17 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En historisk aktionsdag

Protest i mindst 73 byer

En historisk aktionsdag

Protester som i dag, hvor indbyggere i et stort flertal af landets kommuner rejser et samlet krav overfor regeringen, er aldrig set før.

FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Der skrives danmarkshistorie, når der i dag er demonstrationer i mindst 73 danske kommuner. Demonstranterne kræver, at regeringen dropper det såkaldte omprioriteringsbidrag, der betyder, at kommunerne hvert år skal spare en procent på deres budgetter.

Jeg kan ikke mindes noget, der ligner det her – med protester i så mange kommuner.
Roger Buch, kommunalforsker 

Det er aldrig før sket, at der er en fælles protest i så mange kommuner vendt mod regeringen, oplyser kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Journalisthøjskole.

– Jeg kan ikke mindes noget, der ligner det her – med protester i så mange kommuner, der tager sit afsæt i modsætninger mellem staten og kommunerne, siger Roger Buch.

– De seneste år har der i det hele taget været få protester. Tidligere har vi set lokale budgetdemonstrationer og store samlede protester fra fagbevægelsen vendt mod regeringens politik, som for eksempel mod Schlüter-regeringen i 80'erne, men ikke noget som det her, tilføjer han.

Bred alliance

Det særlige ved dagens aktionsdag er, at fagforeninger, folkelige bevægelser og mange lokalpolitikere står sammen over hele landet om et fælles krav til regeringen, inden der er lavet en økonomisk aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening. Kravet er en aftale uden omprioriteringsbidrag.

Bag protesterne står initiativet Velfærdsalliancen, der støttes af mere end 125 fagforeninger, folkelige bevægelser og andre organisationer.

At netop omprioriteringsbidraget har kunne vække en så voldsom modstand, hænger sammen med mange års meget stramme krav til kommunernes økonomi, mener Roger Buch.

– De sidste seks til syv år har været en meget barsk omgang med historisk stramme rammer for den kommunale velfærd. Oveni kommer så omprioriteringsbidraget de næste tre år. Både ansatte og borgere kan blive bekymrede ved udsigten til, at det fortsætter år efter år. Det vil blive en meget stor byrde, siger kommunalforskeren.  

Vil presse Løkke

Han vurderer, at dagens demonstrationer vil lægge et stort pres på regeringen. Mange demonstranter spredt ud over 73 kommuner virker langt stærkere end det samme antal mennesker samlet i en stor demonstration foran Christiansborg.

– Det her vil komme ud i alle de lokale medier på en helt anden måde, end hvis der kun var en enkelt demonstration foran Christiansborg. Det kan være svært at dæmme op for sådan en decentral kamp, forklarer Roger Buch.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. maj. 2016 - 07:20   12. maj. 2016 - 07:30

Velfærd

ur@arbejderen.dk