14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Uligheden fortsætter med at vokse

Social Årsrapport 2015:

Uligheden fortsætter med at vokse

Den nye integrationsydelse, kontanthjælpsreformen og manglende løsninger på sociale problemer vil øge modsætningerne i samfundet, advarer eksperterne bag årsrapporten.

Kontanthjælpsreformen og nedsatte integrationsydelser til flygtninge vil øge fattigdommen og sætte velfærdssamfundet under pres, advarer eksperterne bag Social Årsrapport 2015.
FOTO: Bax Lindhardt/Scanpix
1 af 1

Flere og flere falder ud af dagpengesystemet, antallet af hjemløse stiger, antallet af flygtninge og immigranter stiger, uligheden stiger, og ydelserne falder.

Ydelserne er skåret voldsomt ned, og det, der skulle være et socialt sikkerhedsnet, bliver stadig mere utrygt.
Finn Kenneth Hansen, CASA

Derfor var 2015 et trist år for socialpolitikken, de syge og de arbejdsløse, konstaterer eksperterne bag Social Årsrapport 2015, som netop er offentliggjort.

"Den nye integrationsydelse, kontanthjælpsreformen og manglende løsninger generelt på sociale problemer vil få fattigdommen, uligheden og afsavnene i samfundet til at stige", lyder det ildevarslende.

– Det er på ingen måde munter læsning, indrømmer Finn Kenneth Hansen, økonom og daglig leder af Center for alternativ samfundsanalyse, CASA, overfor Arbejderen.

Han peger sammen med de øvrige forfattere på, at det sociale sikkerhedsnet og vores fælles velfærd er under massivt pres, og at trygheden forsvinder fra det danske velfærdssystem, hvis udviklingen fortsætter. 

Social utryghed

– Efterhånden er det svært at skelne socialpolitik fra beskæftigelsespolitk. Tidligere havde man det syn på forsørgelse, at folk skulle have hjælp, hvis de uforskyldt mistede deres indtægt. Nu bliver retten til ydelser hængt op på pligten til at arbejde. Ydelserne er skåret voldsomt ned, og det, der skulle være et socialt sikkerhedsnet, bliver stadig mere utrygt, siger Finn Kenneth Hansen.

Eksempler på den voksende fattigdom er der masser af i den godt 70 siders rapport om Danmarks sociale tilstand. Et enkelt nedslag bygger på tal fra Danmarks Statistik og viser, at stadig flere familier har småt med penge. 

I 2014 levede 12 procent af danskere i husstande, hvor det ifølge den interviewede person var svært eller meget svært at få pengene til at slå til. Lige før krisen satte ind i 2008 var det otte procent. 

Børnefamilierne er særligt udsatte. Ikke mindst børn, der vokser op alene med en far eller mor, oplever, at det er svært at finde penge til fritidsaktiviteter eller en gave til en børnefødselsdag. Mens 14 procent af alle familier med børn under 16 år havde meget svært eller svært ved at få pengene til at slå til i 2014, så gjaldt det for 32 procent af dem, der bor i husholdninger bestående af enlige med børn.

Dystre udsigter

I den 16. årsrapport i rækken bliver der set nærmere på, hvad de nye reformer af integrationsydelserne og kontanthjælpen betyder. Konklusionerne er tydelige:

De nedsatte integrationsydelser vil presse flere ud i fattigdom. Og kontanthjælpsreformen, som træder i kraft til april næste år, vil forringe vilkårene for kontanthjælpsmodtagere og deres børn, som vil opleve at få endnu færre penge at gøre godt med.

Eksperterne har forsøgt at se på socialpolitikkens tilstand i et helikopterperspektiv. Her er forudsigelserne lige så dystre.

– De mange analyser peger på, at politikerne er ved at ødelægge socialpolitikken. Flere og flere falder gennem det sociale sikkerhedsnet. Og vi ser desværre ikke nogle politiske løsninger - hverken i regeringsgrundlaget eller fra et parlamentarisk flertal, siger Finn Kenneth Hansen.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. dec. 2015 - 10:28   18. dec. 2015 - 09:17

Ulighed

noc@arbejderen.dk
Social Årsrapport 2015

Pointer fra rapporten:

  • Integrationsydelsen presser flere ud i fattigdom. Den netop vedtagne integrationsydelse til udlændinge ligger et godt stykke under den kritiske fattigdomsgrænse på 50 procent af medianindkomsten.

  • Andelen af kontanthjælpsmodtagere, som kommer i beskæftigelse har været konstant de seneste 30 år. Det viser en analyse af spritny data, som følger kontanthjælpsmodtagere rundt i systemet over en 30-årige periode.

  • Kontanthjælpsreformen forringer kontanthjælpsfamiliers tilværelse. Kontanthjælpsreformen, som træder i kraft 1. april 2016, vil give kontanthjælpsmodtagere og deres børn færre penge og flere afsavn.

  • Ulighed er et politisk valg. Vi kan bekæmpe den stigende ulighed, hvis vi vil. Men det kræver, at vi bringer socialpolitikken tilbage på den politiske scene, tænker nyt og diskuterer dristige løsningsforslag, siger ulighedsforskningens godfather, Sir Anthony Atkinson.

  • Politikerne og borgerne lever i forskellige verdener. Politikerne taler om førtidspension som en "risiko", mens borgerne taler om det som en "mulighed". Hvad der i politiske reformer beskrives som at give borgere en "ny chance", opleves af mange berørte borgere som en "ny plage".

Læs hele rapporten HER

 

Om den sociale årsrapport

Siden 1999 er Social Årsrapport udkommet med artikler om og analyser af aktuelle socialpolitiske temaer.

Rapporten har med tal og statistik belyst den aktuelle situation og udvikling omkring sociale ydelser, fattigdom og ulighed.

Rapporten har analyseret socialpolitiske tendenser og politiske reformer, som for eksempel kontanthjælps- og dagpengereform.

Formålet med Social Årsrapport er at bidrage med viden af høj faglig kvalitet til den socialpolitiske diskussion.

Social Årsrapport 2015 ”Socialpolitik, reformer og tryghed” er 16. udgave. Den udgives af CASA og Socialpolitisk Forening med økonomiske tilskud fra Dansk Socialrådgiverforening, Socialpædagogernes Landsforbund og BUPL.