06 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglige ledere i diskret ja-kampagne

LO-forbund frygter bagland

Faglige ledere i diskret ja-kampagne

Der bliver ikke tale om den store ja-kampagne op til folkeafstemingen om retsforbeholdet fra LO-fobundenes side, selv om LO-toppen anbefaler et ja. Bortset fra Dansk Metal lurepasser de store forbund

Den nu afgåede LO-formand Harald Børsting har måske nok opbakning til LO's anbefaling af et ja den 3. december blandt de største LO-forbunds ledelser, men de tør ikke selv anbefale et ja.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

LO opfordrer i et høringssvar sammen med FTF, AC og DA til et ja ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december. Men mens der ikke er slinger i valsen, når det gælder LO's ja, synes forbundsledelserne i de store LO-forbund mere lunkne, når det gælder at komme med en sådan anbefaling.

Ifølge Arbejderens kilder har høringssvaret da heller aldrig været forelagt LO's hovedbestyrelse, hvor forbundsledelserne er repræsenteret. Den kommende folkeafstemning om retsforbeholdet skal dog være diskuteret på et møde i hovedbestyrelsen allerede den 29, maj, hvor der skulle have været fuld enighed om at støtte et ja ved folkeafstemningen, der på det tidspunkt var planlagt til at finde sted engang i foråret 2016.

Der (er) flere store elementer i afstemningen, som ikke vedrører LO’s kerneopgave. Det er også derfor du ser, at LO ikke kaster sig fuldblods ind i en JA-kampagne.
Kenneth Thue Nielsen, LO

Arbejderen har forsøgt at få svar fra LO på, hvor grundig diskussionen om retsforbeholdet var på hovedbestyrelsesmøde den 29 maj. Blandt andet om man kun diskuterede de 26 EU-retsakter, som partierne bag folkeafstemningen vil afskaffe med det samme, hvis det bliver et ja? Eller om man også har diskuteret de omkring 250 andre EU-retsakter og de cirka 170 retsakter, der er under forberedelse, og som et flertal i Folketingets EU-udvalg ved et ja den 3. december vil få fri adgang til at afskaffe retsforbeholdet for?

Det lader ikke til at være tilfældet. Hverken når det gælder alle de 26 retsakter, eller de andre omkring 420 andre tilfælde, hvor dansk retspolitik kan blive erstattet af EU-lovgivning, hvis et folketingsflertal ønsker det efter et ja ved folkeafstemningen.

LO's kommunikationschef, Kenneth Thue Nielsen, oplyser i hvert fald til Arbejderen, at LO har truffet sin beslutning udelukkende ud fra en vurdering af, at de 26 EU-retsakter, som folketingsflertallet straks vil afskaffe retsforbeholdet for, også omfatter retsakter, der vil være til fordel for fagbevægelsen.

– I LO ser vi verden gennem lønmodtagerbriller. Og vi har gjort det samme i forhold til afstemningen. Vi har set på de retsakter, vi vurderer har størst betydning og relevans for vores medlemmer. Og vores hovedbestyrelse er – i enighed - nået frem til, at det en fordel for lønmodtagerne hvis afstemningen ender med et ja, siger Kenneth Thue Nielsen

–  Omvendt er der flere store elementer i afstemningen, som ikke vedrører LO’s kerneopgave. Det er også derfor du ser, at LO ikke kaster sig fuldblods ind i en JA-kampagne, men i stedet anbefaler et ja ud fra en mere tilbagetrukket rolle, forklarer LO's kommunikationschef.

Forbund lurepasser

Opbakningen bag LO's ja til afskaffelsen af retsforbeholdet er dog ikke så stor, at ledelserne i de tre største LO-forbund, som Arbejderen har været i kontakt med, går offentligt ud med samme anbefaling. Øjensynlig er man ikke glad for at blive konfronteret med det mere EU-skeptiske bagland. 

Kim Simonsen, formand for landets største LO-fagforbund HK og med i såvel LO's hovedbestyrelse som LO's daglige ledelse, understreger således, at HK som forbund ikke direkte vil gå ud og anbefale sine medlemmer at stemme hverken ja eller nej. Han mener også, at det er nogenlunde den samme beslutning, han har været med til at tage i LO's hovedbestyrelse.

