sinde at få ændret både strukturen og kulturen i SKAT, så de, der har fingeren på pulsen, også bliver hørt.
– Vi har virkelig forsøgt at trænge igennem til både topledelse og politikere igennem mange år. Vi har råbt og skreget og forsøgt at forklare, at vi med den bemanding, vi har haft, end ikke har kunnet høste de "lavthængende frugter". Men indtil nu virker det, som om vi bare er blevet ignoreret. Vi har ihærdigt forsøgt at få politikerne til at forstå, at når de skærer ned på bevillingerne, skærer de også ned på skatteindtægterne, forklarer Lene Höilund Jensen.
– Det værste er, at befolkningens tillid til en fair skattebehandling tager skade. Der er meget, der skal rettes op på, og derfor har vi brug for fagfolk, som kan sikre drift og produktion i Inddrivelse. Vi er spændte på, om det nu kommer til at ske, siger tillidsfolkenes repræsentant.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278