Den britiske valgkamp kører på højtryk. Den 23. juni skal den britiske befolkning tage stilling til, om de fortsat vil være medlem af EU, eller om de skal være et selvstændigt land ude af EU.

En af de ledende skikkelser i den britiske nej-kampagne er Kelvin Hopkins. For nylig var han i Danmark for at hente et par træsko i Høje Gladsaxe.

Vi er forenet i en fælles kamp for demokrati og national suverænitet. Demokrati er nationalt i sin form. Vi ønsker kontrol over vores eget land.
Kelvin Hopkins, Labour Leave

Men det er ikke et par helt almindelige træsko. Der følger hæder, ære og en pris med: Folkebevægelsen mod EU's årlige træskoprisbliver bliver givet til en EU-modstander, der er kendt for at stå fast på sine synspunkter. 

Og man må sige, at Kelvin Hopkins lever op til ånden i den fornemme pris. Han en af de to formænd i den britiske nej-bevægelse Labour Leave. Herudover er han medlem af det britiske Underhus og af Underhusets Europaudvalg for Labour - til trods for, at han har brudt med partiets officielle pro EU-linje og stillet sig i spidsen for kampen for en britisk udmelding af EU.

Kampen for afstemning

Det har ikke altid ligget i kortene, at briterne skulle spørges om deres EU-medlemsskab. Folkeafstemningen kom ikke af sig selv, men er et resultat af hårdt slid. Briterne dannede paraplyorganisationen Peoples Pledge med det formål - på tværs af politiske skel - at kræve en folkeafstemning.

Det er vigtigt for os at vise vælgerne, at der er folk i Labour, der siger nej, Ellers risikerer vi, at vælgerne og medlemmerne forsvinder fra Labour. 

Kampagnen var effektiv. Det lykkedes at rejse en debat om EU og sætte kravet om en folkeafstemning på dagsordenen. Forud for det britiske parlamentsvalg kontaktede kampagnen samtlige partiers kandidater for at synliggøre deres holdning til en folkeafstemning.

Der gik ikke lang tid, før meningsmålingerne viste, at det EU-kritiske UKIP-parti begyndte at spise sig ind på de Konservative. Ti dage før valget måtte den konservative leder gå på tv og  love, at hvis han blev premierminister, ville briterne få en folkeafstemning om EU.

– I Labours topledelse derimod var holdningen: Vi kan ikke have en afstemning. For vi risikerer, at folk stemmer ja til at forlade EU. Labour nægtede at støtte kravet om en folkeafstemning. Resultatet var, at vælgerne straffede partiet, og Labour mistede otte mandater i Parlamentet, fortæller Kelvin Hopkins til Arbejderen.

Labour er splittet i holdningen til EU

Labour er splittet på spørgsmålet om EU. Flertallet – 215 – af partiets medlemmer af Underhuset er EU-tilhængere og anbefaler at fastholde EU-medlemskabet, mens kun syv labourparlamentarikere er imod EU. Helt anderledes står det til blandt partiets medlemmer og vælgere. Her er de fleste imod EU, og det gælder især blandt partiets arbejdere, forklarer Hopkins.

Han mener, at den positive EU-holdning er farlig for partiet. 

– Det er vigtigt for os at vise vælgerne, at der er folk i Labour, der siger nej. Ellers risikerer vi, at vælgerne og medlemmerne forsvinder fra Labour. EU er en farlig vej at gå for Labour, fagbevægelsen og arbejderklassen. EU går ud på at afvikle velfærdssamfundet. Labour er et arbejderparti, der bør kæmpe for arbejdernes og fagforeningernes rettigheder og offentligt ejede serviceselskaber, offentlig sundhed og en fair fordeling af samfundets goder. Derfor dannede vi Labour Leave i oktober sidste år.

Foreløbig er Labour Leave kommet af med mere end 80.000 eksemplarer af deres pjece, der går i kødet på det britiske EU-medlemsskab.

– Det viser, at der blandt Labours medlemmer og vælgere er et stort behov for at stille spørgsmålstegn ved den officielle Labour-politik, siger Kelvin Hopkins.

Han mener, at den EU-ivrige top i Labour har skadet partiet:

– Det er de velhavende og den højtuddannede middelklasse, som er for EU, mens den arbejdende befolkning er imod EU. Det er især arbejderklassen, der bliver ramt af EU's frie bevægelighed og social dumping og lavtlønnet arbejdskraft. Hvis arbejderklassen begynder at miste tiltroen til, at Labour er deres parti, søger de andre steder hen. Og det var, hvad der skete, da Labour for alvor blev et pro-EU parti. Det bekymrer mig dybt - for arbejderklasse-stemmerne, der forsvinder fra Labour, søger ikke mod venstre, men til det højreorienterede, EU-kritiske UKIP-parti.

