Hassan Haydar Gürarslan, eller onkel Hassan som han kaldes, glemmer aldrig den kolde morgen i januar 1994, hvor han står foran sit hjem i en landsby i det østlige Tyrkiet.

Det ryger stadig. I luften hænger en tung lugt af røg og benzin. Det hus, der i går var hans hjem, er i dag en nedbrændt ruin...

Onkel Hassan falder på knæ og bryder i gråd.

Jeg havde godt hørt om, at kurdiske huse var blevet brændt ned. Men jeg troede ikke på, at staten stod bag.
Onkel Hassan
 

Alt hvad han ejer og har var i det hus - fotos, møbler fra hans forældre, personlige papirer, gode minder. Det hus var hans fremtid. Her skulle hans syv børn vokse op.

Det var på markerne bagved, at han havde dyrket tomater, auberginer, hvede, byg og kikærter.

Få måneder efter at Hassans hus er brændt ned, må han flygte i et bagagerum til Danmark, hvor han bor i dag som politisk flygtning.

Det er 22 år siden nu. Den lille kurdiske mand tager sine briller af og tørrer tårerne væk, mens han fortæller sin historie.

I dag er onkel Hassan 77 år. Arbejderen møder ham sammen med hans tolk og advokat på en café ikke langt fra Østre Landsret. Onkel Hassan kommer lige fra retten. Her sidder han på anklagebænken, tiltalt for at have samlet penge ind til den kurdiske oprørsbevægelse, PKK, som står opført på EU's og USA's terrorlister. Tyrkiet kræver ham udleveret.

Vil kæmpe for retfærdighed

Da onkel Hassan står foran sit udbrændte hjem den kolde januardag, sværger han, at han vil forfølge sagen.

Ifølge øjenvidner fra byen er det lokale sikkerhedsstyrker, der har brændt hans hus af efter ordre fra regionsguvernøren. 

– Huset var uerstatteligt for mig. Det var gået i arv igennem generationer. Nedbrændingen var et helvede. Alle mine minder var væk, fortæller han.

Hans familie og de andre beboere i landsbyen forsøger at tale ham fra at tage kampen op med myndighederne. Men onkel Hassan står fast. Han vil have retfærdighed.

Onkel Hassan var en ihærdig modstander af det såkaldte landsbyvogter-system, hvor regeringen bevæbnede lokale beboere for at beskytte landsbyen mod PKK. Men Onkel Hassan satte sig imod, at der blev etableret et landsby-vogter system i området og forsøgte at tale byens unge fra at deltage.

– Derfor blev jeg udråbt til at være tilhænger af PKK, og derfor blev mit hus brændt af.

Han går til flere advokater og forsøger at få dem til at skrive en klage. Men ingen tør tage sagen. Til sidst skriver han selv klagen.

– I det øjeblik jeg indgav min klage, vidste jeg, at jeg havde underskrevet min dødsdom. Derfor siger jeg endegyldigt farvel til den gård og den jord, jeg havde arvet efter min far, og forlader byen.

Han afleverede sin klage til alle de tyrkiske domstole, han kendte og hos det tyrkiske parlaments Menneskeretskommission.

- De tyrkiske domstole smækker døren i og afviser at behandle sagen. Jeg forsøger også at henvende mig hos en god ven og socialdemokratisk medlem af det tyrkiske parlament. Han siger "Du må bede mig om alt - men ikke om det", da jeg spørger om han vil rejse sagen i parlamentet. Jeg forsøger også at gå til pressen, men den tyrkiske presse er i høj grad underlagt staten, så de vil heller ikke røre sagen med en ildtang, fortæller onkel Hassan.

Mister illusioner

Han går også til den lokale guvernør, som er ansvarlig for de sikkerhedsstyrker, der ifølge øjenvidner har sat ild til hans hus.

- Guvernøren tilbyder mig en erstatning. Men kun hvis jeg afgiver forklaring og skriver under på, at det er PKK, der har brændt huset af. I det øjeblik brister alle mine illusioner om den tyrkiske stat. Jeg afviser at skrive under. Jeg ville ikke lyve. Jeg søgte jo retfærdighed. Jeg ønskede, at de ansvarlige gerningsmænd skulle findes og straffes.

