09 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Syge og arbejdsløse kræver en værdig behandling

Sko-aktion i 26 byer

Syge og arbejdsløse kræver en værdig behandling

Natten til 1. maj gennemførte syge og arbejdsløse en aktion i protest mod den behandling, de møder hos politikere og på jobcentre. De aktionerende er trætte af at blive udråbt som dovne, der bare skal motiveres til at have et arbejde.

Natten til 1. maj blev der i 26 byer placeret sko på offentlige pladser i protest mod forringelser af syge og arbejdsløses vilkår, og måden de behandles på.
FOTO: Privat
1 af 1

"Disse sko tilhører Tina. Hun afgik ved døden i et ressource forløb!"

"Disse sko tilhører Jesper. Han "sad fast i systemet." Magtesløsheden blev for stor! Han begik selvmord!"

Vi er nødt til at være anonyme for ikke at blive trukket i overførselsindkomsten, så derfor har vi valgt at sende vores sko.
Syge og arbejdsløse

Sådan lød nogle af teksterne på de sedler, der lå sammen med gamle sko, der natten til den 1. maj blev stillet op på rådhuspladserne i 26 byer rundt om i landet. Budskabet med aktionen er, at gøre opmærksom på de syge og handicappedes uholdbare situation i dagens Danmark.

"Vi har fået nok nu. Denne aktion skal ses som en demonstration af, at syge føler sig forfulgt og chikaneret af de politikere, vi selv har været med til at vælge ind. Vi er nødt til at være anonyme for ikke at blive trukket i overførselsindkomsten, så derfor har vi valgt at sende vores sko," skriver initiativtagerne til sko-aktionen.

Retorikken

De underskriver sig som syge, ledige og andre befolkningsgrupper, der føler sig jagtet fra politisk hold. Konkret mener de, at regeringen helt bevidst bruger syge og arbejdsløse i deres retorik, når de lader hele Danmark forstå, at syge og arbejdsløse bare er dovne, og at de bare har brug for at blive motiveret til at tage et arbejde.

"Samtidig sender de os ud som gratis arbejdskraft og belønner erhvervslivet fyrsteligt for at modtage arbejdskraften. Dette trykker lønnen for lønmodtagere og skaber kløfter og fjendebilleder befolkningsgrupperne imellem," hedder det i en pressemeddelelse.

Retorikken har desværre også bredt sig til kommunerne, konstaterer aktionsgruppen, der forklarer:

Når de samme grupper tillader sig at tage bladet fra munden og protestere over forringelser af deres vilkår og/eller måden, de bliver behandlet på, så er der eksempler på, at de bliver truet til tavshed. Mange har af jobcenteret fået den besked, at hvis de kan deltage i en demonstration eller bliver politisk aktive, så er de også raske nok til at arbejde. 

Demokrati?

"Faktisk har de truet så effektivt at langt de fleste syge bruger alle deres kræfter på diverse arbejdsprøvninger og udredningsforløb,konstaterer de udsatte borgere, der mener, at det afholder rigtigt mange fra at protestere af skræk for, at kommunen skal få øje på dem, og det dermed er lykkedes Folketinget at frarøve den svageste del af befolkningen deres grundlovssikrede ret til at forsamle sig og demonstrere. 

Til sidst i pressemedelelsen minder de aktionerende om at sygdom og arbejdsløshed kan ramme alle. De appellerer derfor til helt almindelige raske danskere om at vågne op og hjælpe dem med at få et værdigt liv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. maj. 2016 - 10:33   03. maj. 2016 - 17:31

Protest

noc@arbejderen.dk