Forhandlingerne mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi i 2017 er i fuld gang. På mandag holder Kommunernes Landsforening repræsentantskabsmøde, hvor forhandlingerne er på dagsordenen.
Velfærdsalliancen arbejder på at gøre torsdag den 15. september til en ny aktionsdag.
Kommunalpolitikerne bliver mødt af demonstranter, når de møder frem. Velfærdsalliancen arrrangerer en manifestation foran Falkoner Centret på Frederiksberg fra klokken 9 til 10.
– Vi fortsætter presset fra demonstrationerne den 12. maj. Politikerne skal ikke være i tvivl om, at omprioriteringsbidraget skal helt væk, siger Jan Hoby, talsmand for Velfærdsalliancen.
Milliardnedskæring
Omprioriteringsbidraget betyder, at kommunerne hvert år skal skære en procent af deres udgifter. Det svarer til en nedskæring på 2,4 milliard kroner om året.
Indtil videre har regeringen lovet, at pengene i 2017 vil blive brugt på kernevelfærd i kommunerne. Men regeringen vil bestemme, hvordan pengene fordeles, og hvad de bruges til.
Over 20.000 mennesker demonstrerede i 74 forskellige byer den 12. maj i protest mod omprioriteringsbidraget. Kravet til KL's forhandlere er, at de ikke skal skrive under på en økonomiaftale, hvis omprioriteringsbidraget er med. Mange kommunalpolitikere, herunder en række borgmestre, også fra de borgerlige partier, deltog i demonstrationerne.
Flere protester
Velfærdsalliancen følger de igangværende økonomiforhandlinger tæt og er parat til at arrangere flere protester.
Samtidig arbejder alliancen med at få flere organisationer og foreninger inddraget i protesterne. Initiativets koordinationsgruppe holder møde den 6. juni i Odense. Her skal diskuteres ideer til at få flere med, og en ny fælles landsdækkende demonstrationsdag skal planlægges.
Velfærdsalliancen arbejder på at gøre torsdag den 15. september til en ny landsdækkende aktionsdag med demonstrationer klokken 17 foran landets rådhuse. Fagforeninger og aktivister rundt omkring i kommunerne opfordres til at bygge videre på de gode erfaringer fra den 12. maj.
Lige her og nu opfordrer Velfærdsalliancen dog til at møde op foran Falkoner Centret på mandag klokken 9.00.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278