Muligheder udenfor EU

Et Storbritannien udenfor EU åbner op for en lang række nye muligheder, mener den EU-kritiske Labourmand.

– Udenfor EU kan vi beslutte at genopbygge vores industri. Vi kan bruge statsstøtte og offentlige indkøb til at støtte vores nationale industri, fortæller Kelvin Hopkins.

Der er også brug for at opbygge det britiske landbrug, mener han.

– Det er vigtigt, at vi har vores eget landbrug og vores egen produktion af fødevarer. Der ligger en sikkerhed i, at et land er i stand til at brødføde sig selv. Eksempelvis var Litauen tidligere selvforsynende med fødevarer. Det er de ikke i dag. Nu får de penge af EU for ikke at dyrke jorden. Det betyder, at tusindvis af hektarer god landbrugsjord ligger øde hen uden at blive dyrket, og Litauen er blevet afhængig af støtte fra EU.

Kelvin Hopkins er ikke nervøs for, at Storbritannien vil ende som en øde isoleret ø, hvis briterne stemmer for at forlade EU.

– Vi har et stort handelsunderskud med EU, især Tyskland. Vi importerer fire gange så mange biler fra Tyskland end vi eksporterer til dem. I Tyskland er mere end en halv million job afhængig af samhandelen med Storbritannien.  Så Tyskland vil ikke starte en handelskrig med Storbritannien. Udenfor EU har vi nogle flere muligheder for at bruge offentlige indkøb til at skabe flere jobs i den britiske industri.

Labour vender på en tallerken

Selvom Labour i dag er tilhængere af EU, har det ikke altid været sådan.

– For 40 år siden var Labour modstandere af EF og senere af Det Indre Marked. Flere af partiets ledere var modstandere. I 1975 afholdt Labour en konference om EF og besluttede, at partiet skulle arbejde for, at Storbritannien skulle forlade EF, fortæller Kelvin Hopkins.

Men Labours EU-modstand skulle ikke vare ved længe. I 1979 kom den konservative Margarat Thatcher til magten.

– Hun var ultra-liberalist og gik til angreb på arbejderklassens rettigheder. Samtidig fik Labour-partiet en ny ledelse, der mente, at Labour kun kunne vinde regeringsmagten, hvis partiet skiftede holdning til EF og blev tilhænger. Den nye Labour-ledelse mente, at efter Thatchers magtovertagelse kunne kun EF beskytte arbejderklassen. Labour-ledelsen begyndt at forsøge at tegne et billede af, at EU var et socialistisk projekt.

– Jeg selv og resten af venstrefløjen i Labour fortsatte vores kamp mod EF, som vi mente var et kapitalistisk projekt vendt mod arbejderklassen. Det projekt handlede om at overføre magt fra demokratisk valgte regeringer til virksomheder og tilbagerulle faglige og sociale rettigheder, som vi havde tilkæmpet os siden Anden Verdenskrig.  Vi advarede om, at EF og EU handlede om at fjerne magten fra vores folkevalgte politikere og overlade magten til erhvervslivet og afmontere velfærdsstaten til fordel for de frie markedskræfter.

Over tid vandt tilhænger-linjen i Labour, og partiet skiftede fra at være et modstander-parti til at være et tilhægerparti. Mens De Konservative gik den modsatte vej og indså, at EF og EU handler om at minimere de demokratisk valgte politikers rolle og mindske de nationale parlamenters magt.

Samlet om demokrati og selvbestemmelse

I dag består nej-siden i Storbritannien af en række forskellige partier med forskellige politiske visioner. Men de er forenet i et fælles krav om, at det er briterne og ikke et overnationalt EU, der skal lægge kursen.

Derfor skal Kelvin Hopkins ikke tænke længe over, hvad der er hans bedste argument for at stemme "Leave":

– Vi er forenet i en fælles kamp for demokrati og national suverænitet. Vi vil have ret til selv at bestemme og vælge de politikere, der skal vedtage de love og regler, der skal gælde i Storbritannien. Demokrati er nationalt i sin form. Vi ønsker kontrol over vores eget land ved selv at kunne vælge vores egne politikere. Sådan er det ikke i EU. Så længe vi er i EU, er vores politikere underlagt overstatslige direktiver og forordninger i EU, lyder det bestemt fra den entusiastiske brite.