28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Regeringen nedgraderer arbejdsmiljøet

Blogs

Ulla Jeppesen
Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden 2011-2018
Født 1953 og uddannet som typograf. Formand for HK it, medie & industri Hovedstaden i perioden 2011 - 2018. Medlem af HK Danmarks hovedbestyrelse. Startede sin faglige karriere som tillidsrepræsentant for postarbejderne på Glostrup Posthus i 1973. Gik i 1978 i lære som typograf og blev formand for Typografernes Lærlingsafdeling. Bestyrelsesmedlem i først Dansk TypografForbund og siden Grafisk Forbund. Medlem af Enhedslisten.
Blogindlæg af Ulla Jeppesen
tir. 12. dec - 2017
man. 14. aug - 2017
tir. 21. mar - 2017
tir. 22. nov - 2016

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 02. november, 2015, 12:30:18

Regeringen nedgraderer arbejdsmiljøet

Regeringen lægger i sit finanslovsforslag op til nye besparelser på arbejdsmiljøområdet. En femtedel af de tilsynsførende i Arbejdstilsynet kan se frem til at modtage en fyreseddel ved årets udgang.

Hvert år kommer omkring 40.000 lønmodtagere ud for en arbejdsulykke, og omkring halvt så mange anmelder hvert år en erhvervssygdom. Tallene taler deres tydelige sprog, men alligevel lægger regeringen i sit finanslovsforslag op til nye besparelser på arbejdsmiljøområdet.

Besparelserne har blandt andet som konsekvens, at omkring en femtedel af de tilsynsførende i Arbejdstilsynet – 140 medarbejdere – kan se frem til at modtage en fyreseddel ved årets udgang.

Mens arbejdsgiverne kan gnide sig i hænderne, kan vi se frem til Wild West-tilstande på arbejdsmiljøområdet.

Især byggepladserne er hårdt ramt af arbejdsulykker, og derfor har Arbejdstilsynet af indlysende årsager haft særligt fokus på tilsynet på dette område. De nye besparelser vil betyde, at der ikke længere er plads til at yde den samme indsats som tidligere.

Problemer med det psykiske arbejdsmiljø optræder i alle brancher. Omkring en femtedel af det langvarige sygefravær er relateret til problemer i det psykiske arbejdsmiljø, for eksempel vold, trusler om vold, mobning og højt arbejdspres, men en konsekvens af besparelserne bliver blandt andet, at en planlagt særlig tilsynsindsats i forhold til det psykiske arbejdsmiljø nu ikke bliver til noget.

Konsekvenserne af besparelserne vil efter alt at dømme komme til at betyde en voldsom nedgang i antallet af påbud og forbud.

Ifølge en rapport fra Statens Institut for Folkesundhed koster dårligt psykisk arbejdsmiljø 1.400 liv og mindst 1,5 milliarder kroner i produktionstab årligt.

Alligevel vælger regeringen også på arbejdsmiljøområdet at give arbejdsgiverne en hjælpende hånd, og mens arbejdsgiverne kan gnide sig i hænderne, kan vi se frem til Wild West-tilstande på arbejdsmiljøområdet. Regningen i form af langvarig eller kronisk sygdom og fysisk eller psykisk nedslidning tørres af på den enkelte lønmodtager og på samfundet.

Fagbevægelsen må – ud over at slås for et bedre dagpengesystem, mod nedskæringer på uddannelsesområdet og alle de andre nødvendige faglige kampe – også forstærke kampen for at sikre et sikkert og godt arbejdsmiljø.

Vi må blandt andet kæmpe for:

  • Opstramning af arbejdsmiljølovgivningen, så arbejdsgivere, der ikke overholder loven, mister retten til at drive virksomhed.

  • Det psykiske arbejdsmiljø, herunder stress, skal forfølges på samme måde som giftige kemikalier eller ulovlige stilladser.

  • Langt flere arbejdsskader skal anerkendes – især psykiske arbejdsskader.

  • Fagforeningerne skal have adgang til arbejdspladserne for at kunne kontrollere, at arbejdsmiljøforholdene er i orden.

  • Der skal være arbejdsmiljøkrav i alle udbud, herunder kædeansvar.

  • Tvungen arbejdsmiljørådgivning skal genindføres, og alle jobområder skal være omfattet af denne.

Endelig – og ikke mindst - må vi bekæmpe enhver forringelse af arbejdsmiljølovgivningen, som udspringer af EU-lovgivning.