De tre delstatsvalg i Tyskland gav voldsom fremgang til det meget højreorienterede Alternative für Deutschland (AfD), og stor tilbagegang for Merkels parti, CDU og for socialdemokraterne. Også Die Linke er gået ”pænt” tilbage.

I takt med at velfærden nedbrydes, føler flere sig tiltrukket af højrefløjens "forklaringer”.

AfD’s store fremgang er ildevarslende. Partiet har kraftigt kritiseret den tyske politik over for de mange flygtninge, som er søgt mod Tyskland. Partiet er klart indvandrerfjendsk og bygger ovenpå Pegida, den indvandrerfjendske og racistiske bevægelse der forlanger flygtninge og indvandrere ud af Tyskland.

Kommentatorerne ser fremgangen for AfD som en protest dels mod den flygtningepolitik, som den tyske regering her ført, dels som en mere generel protest mod den etablerede politiske elite der ikke tager ”almindelige folks” bekymringer alvorligt.

Tendens i mange lande

Jeg tror, det er rigtigt. Og som sådan bekræfter det en tendens, vi ser i mange lande. Eliten af politikere, erhvervsfolk, mediefolk og så videre isolerer sig mere og mere fra ”almindelige folk” og føles længere og længere væk. Man føler ikke, man bliver taget alvorligt, der lyttes ikke til bekymringerne.

Afstanden er meget konkret. Det er ikke bare en følelse. Forholdene for arbejderne, de dårligst lønnede og de mest udsatte grupper uden for arbejdsmarkedet er alvorligt forringede. Det er i Tyskland først og fremmest sket i gennem Hartz-reformerne fra begyndelsen af 00’erne og en meget hårdhændet krisepolitik i kølvandet på finanskrisen.

Herhjemme gik den tidligere regering reform-amok, og gennemførte en lige så asocial krisepolitik som i Tyskland. 

Dermed har man genskabt utrygheden på arbejdsmarkedet og i store dele af befolkningen. Og det giver som bekendt plads for alle mulige mørkemænd og -kvinder. Når folk føler sig pressede, falder man lettere for de, der tilbyder lette løsninger og udpeger syndebukke.

Svaret på højrefløjens fremgang er ikke at bøje af for deres umenneskelige politik over for flygtninge og indvandrere, som vores hjemlige socialdemokrater (og andre) har gjort. Det er skruen uden ende.

Trygheden skal genskabes

Svaret er at genskabe trygheden for folk. Tryghed for jobbet samt tryghed for, at hvis jobbet forsvinder, er der et dagpengesystem og sociale ordninger, der tager over og sikrer en ordentlig indkomst indtil det næste job. For blot at nævne nogle få ting.

Det hedder såmænd velfærdssamfund og har bestået sin prøve gennem mange år. Men i takt med at det nedbrydes, og trygheden blandt folk, som ikke tilhører eliten, fjernes, vil man opleve, at alt for mange føler sig tiltrukket af højrefløjens ”forklaringer”.

Derfor er opgaven fortsat at bekæmpe krisepolitikken, der fortsættes for fuld udblæsning af den nye regering. At forsvare velfærdssamfundet mod yderligere udhuling og lappe de huller, der allerede er opstået. Det kan naturligvis ikke gøres uden at antaste elitens privilegier.