Bent Rold Andersen – en kæmpe i den danske velfærdsstat – er død, 86 år.

1960'erne var de store reformers tid. Folketinget lagde an til arbejdsmarkedsreform, kommunalreform og socialreform. Dengang forberedte man reformer gennem grundigt kommissionsarbejde.

I 1964 nedsatte Folketinget en Socialreformkommission. Dens opgave var "ud fra nutidens socialpolitiske målsætninger: forebyggelse, revalidering, tryghed og trivsel" at forberede en sammenhængende reform af det socialpolitiske indsats- og ydelsessystem.

Ordene var taget fra Bent Rold Andersens bog "Nyere målsætninger i socialpolitikken" (1963).

Bent Rold Andersen (BRA) var cand.polit. og forskningschef i Socialforskningsinstituttet. Han blev også sekretær for Socialreformkommissionens formand. Han forestod arbejdet med de undersøgelser, der blev grundlaget for kommissionsarbejdet, og han fik meget stor indflydelse på kommissionens arbejde og konklusioner.

BRA var videnskabsmand, socialforsker af de store. Han var også troende socialdemokrat. Han troede på, at Danmark – med et kapitalistisk indrettet produktionssystem – ved statslig/kommunal indsats kunne indrettes, så menneskers liv bliver betrygget. Alle kan komme ud for sygdom, arbejdsløshed, tab af ægtefælle eller forælder – men samfundet kan indrettes, sådan at den ene ulykke eller "socialbegivenhed" ikke behøver at føre den anden ulykke med sig. Midlertidigt tab af erhvervsevne skulle ikke føre ned i fattigdom. Rettidig råd og vejledning kunne afhjælpe problemer.

Varigt tab af erhvervsevne skulle kompenseres: Den invaliderede skulle have en pension på niveau med en faglært arbejders indkomst.

BRA troede på, at staten kunne påtage sig rollen som hjælper for mennesker i klemme. Både på makroniveauet: staten kunne føre en politik, som sikrede næsten fuld beskæftigelse. Og på mikroniveauet: staten kunne understøtte dem, der måtte bære byrden af den "nødvendige" arbejdsløshed, på et anstændigt niveau. Derved var han såmænd på linje med samtidige keynesianske venstremænd som økonomen professor Jørgen Pedersen.

Bistandsloven, vedtaget i 1974 på baggrund af Socialreformkommissionens arbejde, af et bredt folketingsflertal, var højdepunktet for BRA. Revalideringsbestemmelsen i par. 43 bar hans mærke, ligeså reglen i par. 37 om, at der ved midlertidigt indkomstbortfald skal "ydes en sådan hjælp at pågældendes og familiens levevilkår ikke væsentligt forringes".

BRA var tilhænger af, at staten via socialpolitik skulle arbejde for lighed. Derfor var han indædt modstander af skattelettede pensionskasseordninger – han mente, at de førte uligheden ind i alderdommen. Derom skændtes han energisk med Mogens Lykketoft! Lykketoft vandt – kassepensionerne blev udbredt til hele arbejdsmarkedet.

BRA ønskede at bygge på folkepensionsordningen, som staten kunne bruge til at fremme lighed.

BRA blev professor ved RUC. Han blev siden chef for Amternes og Kommunernes Forskningsinstitution, AKF. Han var socialminister i den sidste Anker Jørgensen-regering. Og han blev "overvismand", formand for Det Økonomiske Råd.

BRA blev stedse mere frustreret over Socialdemokratiets neoliberalisme og højredrejning. I 2007 gik han til Det Radikale Venstre – som fordelingspolitisk stod ham fjernt – og vendte tilbage. I 2012 smækkede han endegyldigt med døren: "En god socialdemokrat kan i dag kun læne sig til Enhedslisten". Her blev han medlem, men med fyndige ord om, hvad han ikke brød sig om ved listens retorik.

Jeg har kendt ham gennem enighed og råbende uenighed, også om hvad der burde stå i en socialpolitik-lærebog! Det var ikke kedeligt.

I høj alder blev han bedt om at undervise i Japan, i dansk handicappolitik. Derom fortalte han med stor glæde. I Japan er traditionen, at manden i huset har ansvaret for eventuelle handicappede familiemedlemmer – ældre eller fætre/kusiner – og at han udøver det via hustruen! Japanske kvinder og handicappolitikere er meget interesserede i den offentlige danske ordning, som de ser som kvindefrigørende. BRA var helt ubegejstret for nutidens udvikling, hvor stat og kommuner i besparelses- og skattelettelsesøjemed søger at læsse mere af pasningsbyrden over på pårørende.

Og hvor du i den sammenhæng ikke kan høre forskel på en socialdemokrat og en venstremand.