09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bomber i Syrien skaber terrorister i Europa

IS-ekspert efter terror Bruxelles

Bomber i Syrien skaber terrorister i Europa

Islamisk Stat finder næring i Vestens bombeangreb, påpeger den italienske terroranalytiker Loretta Napoleoni, hvis bog om Islamisk Stat for nylig udkom på dansk.

Terrorangrebene i Bruxelles og Paris er udtryk for, at vi har et problem i Europa, mener terroranalytiker Loretta Napoleoni.
FOTO: Charles Platiau/Scanpix
1 af 1

Terrorangrebene i Paris og Bruxelles bør være at wake-up-call for Europa.

Det mener den italienske forfatter, økonom og fremtrædende terroranalytiker, Loretta Napoleoni, som advarer mod, at gøre krig og bomber til løsningen på problemet. 

 Vores krige og bomber understøtter IS's fortælling om, at muslimerne og Mellemøsten er under angreb fra Vesten.
Loretta Napoleoni, italiensk forfatter

– Vesten har hidtil forsøgt at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien ved hjælp af bomber og soldater. Det er åbenlyst, at den metode ikke hjælper, siger Loretta Napoleoni til Arbejderen.

– I stedet betyder invasioner og krig bare, at IS får lettere ved at rekruttere endnu flere. Vores krige og bomber understøtter IS's fortælling om, at muslimerne og Mellemøsten er under angreb fra Vesten, og IS fremstår som forsvarer af muslimerne.

Loretta Napoleoni har et indgående kendskab til IS, som hendes seneste bog, "The Islamist Phoenix: Islamic State and the Redrawing of the Middle East" fra 2014 handler om. Sidste år udkom den på dansk under titlen "Islamisk Stat".

Hendes budskab til de danske politikere, der i næste måned ventes at sende danske F-16 kampfly og specialstyrker til Syrien, er ikke til at tage fejl af:

– Det er ikke en god ide. Lad være. Det virker ikke. Man opnår intet ved at kaste flere bomber. Det har ikke virket hidtil. Hvorfor skulle det virke nu?

Krigen kan ikke vindes med bomber

Loretta Napoleoni påpeger, at IS er dygtige til at bruge Vestens daglige bombeangreb i deres propaganda.

– De viser de døde civlie og sårede og siger: Der kan I se. Den vestlige koalition angriber de muslimske lande. På den måde er bomberne med til at understøtte IS' mobilisering.

Det er blandt andet på grund af disse videoer, at tusindvis af unge fra Europa - heriblandt Danmark - er taget til Irak og Syrien for at kæmpe med IS.

– De ser jo os som de aggressive. Så ved at bombe bliver der skabt endnu flere hellige krigere, advarer Loretta Napoleoni.

– Krigen kan ikke vindes med bomber. IS har erobret flere store byer med tusindvis af indbyggere. Derfor kan det ikke lade sig gøre, at bekæmpe IS med bomber. Det har vi prøvet, og imens bliver IS bare stærkere. Og situationen bliver bare værre og værre. Mennesker bliver drevet på flugt. Og Europa risikerer at blive udsat for flere terrorangreb, som det vi senest så i Bruxelles.

Og til de politikere, som tror, at landtropper er løsningen , siger hun:

– Hvis man sætter landtropper ind, vil man måske nok kunne udrydde IS. Men der vil bare komme en anden oprørsbevægelse i stedet. 

Stop bomberne

I stedet for bomber mener Loretta Napoleoni, at vejen frem er dialog. Og vel at mærke dialog med både IS, Assad og Putin. Og de daglige bombeangreb i de områder, der kontrolleres af Islamisk Stat, må stoppes. 

– Den eneste holdbare løsning er en diplomatisk løsning, der bygger på samtaler mellem parterne. Desværre ser det ikke ud til, at der er nogen, der er villige til gå den vej. Vi er nødt til at tale sammen. Parterne er nødt til at sætte sig omkring samme bord. Også IS skal inviteres. I øjeblikket aner vi ikke, hvad IS vil. Og så skal de lokale stammeledere inviteres. De udgør en stor del af grundlaget for IS. Så hvis stammelederne arbejder for en fredelig løsning, er vi nået langt.

- Ingen ønsker krig og bomber - hverken stammelederne eller den lokale befolkning. Derfor er der en god chance for at have en dialog med både stammelederne og IS. Det er vigtigt, at vi har et alternativ til krig.

Brug for at kigge indad

Men det er ikke kun udenrigspolitisk, at der skal ændres kurs. De europæiske lande skal blive bedre til at integrere de muslimer, som bor i Europa, påpeger Loretta Napoleoni.

– Terrorangrebene i Bruxelles og Paris er udtryk for, at vi har et problem i Europa. Terroristerne havde europæiske pas. Hvorfor vil de bombe os? 

 De føler sig marginaliseret og uvelkomne, og det kan være med til at skabe den radikalisering, der i sidste ende betyder, at unge er klar til at rejse til Syrien for at kæmpe med IS. 

– Vi skal blive bedre til at integrere de her unge mennesker i samfundet. Og give dem håb. Mange af dem er uddannet, men alligevel er arbejdsløsheden dobbelt så høj blandt europæiske muslimer som blandt ikke-muslimer. Integration er nøgleordet, hvis rekrutteringen til IS skal stoppes og terrorangreb skal forhindres, lyder det fra Loretta Napoleoni.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. mar. 2016 - 13:21   29. mar. 2016 - 13:06

Terror

ml@arbejderen.dk
Loretta Napoleoni
  • Loretta Napoleoni (født 1955) er italiensk journalist, politisk analytiker, økonom og fremtrædende terroranalytiker.

  • Hun er en af verdens førende eksperter i pengehvidvaskning og i terrorfinansiering.

  • I 2015 udkom hendes første bog på dansk, "Islamisk Stat", udsendt af forlaget Tiderne Skifter. Den er også under udgivelse i blandt andet USA, England, Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og Spanien.

  • Tidligere har hun skrevet bestselleren "Rogue Econimics: Capitalism's New Reality", som blev oversat til fjorten sprog, og "Terror Inc.: Tracing the Money Behind Global Terrorism".

  • Foto: Uffe Weng/Scanpix