Regeringen er i øjeblikket i dialog med partierne bag forsvarsforliget for at forhøre sig om mulighederne for at udsende danske jægersoldater og kampfly til Syrien.
Det sker, efter at USA har bedt en række lande, herunder Danmark, om nye militære bidrag til kampen mod Islamisk Stat.
Vi har fået en henvendelse fra USA om at opprioritere kampen mod IS.
Michael Aastrup Jensen (V)
– Der foregår i øjeblikket forhandlinger mellem partierne bag forsvarsforliget. Vi har fået en henvendelse fra USA om at opprioritere kampen mod IS. Derfor er regeringen gået i gang med at kigge på, hvad har vi af militære ressorcer til rådighed, og hvad Folketinget er klar til at udsende. I en meget nær fremtid vil regeringen komme med et udspil, siger Venstres udenrigspolitiske ordfører, Michael Aastrup Jensen, til Arbejderen.
FN-mandat ikke nødvendigt
Ordføreren vil hverken udelukke at sende kampfly eller Jægerkorpset til Syrien. Udover kamptropper planlægger regeringen til efteråret at genindsætte et antal af de F-16-fly, der sidste efterår blev trukket hjem fra operationerne i Irak.
Michael Aastrup Jensen mener ikke, at det er en forudsætning, at der er et FN-mandat for at gå i krig i Syrien. Det er nok, at der er en så bred opbakning i Folketinget som muligt, en bred koalition af lande som muligt og at det er i overenstremmelse med international lovgivning.
– Jeg er ikke jurist. Men Udenrigsministeriets jurister er i gang med at undersøge, hvad der kan lade sig gøre. Heldigvis er international lovgivning et vidt begreb, der ikke kun omfatter et FN-mandat. I midten af 90'erne bombede vi serberne for at beskytte kosova-albanerne - uden at have et FN-mandat. Jeg er sikker på, at kosova-albanerne i dag er lykkelige for, at vi ikke lod os bremse af FN-bureakratiet, siger Venstres udenrigsordfører.
Der er ikke et FN-mandat eller et andet folkeretsligt grundlag, der giver Danmark, USA og andre NATO-lande ret til at invadere Syrien. Præsident Assad har ikke bedt Vesten om at sende hverken soldater eller kampfly til Syrien.
Fredsbevægelsen advarer
Men hvis regeringen sender danske soldater til Syrien, vil det ødelægge en historisk mulighed for fred i landet, lyder advarslen fra fredsbevægelsen.
– Det sidste den syriske befolkning har brug for, er en eskalering af konflikten. Det vil blot skabe endnu flere mennesker på flugt og endnu mere død og ødelæggelse, siger talsperson for Århus mod Krig og Terror, Carsten Andersen, til Arbejderen.
– Islamisk Stat og oprørsgrupperne er trængt. Derfor er der for første gang i lang tid udsigt til en fredskonference og en varig fredsløsning. Hidtil har Islamisk Stat og de vestligt støttede oprørsgrupper troet på, at de kunne vinde. Derfor har de ikke været interesseret i at deltage i fredsforhandlinger. Men efter at Rusland er gået ind i konflikten, er Islamisk Stat og oprørsgrupperne blevet trængt, og der er stukket en kæp i hjulet på Vestens planer om at afsætte præsident Assad., påpeger Carsten Andersen.
Udenrigspolitisk Nævn mødes på torsdag. Nævnets dagsordener og møder er hemmelige, så det er uklart, om situationen i Syrien vil komme op at vende på mødet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278