Ikke ret meget ved denne folkeafstemning gik, som ja-partierne havde håbet, og valgforskerne frygtet.

Et markant flertal på 53,1 procent stemte nej til at erstatte retsforbeholdet med den tilvalgsordning, som ja-partierne ønskede. En tilvalgsordning, som betyder, at ja-politikerne vil kunne tilslutte Danmark til stadig mere af EU's overnationale retspolitik.

Valgresultatet er først og fremmest udtryk for den dybe EU-skepsis, der har udviklet sig i befolkningen over år. 

Det var et nej til at afgive mere suverænitet til EU. Det var et ja til, at retspolitikken skal fastlægges i det danske folketing. Og med en valgdeltagelse på hele 72 procent er det et resultat, som er forankret i befolkningen.

Det var kort sagt en rigtig begmand til ja-elitens politikere, fagbosser og direktører.

Alle spådomme om, at det var meget svært at tage stilling til retsforbeholdet, og derfor kunne vi forvente en lav stemmeprocent, er blevet gjort til skamme. Danskerne vidste, hvad der blev stemt om. Og når der undervejs i valgkampen har været så mange "ved ikke", er det udtryk for, at danskerne ville forstå afstemningstemaet, før de tog stilling.

Resultatet af afstemningen kommer til gengæld ikke bag på de mange aktivister, som har deltaget i nej-kampagnen for blandt andre Folkebevægelsen mod EU. Her har meldingen i ugevis været, at interessen for at diskutere - ved valgmøder og på gaden - var stor, og at overvægten af nej-sigere var mærkbar. Og at stemningen var anderledes, end det var oplevet længe.

Ja-kampagnens flop

Nogle forsøger at gøre nej'et til et resultat af ja-sidens manglende eller dårlige kampagne. Det er det ikke. Selv om mange givet har følt sig stødt over ja-sidens talen ned til vælgerne, som kampagnerne omkring pædofile og børneporno er et udtryk for.

Men at ja-sidens kampagne til gengæld har været et stor flop er uomtvisteligt. Forsøget på at sælge et helt lands afgivelse af suværinet på det retspolitiske område med paroler om at "hjælpe politiet" udstiller disse politikeres manglende respekt overfor befolkningen og demokratiet.

Det er sigende, at ingen ja-politikere - måske bortset fra Radikale Venstre - har gjort sig til talsmænd eller -kvinder for det overnationale nyliberale EU-projekt, som udvikler sig år for år. Som ved alle andre tidligere folkeafstemninger taler ja-politikerne ikke åbent om deres ambitioner om, at Danmark skal være et af EU's kernelande i en stadig snævrere union.

Og som ved tidligere folkeafstemninger var skræmmekampagnerne om, hvad der ville ske, hvis vi ikke stemte som ja-eliten ønskede, massiv. Fordelen var, at mange kunne huske truslerne fra både 1992 og 2000. Ingen af gangene kom truslerne til at holde stik.

Valgresultatet er først og fremmest udtryk for den dybe EU-skepsis, der har udviklet sig i befolkningen over år. En skepsis, som ikke mindst er forankret i arbejderklassen, som er dem, der mest direkte har oplevet de negative konsekvenser af EU's indre marked med social dumping over en bred kam. Fagbevægelsens top, hvor næsten alle har anbefalet et ja, bør have røde ører ovenpå resultatet af afstemningen.

Problematisk aftale om Europol

Mange vil i den kommende tid gå i gang med at tolke valgresultatet. Lars Løkke Rasmussen forsøgte allerede på valgaftenen at tage alle nej-sigere til indtægt for, at de bakker op om Europol. Dette er ikke korrekt. Det eneste, som nej-sigerne har været enige om, er, at det er muligt at lave enten en parallelaftale eller gennemføre en særlig folkeafstemning alene om Europol - hvis danskerne måtte ønske det.

Spørgsmålet er så, om danskerne ønsker sig det nye Europol, som netop nu er på tegnebrættet. Grunden til, at vi skulle have en folkeafstemning om retsforbeholdet, er jo netop, at det Europol-samarbejde, som vi kender i dag, ændrer karakter. Og som det kan læses i Arbejderen i dag, er der betydelige problemer i den nye aftale, som netop er blevet forhandlet på plads.

En ting er, at Europol-samarbejdet går fra at være mellemstatsligt til at være overstatsligt. Noget andet er, at den nye aftale lægger op til øget overvågning og registrering og meget lidt kontrol. Derfor har - som det kan læses i Arbejderen - Margrethe Aukens grønne gruppe i EU-parlamentet lige nu afvist at stemme for aftalen.

Der er betydelig forskel på, hvad nej-partierne egentlig mener om Europol-samarbejdet. Hvor både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti nærmest er varme tilhængere, er både Enhedslisten og Folkebevægelsen langt mere skeptisk eller direkte imod. 

Lars Løkke Rasmussen har allerede bebudet, at han på mandag inviterer alle partier til en drøftelse af, hvad der nu skal ske. Tilsyneladende vil han igen holde Folkebevægelsen ude af denne diskussion. Og der er næppe tvivl om, at det nationale kompromis, han ønsker at skabe, først og fremmest skal være med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. 

For at sejle op mod den udvikling er der brug for at styrke den konsekvente EU-modstand og Folkebevægelsen mod EU.