FTF-formand Bente Sorgenfrey fastholder overfor Arbejderen, at hun sammen med ledelserne i FTF, LO og AC anbefaler et ja ved morgendagens folkeafstemning, fordi det vil give bedre muligheder i kampen mod social dumping.
>> Fagtop i diskret ja-kampagne
Men hun medgiver dog nu, at Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Finn Sørensen har ret i, at et ja ikke på nogen afgørende måde vil være til hjælp i kampen mod social dumping.
– Vi har så stor tillid til vores politikere, at de vil forvalte det mandat de får ved et ja, på fornuftig vis.
Bente Sorgenfrey, FTF
– Jeg er sådan set enig med Finn Sørensen i, at det vigtigste værn mod social dumping ligger i vores eget Folketing. Men vi trækker jo ikke frem, at de fire retsakter er det vigtigste våben, hvad det angår. Vi siger bare, at der er nogle af de her retsakter, vi kan se en særlig fordel i, siger Bente Sorgenfrey til Arbejderen.
>> Kronik: LO, FTF og AC vildleder om afstemningen
Glad for indrømmelse
I et læserbrev i Arbejderen, der er et svar til sidste uges kronik af Finn Sørensen, skriver Bente Sorgenfrey ellers, at et ja "giver fagbevægelsen langt bedre muligheder for at gennemtvinge overenskomstmæssig aflønning over for udenlandske virksomheder."
– Men jeg er da glad for, at Bente Sorgenfrey nu indrømmer, at de fire retsakter, FTF, LO og AC bruger som begrundelse for at anbefale et ja, ikke vil være afgørende i kampen mod social dumping, siger Finn Sørensen til Arbejderen.
– De fremstiller det jo ellers som om, at hele afstemningen kun drejer sig om de her få retsakter, som de anser som positive for fagbevægelsen. Og det er derfor, jeg i min kronik har kaldt deres anbefaling af et ja for vildledende, understreger Finn Sørensen.
Han henviser her til, at BAT-kartellet og 3F's byggegruppe, der har dumping-problemet tættest inde på livet, afviser at et ja vil have nogen større effekt på indsatsen mod social dumping.
I stedet er det dansk lovgivning, der for eksempel pålægger danske virksomheder og bygherrer ansvar for, at alt arbejde i Danmark udføres på overenskomstmæssig løn, som virkelig vil bidrage til indsatsen mod social dumping, understreger organisationerne.
Og her har Finn Sørensen en pointe, medgiver Bente Sorgenfrey. Uden at hun dog af den grund opgiver sin anbefaling af et ja.
Finn Sørensen kritiserer også formændene fra LO, FTF og AC for at bruge som ja-argument, at den såkaldte Rom II-forordning vil sikre, at retssager om faglige konflikter altid skal foregå i Danmark. Sådan er retstilstanden nemlig allerede i dag, og det fremgår tydeligt af Arbejdsrettens dom i Ryanair-sagen, påpeger Finn Sørensen.
- Her kan jeg kun henholde mig til, at vores egne jurister vurderer, at det ikke kan siges så skråsikkert. For os at se vil det være betydeligt lettere, hvis vi tilslutter os disse her retsakter, siger Bente Sorgenfrey.
>> Faglige rettigheder fastholdes ved et nej
Tillid afgør sagen
Men der er jo ikke kun tale om de fire EU-love, som I refererer til, men flere hundrede EU-love, som kan blive dansk retspolitik ved et ja. Hvorfor er de fire EU-love, i taler om, så vigtige, at I anbefaler et ja på så snævert et grundlag?
– Vi har så stor tillid til vores politikere, at de vil forvalte det mandat de får ved et ja, på fornuftig vis, siger Bente Sorgenfrey.
Jeres tillid til politikerne deles ikke af en stor del af danskerne, der også nærer stor skepsis overfor EU?
– Hvis der kommer et ja på torsdag, bliver det jo ikke et meget massivt ja. Så derfor tror jeg, at politikerne vil forvalte det ja med stor ydmyghed. Det har jeg stor tiltro til, lyder det fra Bente Sorgenfrey.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278