08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Voksende protester mod TTIP

Ny forhandlingsrunde

Voksende protester mod TTIP

90.000 demonstrerede sidste weekend mod TTIP-aftalen i Hannover i anledning af at Obama og Merkel vil sætte skub i forhandlingerne. Protesterne vokser på begge sider af Atlanten.

Op mod 90.000 gik lørdag på gaden i protest mod TTIP-aftalen. Mandag startede en ny forhandlingsrunde. USA's præsident Obama presser på for at få en aftale på plads i år.
FOTO: John Macdougall/AFP/Scanpix
1 af 1

I denne uge løber den 13. forhandlingsrunde om TTIP, frihandelsaftalen mellem EU og USA, af stablen i New York. Det sker samtidig med, at antallet af protester vokser i både USA og Europa.

Modstanden mod TTIP vokser på begge sider af Atlanten. Præsident Obama og kansler Merkel bliver mere og mere desperate.
Juergen Knirsch, Greenpeace

Op mod 90.000 mennesker demonstrerede således i lørdags i Hannover i Tyskland. Bag protesten stod en række fagforeninger, miljøgrupper og forbrugerorganisationer. Anledningen var, at USA’s præsident Barack Obama i weekenden mødtes med den tyske kansler Angela Merkel.

Og modstanden mod TTIP har bidt sig fast i Tyskland. I oktober demonstrerede 250.000 mod TTIP-handelsaftalen i Berlin - den største demonstration i Tyskland siden Irak-krigen i 2003. En helt ny meningsmåling fra YouGov viser nu, at den tyske befolknings opbakning til TTIP er dalet fra 55 procent for to år siden til 17 procent sidste uge.

Voksende protest

– Modstanden mod TTIP vokser på begge sider af Atlanten. Præsident Obama og kansler Merkel bliver mere og mere desperate, siger talsperson for Greenpeace i Tyskland, Juergen Knirsch til EUObserver.

Foreløbig har 3,4 millioner europæere skrevet under mod handelsaftalen. Bag underskriftsindsamlingen står initiativet Stop TTIP, der samler mere end 500 forskellige europæiske fagforeninger, miljøbevægelser og forbrugerorganisationer.

>> Skriv under mod TTIP-handelsaftalen her

1600 byer og regioner i især Østrig, Belgien, Frankrig, Tyskland, Holland, Spanien og Storbritannien har nu erklæret sig som TTIP-fri zone. Og i sidste uge var mere end 40 europæiske borgmestre og repræsentanter for forskellige regioner samlet i Barcelona, hvor de vdtog en erklæring mod TTIP og andre frihandelsaftaler.

Fagforeninger, forbruger- og miljøorganisationer advarer blandt andet om, at aftalen risikerer at få store konsekvenser for miljø og faglige rettigheder i alle EU’s medlemslande. 

Vanskelige forhandlinger

Kenneth Haar fra den EU-kritiske vagthund Corporate Europe Observatory følger forhandlingerne om TTIP-aftalen tæt.

- Der er ikke noget, der tyder på, det går så godt ved forhandlingerne. Der er stadig store uenigheder, og meget nøl. På de fleste områder har de end ikke kunnet lave en fælles tekst, de kan forhandle om, men sidder i stedet og fedter med hver sit forslag, siger Kenneth Haar til Arbejderen.

Men han understreger, at især USA forsøger at lægge pres på forhandlingerne for at nå en aftale.

- Der lurer et amerikansk præsidentvalg, som skaber usikkerhed om aftalens fremtid. Jeg tror ikke, de vil forsøge at nå i mål inden valget, men de vil forsøge at komme så langt, at grundtrækkene er på plads, når en ny mand eller kvinde sætter sig i Det Hvide Hus.

Men embedsfolkene og politikerne får det svært.

- På den europæiske side vedbliver det folkelige pres med at være en vigtig faktor. Støtten til aftalen er jævnt dalende i langt de fleste lande, og der melder sig jævnligt nye aktører på banen. Eksempelvis krævede en koalition af kommuner og regioner for nylig, at forhandlingerne skulle indstilles.

I Danmark har Murersvendenes Brancheklub i København netop fra deres generalforsamling opfordret LO og 3F til at protestere mod planerne om TTIP-handelsaftalen.

"Vi kender som murersvende alt for godt konsekvensen af EU’s direktiver om arbejdskraftens fri bevægelighed, som har ført til omfattende social dumping i Danmark. Hvis TTIP bliver vedtaget, vil mange flere helt basale lønmodtagerrettigheder forsvinde", hedder det blandt andet i udtalelsen.

>> Du kan læse mere om TTIP og de danske protester her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. apr. 2016 - 11:05   28. apr. 2016 - 11:17

TTIP

ml@arbejderen.dk
Fakta om TTIP

Siden juli 2013 har EU-kommissionen og embedsfolk fra USA forhandlet om en handelsaftale mellem de to økonomiske supermagter.

Aftalen vil blandt andet:

  • Give amerikanske firmaer ret til at sagsøge nationalstater for lokal lovgivning, der mindsker firmaernes overskud.
  • Hvis investorernes særdomstol (ISDS) bliver en del af handelsaftalen kan mere end 47.000 amerikanske firmaer bruge domstolen til at gå til angreb på demokratisk valgte regeringers lovgivning.
  • Andre handelsaftaler har en lignende særdomstol. Derfor har lande verden over allerede gjort erfaringer med den slags beskyttelse af udenlandske investorer.
  • Sagerne behandles bag lukkede døre af særlige erhvervsadvokater. De fleste afgørelser hemmeligholdes.
  • Det var oprindelig planen, at TTIP skulle vedtages i 2015. Men der forhandles fortsat om aftalen.
  • Læs alle Arbejderens artikler om TTIP her.