Her ved årsskiftet kan vi se tilbage på godt et halvt år med en regering, der har sat fuldt turbo på at skærpe den højreorienterede økonomiske politik, som Thorning-regeringen gennemførte. Og som ikke holder sig tilbage med nye svinerier over for flygtninge og indvandrere.

Sass Larsens udtalelser burde få det til at ryste i enhver socialdemokrat. 

Venstre forsøger med denne dagsorden at vende sin egen tilbagegang og generobre nogle vælgere fra Dansk Folkeparti.

Helt katastrofalt er det naturligvis, at Socialdemokraterne følger med næsten hele vejen – ud fra samme tankegang om, at ved at lægge sig i slipstrømmen fra DF kan man tilbageerobre nogle af de tabte vælgere.

S hånd i hånd med V

Her skal særligt fremhæves Henrik Sass Larsens udmeldinger om, at Socialdemokraterne vil gøre alt for at forhindre ikke-vestlig indvandring, og at man ikke vil ofre velfærdssamfundet i humanismens navn.

Er manden da komplet uvidende om, at velfærdssamfundet bygger på humanistiske idealer om lighed, ligeret og lige muligheder. At tryghed for morgendagen er en væsentlig del af det humanistiske velfærdssamfund, der bygger på solidaritet mellem mennesker, i modsætning til det neoliberalistiske ideal om at enhver er sin egen lykkes smed.

Sass Larsens udtalelser burde få det til at ryste i enhver socialdemokrat. De er udtryk for et frafald fra den internationalisme, som lige fra arbejderbevægelsens opståen var en del af dna’et.

Det er påfaldende, at mens den meget hårde retorik og politik i flygtninge-indvandrer spørgsmålet har affødt en vis debat og utilfredshed i Venstres bagland og ført til enkelte udmeldelser, så er det samme ikke sket hos Socialdemokraterne, selv om man skulle synes, at der her var meget mere på spil.

Det er en myte, at velfærdssamfundet skulle være truet af flygtningestrømmene. Selv om det kommer til at koste ekstra penge, er det ikke en uoverstigelig byrde. Men det er velegnet til at skabe opbakning bag den ekstreme politik, man fører i forhold til flygtninge og indvandrere, – og særdeles velegnet til at skabe splittelse mellem danskere og flygtninge – at påstå, at udgifterne til flygtningene skal betales med penge fra de forskellige velfærdsordninger.

Hvad truer velfærden?

Velfærdssamfundet er først og fremmest truet af den neoliberalistiske politik, som har været gennemført i de sidste årtier. Den politik, der gik reform-amok under Thorning og forringede en række velfærdsordninger som kontanthjælp, førtidspension, fleksjob og SU. Og som har forringet efterløn og dagpenge. og samtidig har lettet skatten for de mest velhavende og for virksomheder, der ellers ikke lider nød.

En hyldest skal lyde til det såkaldte ”civilsamfund” af frivillige i Venligboerne, medmenneskesmuglerne og de mange tusinde, der mødte frem på banegårde, færgehavne og motorveje og hjalp til. Men også til de helt almindelige mennesker rundt om i små byer, som hiver bosatte flygtninge med i idrætshallen lørdag formiddag og byder på mad og kaffe i hjemmet. 

Heri ligger en vældig integrationsindsats – delvist upåagtet af det politiske og mediemæssige parnas. Heri ligger en vældig opbakning bag ”danske værdier” som solidaritet og fælleskab. Heri ligger det mest opmuntrende ved Danmark i dag.