Mødet med guvernøren blev en øjenåbner for onkel Hassan, og grunden blev lagt til, at han begynder at opfatte sig som kurder.

– Jeg havde godt hørt om, at kurdiske huse var blevet brændt ned. Men jeg troede ikke på, at staten stod bag. Jeg troede, at de mange ødelæggelser og forsvindinger blot var overdrivelser og kamphandlinger. Indtil mit eget hus blev brændt af og jeg mødtes med guvernøren, havde jeg aldrig drømt om, at den tyrkiske stat førte en bevidst politik, som gik ud på at tvangsfjerne store dele af befolkningen.  

– Indtil mødet med guvernøren havde jeg set mig selv som tyrker. I skolen havde jeg lært, at kurderne ikke var et selvstændigt folk med eget sprog og kultur, men "bjergtyrkere" med en særlig tyrkisk dialekt. Jeg havde altid været tro mod den tyrkiske præsident Atatürk og var i årevis medlem af Socialdemokratiet. Først efter mødet med guvernøren begyndte jeg at blive bevidst om min kurdiske identitet. Jeg begyndte at hade mig selv, fordi jeg havde troet på løgnene om, at kurdere ikke var et selvstændigt folk.

Efter mødet med guvernøren beslutter onkel Hassan sig for at gå endnu grundigere til værks og indsamle dokumentation for de mange husafbrændinger, som tyrkiske sikkerhedsstyrker, landsbyvagter og andre paramilitære grupper havde foretaget i området.

- Det var jo ikke kun mit hus, der var blevet brændt ned i den periode. Det var sket med flere hundrede huse. Det var regeringens politik at "rense" hele områder, hvor PKK stod stærkt. Hele landsbyer blev brændt ned, og beboerne blev tvangsforflyttet til større byer, fortæller onkel Hassan.

Overvåget af efterretningstjenesten

Op igennem 1990'erne brænder tyrkiske soldater, sikkerhedsstyrker og landsbyvagter mere end 3000 kurdiske landsbyer af og sender op mod tre millioner kurdere på flugt. Ens for de landsbyer som bliver hærget, er, at de ligger i områder, hvor PKK står stærkt.

– Statens og militærets taktik var at ødelægge PKK's forsyningslinjer ved at nedbrænde byerne og tvangsforflytte lokalbefolkningen.

Onkel Hassan samler alle sagerne om afbrændinger og tager dem med til den nyoprettede såkaldte Menneskeretskommission, som det tyrkiske parlament har nedsat for at se på de mange brud på menneskerettighederne, der sker i Tyrkiet i 1990'erne.

Menneskeretskommissionen lover, at de vil se på de mange nedbrændinger. Tilmed beder kommissionen den tyrkiske statsadvokat om at vurdere onkel Hassans ejendom. 

Men i takt med at Menneskeretskommissionen får øjnene op for hans sag, begynder den tyrkiske militære efterretningstjeneste, Citem, at interessere sig for ham.

- De overvåger mig døgnet rundt. De følger efter mig, når jeg tager på besøg hos venner og familie. Jeg er meget bange. I 1980'erne og 1990'erne forsviner 18.000 kurdiske aktivister og politikere fra den ene dag til den anden. De bliver simpelthen hentet i en bil og kommer ikke tilbage.

Får erstatning

I foråret 1994 - fire måneder efter branden - tilkender byretten i Elbistan onkel Hassan en erstatning på 657.000 lira for tabet af hans ejendom. Domstolen slår fast, at den tyrkiske stat har begået uret imod ham, og tilkender ham - som en af de første nogensinde - en erstatning. 

