Det er svært at tale om fagbevægelsen uden samtidigt at tale om medlemsflugt og krise. Men i IT-fagforbundet PROSA er det svært at få øje på de flygtende horder af medlemmer.
Det handler om at tro på folk og turde give dem ansvar - i stedet for bare at sende sælgere ud.
Mikkel Nonboe, PROSA
I løbet af de sidste fem år har forbundet oplevet en medlemsfremgang på ikke mindre end 30 procent - fra 11.832 medlemmer i januar 2009 til 16.420 i slutningen af december 2015.
– Jeg tror, det handler om at vi giver plads til vores medlemmer. Vi inddrager dem, viser dem tillid og giver dem ansvar. Det gælder ikke mindst de unge, siger forbundssekretær i PROSA Mikkel Nonboe til Arbejderen.
Et ungt forbund
Det er da også især de unge, der vælger at melde sig ind i det forholdsvis lille forbund. Faktisk falder PROSA's gennemsnitsalder i takt med, at medlemstallet stiger, og i dag er halvdelelen af forbundets medlemmer under 35 år.
Ifølge Mikkel Nonboe er tiltrækningen af de unge ingen tilfældighed. På trods af gratis medlemsskab for studerende giver PROSA nemlig deres unge medlemmer mulighed for fuld indflydelse og ansvar.
– I andre forbund ser man, at de studerende ikke har samme rettigheder som de øvrige medlemmer, på grund af deres lavere kontingent. I PROSA nyder de unge fulde demokratiske rettigheder i hele forbundet.
Ny strategi
PROSA valgte for omkring seks år siden at omlægge hvervestrategien på de omkring 20 uddannelsessteder, hvor forbundets potentielle medlemmer bliver uddannet.
– Hvert år ved studiestart er det et rent gedemarked på landet universiteter. Forskellige organisationer slås med hinanden om at hverve de unge med diverse tilbud: "Meld dig ind her, så giver vi tre billetter til fadbamser i baren i aften". Folk aner knap nok, hvad de melder sig ind i, fortæller Mikkel Nonboe.
I PROSA blev man trætte af, at organiseringsarbejdet kom til at handle om individuelle medlemsfordele, gratis fadøl og gratis biografbilletter i stedet for om det faglige fællesskab, som efter Mikkel Nonboe's mening burde være det centrale.
– Derfor valgte vi at sige: Det der, det gider vi ikke mere. Vi melder os ud af kampen om individuelle fordele og kampen for hele tiden at overbyde de andre. I stedet sagde vi til de unge IT-studerende: "Hvis I laver en faglig klub ude på studiet, så får i 45 kroner per medlem per halvår af forbundet til at lave aktiviteter. Hvad I vil bruge pengene til, det styrer I selv. Det er jer der er PROSA".
Tillid og ansvar
Det satte ifølge Mikkel Nonboe skub i rekrutteringen. I dag har PROSA faglige klubber på halvdelen af uddannelsesstederne, og forbundets penge bliver brugt til seriøse kurser om alt ligefra lønforhandling til sikkerhed på internettet og overvågning.
– Det starter i noget småtteri, men lige pludselig er der blevet opbygget en fællesskabskultur, hvor man gør ting sammen.
På den måde mener forbundssekretæren, at det bliver medlemmerne, der kommer til at udgøre fagforeningen. På den måde bliver medlemmer også PROSAs bedste organisatorer.
– Det er jo i virkeligheden en klassisk fortælling om faglig organisering. Det handler om at tro på folk og turde give dem ansvar - i stedet for bare at sende sælgere ud.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278