Her op til 1. maj – Arbejderklassens Internationale Kampdag – kan en status over styrkeforholdet mellem de to klasser være på sin plads.

Vi er vidne til, at kapitalismens magtpositioner udvides til at omfatte alle områder i samfundene samtidig med, at nogle af kapitalismens magtpositioner vakler. Forståelsen for nødvendigheden af modstand og ønsket om ændringer vokser i arbejderklassen og i folket.

Kampen mod imperialismen er afgørende for at sikre klodens overlevelse.

I Europa har monopolkapitalen sin overstatslige konstruktion EU med den udpegede regering, EU-kommissionen. Den udøver sit diktatur over medlemslandene. De nationale regeringer skal sikre gennemførelsen af EU-kommissionens diktater, hvor der arbejdes for yderligere stramninger af den førte politik – kapitalismens politik.

Kapitalismen kræver en total overtagelse af al offentlig, skattebetalt service og offentlige institutioner, som arbejderklassen i generationer har kæmpet for. Der tjenes store profitter på udsalget af folkets ejendom.

Offensiven betyder løbende fyringer – ikke mindst i det offentlige, og ringere eller ingen social sikring ved nedslidning og arbejdsløshed.

Frygt for fyringer

Ikke kun i EU-landene, men i alle lande med kapitalistiske produktionsforhold, er der skabt en latent frygt for arbejdsløshed, med de konsekvenser det har for arbejderklassens solidaritet og kampvilje. Desperate arbejdsløse piskes rundt i jagten på arbejde, og arbejderne spilles ud mod hinanden og konkurrerer om arbejdet. 

På dekret fra EU betaler staterne økonomisk støtte til virksomheder, der vil flytte til lande med billigere arbejdskraft og færre krav til miljø og arbejdssikkerhed.

Denne udvikling retter hårde slag mod forestillingen om, at der under kapitalismen kan være et ”velfærdssamfund”, som den herskende politiske klasse og andre påstår stadig eksisterer, og som har gjort klassekampen overflødig.

Disse illusioner slår revner under presset fra en stigende og mere afklaret utilfredshed med misforholdet i den særlige parlamentariske kunst, som er kunsten at regere mod folket ved hjælp af folket. Snesevis af mekanismer tjener til at etablere denne situation, der sikrer den herskende klasse genvalg efter genvalg. Ikke nødvendigvis med de samme partier, men generelt altid den samme politik.

Kapitalismens kontrol med medierne og økonomiske ressourcer til valgkampe, den almindelige løftepolitik, der skjuler partiernes virkelige hensigter og gerninger – alt dette gør det borgerlige demokrati formelt.

Kampen mod krig

Danmarks deltagelse i krigene i Irak, Afghanistan, Libyen og nu Syrien og medlemskabet af imperialismens militære gren NATO betyder, at Danmark er medansvarlig for de blodige spor, som imperialismen trækker efter sig.

Derfor må kampen for fred og nedrustning sættes i højsædet overalt i verden. Fredsbevægelserne må tage del i den politiske kamp. De skal være: Årvågne overfor krigstrusler, intriger og øvrige politiske manøvrer. Synliggøre den politisk-økonomiske undertrykkelse. Og synliggøre modstanden mod imperialismens krige.

Det gælder krigene i Mellemøsten og Nordafrika, den israelske stats undertrykkelse af det palæstinensiske folk, undertrykkelsen af de afrikanske lande og planerne om et "regime"skifte i en række latinamerikanske lande.

Der må udvikles en forståelses for, at kampen mod imperialismen er afgørende for at sikre klodens overlevelse – så derfor:

• Nej til dansk krigsdeltagelse.
• Militær nedrustning – social oprustning.
• Danmark ud af NATO.