Økonomer er nogle løjerlige folk. Selv om cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian er ved at få ved få ticks ved øjnene, taler de fleste fortsat om markedets psykologi som det aktuelle problem. Hvordan ser de lange linjer ud? 

Et blik på FTSE100 aktie-indekset fra Londons Børs viser en foruroligende udvikling fra omkring årtusindeskiftet. Der har været kriser før, men i de sidste blot 15 år har der været tre opture, og den tredje nedtur er i gang. Kriserne er hyppigere – og nok så vigtigt: Boom er højere, og fald er markant dybere. 

Fra 1984 til 1995 steg indekset relativt jævnt med mindre takker fra 1.000 til 3.000. Så kom der slinger i økonomien. Dot-com-boblen pressede FTSE100 op til 6.500. Og da dén bristede i 2000, dykkede indekset til 3.500. I 2008 toppede det i 6.800 og dykkede til under 4.000 for i 2015 igen at være oppe på 6.900. Nu dykker vi igen. Hver gang med gevinster og tab.

Det er lidt som at komme fra Svanninge bakker til Dolomitterne. Den kapitalistiske økonomi er kommet ind i et nyt landskab, som økonomerne lader som om, de kan finde vej i.

Siden finanskrisen i 2008 er verdens gæld vokset med 382.000 milliarder kroner. Til sammenligning er verdens totale BNP på 522.053 milliarder kroner. Staternes gæld er siden 2007 vokset med 167.658 milliarder kroner på grund af hjælpe- og stimulanspakker.

Økonomerne håber på det gamle lokomotiv – USA – når nu BRIK-landene alligevel er gået i stå. Den Amerikanske Centralbank, FED, har øget pengemængden og trykt 28.000 milliarder kroner og øget gælden med 40.240 milliarder kroner siden 2008. Renten er holdt i nul for at trække økonomien i gang. Uden reelt at trække USA’s økonomi op, er den, med de midler der her er anvendt, blevet mere sårbar og usikker.

Hvad er der af redskaber tilbage? De midler, som bliver brugt til at løse eller afbøde kriserne, siger noget om karakteren af den næste krise. Mere gæld. På fem år blev der i Kina, USA, Storbritannien, Japan og eurozonen trykt for 80.500 milliarder kroner nye penge. En stor del af dem har betalt aktiekursernes stigning. 

Det er ikke et økonomisk system med fejl. Det er sådan, det virker.

Økonomerne beder til, at borgerne bruger flere penge. Gå ud os shop! Forbruget bliver gjort til en motor for vækst. Hvorfor skal folk køre ud til storcentret for at fylde bilen op med forbrugsting for at holde økonomien i gang. Men hvis borgerne mener, at de ikke har brug for en ny fladskærm? 

Et andet aspekt er, at Ifølge ILO er arbejdsproduktiviteten i de udviklede økonomier fra 1999 til 2013 vokset fra index 100 til 117, mens reallønnen blot er vokset fra 100 til 106. De absolut faldende lønninger i den voksende gruppe af working poor eller relativt lønfald blandt andre grupper begrænser købekraften. Dem, der kunne være en forbrugsreserve og har behov som mad, bolig og tøj, bliver trukket i bistand, må gå til lav løn og i det hele taget leve et usikkert liv på kanten af fællesskabet.

Intet af dette er psykologi. Og det er ikke et økonomisk system med fejl. Det er sådan, det virker.