– Jeg får kun udbetalt 4000 lira. Jeg har aldrig fået at vide, hvorfor jeg ikke har fået den fulde erstatning. Skidt med pengene. Det eneste, der betyder noget, er, at en domstol har slået fast, at den tyrkiske stat har begået uret mod mig. Men jeg vidste samtidig, at mit liv var i fare, fordi jeg havde gjort oprør - og vundet - over den tyrkiske stat. Derfor beslutter jeg mig for at sælge jorden, så jeg kan søge ly til mig og min familie i et andet land.

Efter at have vundet sagen flygter onkel Hassan i august 1994 til Danmark. I 1997 får han politisk asyl.

Hans får også sin familie til Danmark. Men to af hans døtre vælger at blive i Tyrkiet. De flytter op i Kandil-bjergene, som ligger på grænsen mellem Iran og Tyrkiet. I stedet for at leve et normalt liv med familie, uddannelse og arbejde, kæmper de nu i den kurdiske oprørsbevægelse PKK.

På anklagebænken i Danmark

Med terrorlovene, som blev indført i Danmark fra 2002, kommer der for alvor fokus på solidaritetsarbejdet med kurdere, palæstinensere, tamilier og andre, der kæmper mod en undertrykkende statsmagt eller mod en fremmed besættelsesmagt.

Den kurdiske tv-station Roj TV kommer på anklagebænken. I 2014 stadfæster Højesteret, at tv-stationen skal have frakendt sin sendetilladelse i Danmark og betale en bøde på ti millioner kroner for at have  "fremmet PKK’s terrorvirksomhed gennem tv-udsendelser".

Efter sagen mod Roj TV kommer turen kommet til de kurdiske foreninger i Danmark.

Onkel Hassan bliver anholdt den 11. september 2012. Han er i gang med sin morgenkaffe, da det pludselig banker på døren. Udenfor står to civilbetjente - den ene med tyrkisk baggrund. Onkel Hassan inviterer dem indenfor. 

- De præsenterer sig som politiet. De fortæller mig, at jeg er anholdt, og at jeg vil få grunden at vide senere. Herefter bliver jeg lukket inde på et værelse, og fem betjente med hunde går i gang med at ransage vores hjem, fortæller onkel Hassan.

Efter flere timers ransagning kører politiet væk i tre biler fyldt med flyttekasser med mapper, personlige papirer, computer, mobiltelefon og meget andet. Politiet konfiskerer også en masse fotos af Hassan og hans døtre samt dokumenter fra retssagerne i Tyrkiet.

Onkel Hassan bliver varetægtsfængslet og sidder isolationsfængslet i tre måneder. 

En uge efter Hassans anholdelse, ransager politiet Dansk-Kurdisk Kulturcenter i København, hvor blandt andre Dansk-Kurdisk Venskabsforening og Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark, Fey-Kurd, holder til. 

Politiet beslaglægger blandt andet foreningernes medlemslister. Herudover dukker politiet uanmeldt op på arbejdspladser og afhører cirka 150-200 kurdere om sagen.

Onkel Hassan bliver sammen med ti andre herboende kurdere sigtet for at have indsamlet 140 millioner kroner til den kurdiske tv-station Roj TV. Penge som ifølge anklagemyndigheden blev kanaliseret videre til den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der er på EU's terrorliste. Hvis Onkel Hassan bliver kendt skyldig, risikerer han op til ti års fængsel.

Trods omfattende telefon- og rumaflytninger, beslaglagte dokumenter, fotografier og vidneforklaringer frifandt Københavns Byret dog kurderne. Nu er sagen anket til Østre Landsret, hvor sagen kører netop nu. Der er afsat 86 retsdage frem til juni 2016.

Anklagemyndigheden kræver samtlige tiltalte - heriblandt onkel Hassan - udvist til Tyrkiet - også selvom flere af dem har fået politisk asyl i Danmark.

Uanset sagens udfald har den haft store konsekvenser for Hassan. Varetægtsfængslingen og isolationsfængslingen i tre måneder har svækket hans fysik og psyke og hans hukommelse. Han lider af angstanfald og hovedpine og har været medicineret, men vil helst undgå dette.

Onkel Hassan fastholder stadig, at han er uskyldig.