Gennem de sidste 50 år har Arne Cheller kæmpet mod krig og for bedre forhold for arbejderklassen. For knap et år siden blev han ny formand for Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), og i dag starter han som fast blogger på Arbejderen.dk.

I den sidste ende er vi de eneste, der kæmper for imperialismens afskaffelse og et socialistisk samfund.

Den første blog fra Arne Cheller handler om nødvendigheden af at samle de danske kommunister, der i dag et fordelt på flere små partier.

– Samling af kommunisterne er helt nødvendig for at øge vores styrke og synlighed, siger Arne Cheller.

Han glæder sig over, at samarbejdet mellem de kommunistiske partier er blevet styrket gennem det sidste års tid med fælles møder, aktiviteter og udtalelser. 

Ikke mindst i kampen mod EU arbejder partierne tæt sammen. KPiD har også for kort tid siden besluttet at anbefale optagelsen af Kommunistisk Parti i Initiativet, der er startet op af en række kommunistpartier i Europa for at styrke EU-modstanden på tværs af grænserne.

– Der er ikke nogen afgørende politiske forskelle mellem Kommunistisk Parti og os, konstaterer KPiD-formanden.

DKU'er som 16-årig

Arne Cheller blev aktiv i den kommunistiske bevægelse allerede som 16-årig, hvor han blev medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). 

– Dengang var jeg ved at uddanne mig som bygningsmaler og var aktiv i lærlingearbejdet. Der var en gruppe svende, der hjalp os lærlinge med vores problemer. De var kommunister og fik mig med i DKU, fortæller Arne Cheller.

Udover det faglige arbejde hang hans politiske engagement også sammen med Vietnamkrigen.

– Kampen mod imperialismen og nødvendigheden af solidaritet med det vietnamesiske folk var med til at klargøre problemerne i verden for mig, siger Arne Cheller.

Som 18-årig blev han medlem af DKP og blev imponeret over partiets indsats i forbindelse med kampen mod dansk medlemskab af EF (der senere blev til EU). Selvom kampen endte med nederlag, og et flertal for dansk indmeldelse, var den meget inspirerende for den unge Arne.

– Jeg oplevede, hvad partiet kunne drive det til, når kræfterne virkelig blev sat ind på en sag. Det ansporede mig til at gå videre med studierne af marxismen-leninismen, og i starten af 70'erne kom jeg på et års skolingsophold på den internationale Leninskole i Moskva.

EU-modstand og fagligt arbejde

Det år blev afgørende for Arne Chellers liv. Her erhvervede han sig en grundlæggende og dybdegående indsigt i den marxistiske teori, der har rodfæstet hans tro på, at det nytter at kæmpe for politiske forandringer, og at endemålet er et socialistisk Danmark.

– Jeg har aldrig tvivlet på om kampen nytter noget: Jeg er overbevist om, at vores analyse af kapitalismen er rigtig. Selvfølgelig er der situationer, hvor humøret ikke er allerhøjst, men så arbejder man alligevel videre, og oplever, at der sker noget, som bringer tingene fremad igen.

På trods af sin kommunistiske overbevisning valgte Arne Cheller i 1989 at melde sig ud af DKP i forbindelse med de heftige politiske kampe i partiet op til Sovjetunionens kollaps og Murens fald.

– Det blev uoverskueligt at være med, da højrekræfterne tog over i DKP, forklarer Arne Cheller.

De næste 14 år var han ikke partiorganiseret. Men det betød ikke, at han blev politisk passiv. Han fortsatte sit faglige arbejde og sit engagement i Folkebevægelsen mod EU.

I en periode i 90'erne arbejdede Arne Cheller på B&W-Øen, hvor han var næstformand i Maleres Klub. Senere blev han ansat i et større malerfirma, hvor han var tillidsmand på byggeriet af Operaen. 

I 2003 meldte Arne Cheller sig ind i KPiD, der var blevet stiftet af tidligere DKP'ere.

Han mener, at der er hårdt brug for kommunisterne i dagens Danmark, hvor arbejderklassen er under konstant angreb, hvor mange skubbes helt ud af arbejdsmarkedet, velfærden er under voldsomt pres og udenrigspolitikken er er ekko af USA-imperialismen. 

– Det er nødvendigt med et stærkt kommunistparti, fordi vi i den sidste ende er de eneste, der kæmper for imperialismens afskaffelse og et socialistisk samfund, erklærer Arne Cheller. 

Han ser Arbejderen som et vigtigt redskab for både kommunisterne og andre, der kæmper for politisk forandring.

– Det er godt, at Arbejderen udkommer, som det eneste dagblad med rod i arbejderbevægelsen. Mange flere burde abonnere på avisen.