– LO har afgivet et høringssvar, der støtter lovforslaget. Men det er jo ikke det samme, som at LO går ud i en større ja-kampagne, siger Kim Simonsen til Arbejderen.

– På samme måde mener jeg ,at jeg som faglig leder også har pligt til at sige, hvad der vil være bedst for erhvervslivet og dermed beskæftigelsen, uden at HK som forbund, der jo også rummer medlemmer, der er bekymret for glidebaneeffekten (ved opgivelsen af retsforbeholdet, red.), skal gå ud og anbefale det ene eller det andet, siger HK's formand.

Intet ja fra 3F og FOA

3F har som det andetstørste LO-forbund syv medlemmer i LO's hovedbestyrelse, og har her været med til at godkende, at LO støtter et ja ved folkeafstemningen. Det er dog sket uden at 3F's hovedbestyrelse er blevet hørt. Spørgsmålet om folkeafstemningen om retsforbeholdet var nemlig først på dagsordenen på forbundets hovedbestyrelsesmøde torsdag i sidste uge, forklarer Ole Nors Nielsen, formand for 3F Aalborgs transportgruppe og medlem af forbundets hovedbestyrelse.

– Vi havde en god debat på HB-mødet, hvor jeg og andre også gjorde opmærksom på, at vi er utilfredse med at der bliver givet tilslutning til et sådant høringssvar, inden vi har haft debatten i forbundets hovedbestyrelse. Der blev ikke på mødet truffet nogen beslutning om forbundets holdning, og det er min opfattelse, at meningerne er delte, fortæller Ole Nors Nielsen til Arbejderen

3F's daglige ledelse har da også, trods sin tilslutning til LO's ja-anbefaling, selv afgivet et høringssvar, hvor forbundet meddeler, at det "ingen kommentarer" har til lovforslaget om afholdelse af folkeafstemningen. 

I det tredjestørste LO-forbund, FOA, har man også på det seneste hovedbestyrelsesmøde i sidste uge truffet beslutning om hverken at anbefale et ja eller et nej ved folkeafstemningen, oplyser forbundsformand Dennis Kristensen til Arbejderen.

Kun det fjerdestørste forbund, Dansk Metal, anbefaler et ja - og ser det gerne som et første skridt mod en total afskaffelse af alle EU-forbehold.

– Et ja ved den kommende folkeafstemning vil være et afgørende skridt. Derfor planlægger vi også at deltage aktivt i debatten op til folkeafstemningen, siger forbundsformand Claus Jensen.

Dansk Metal er i øvrigt - sammen med blandt andet 3F og HK/Privat - medlem af CO-industri, Centralorganisationen af Industriansatte i Danmark, der sammen med arbejdsgivernes brancheorganisation DI har afgivet et høringssvar med anbefaling af et ja til folkeafstemningen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2015 - 14:49   26. nov. 2015 - 14:26

Retsforbehold

he@arbejderen.dk
Afstemning om retsforbeholdet
  • Den 3. december 2015 skal danskerne stemme om at afskaffe det såkaldte retsforbehold – også kaldet den danske retsundtagelse. 

  • Hvis danskerne stemmer ja til at afskaffe forbeholdet, bliver der indført en såkaldt tilvalgsordning. I første omgang er ja-partierne enige om at tilslutte Danmark til 26 konkrete retsakter. Men ordningen åbner samtidig op for, at et flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark mere og mere af EU's retspolitik.

  • Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale og SF anbefaler at stemme ja til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Alternativet anbefaler også et ja, men mener, at retsforbeholdet skal afskaffes helt. Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti anbefaler at stemme nej.

  • Retsforbeholdet blev indført i forbindelse med Maastrich-traktaten, fordi et flertal af danskerne stemte nej til traktaten ved en folkeafstemning 2. juni 1992. Det betyder, at Danmark kan samarbejde med EU mellemstatsligt, men ikke overstatsligt, hvor Danmark mister sin vetoret.​

>> Læs mere på Arbejderens temaside her