Beslutningen om køb af nye jetjagere er oppe over. Skal det være den amerikanske Joint Strike Fighter F-35, Superhornet F-18 eller den fælleseuropæiske Eurofighter Typhoon? Processen blev sat i gang af Poul Nyrups regering i 1997 med en beslutning om, at Danmark skulle være ’partnerland’ i udviklingen af F35. Til dato er der brugt 2 milliarder kroner!

Tanken var, at som partnerland kunne virksomhederne få modkøbsordre til de 3.000 F-35’ere, som Lockheed Martin forventer at lave. Jetjagere for profit og jobs.

Man kunne sige, at hvis det er et valg mellem et europæisk eller et amerikansk fly, som ingen dansk pilot endnu har fået lov til at teste, kunne et argument være, at et land som Danmark har et større interessefællesskab med de øvrige europæiske lande end med USA.

Men man kunne jo også spørge, når vi åbenbart har 90 milliarder kroner, som flyene koster, til overs, hvad kunne vi så bruge dem til i stedet for? Sådan kan man slet ikke se på det, siger nogle, som slet ikke kan forestille sig et land uden nogle slagkraftige eskadriller til at sætte skræk i livet på opsætsige folk eller ligefrem slå dem ihjel.

For pokker, det er jo lige præcis det, vi kan – se på det på en helt anden måde. Der er virkelig mange muligheder. For eksempel elektrificeringen og oprustning af jernbanen, som regeringen siger, der ikke er penge til i Togfonden på 28,5 milliarder kroner, fordi oliepriserne er lave, og når der nu ikke er lagt ekstra prisfaldsafgifter på benzin. Grøn energi er jo også stadig en mulighed.

Hvor ville det være skønt, hvis vi handlede med idealistiske formål.

Brugte vi den halvdel af de 90 milliarder kroner til udvikling over hele landet og resten til at rette op på udviklingsbistanden, ville verden blive fredeligere og Danmark et dejligere sted. Og bistanden skal naturligvis ikke gives efter modkøbsgraden, som det i nogen grad er tilfældet.

Heller ikke til direkte politisk pression, som vi netop har set eksempler på, idet udenrigsminister Kristian Jensen har taget et ekstraordinært initiativ uden om EU for at kunne sende flygtninge hjem hurtigt og i bundter. Midlet er gulerødder i form af aftaler med afrikanske lande om flere studiepladser i Europa eller økonomisk bidstandshjælp.

Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup var endnu mere direkte: ’Det er vigtigt også at bruge ulandsbistanden til at presse landene med. Den skal kunne tages fra dem, hvis de ikke samarbejder.’ Sådan!

Også COP21-aftalen i Paris bliver set i et business-perspektiv. Dansk Industri gik direkte til biddet: ’Der er store muligheder for danske virksomheder, og med aftalens fokus på at øge indsatsen løbende kan det udvikle sig endnu mere positivt.’ Det er utvivlsomt rigtigt – så hvad er 3.000 jetjagere mod et marked på 7.000.000.000.

Hvor ville det være skønt, hvis vi handlede med idealistiske formål for fred, betingelsesløs udvikling og økosystemernes tilstand. Det ville dog være for meget forlangt – så det må vi selv kæmpe for.