Allan sidder på en sten på den Røde Plads i hjertet af Nørrebro i København. Jeg kan kende ham på den gule Hus Forbi-taske og kasketten med den gule skrift af samme navn.
Varmen har ramt det ellers efterårsagtige sommer-Danmark, og vi sætter os for at få dagens koffeintilskud. Jeg spørger ham – måske lidt ubetænksomt – hvor han bor.
– Jeg bor på gaden, svarer han og smiler lidt undrende. Vi tager en slurk af vores kaffe…
At være noget for nogen
Siden 2012 har 55-årige Allan Andersen boet rundt omkring i Københavns gader og levet af at sælge hjemløseavisen Hus Forbi. Efter en voldsom skilsmisse, et længerevarende sygdomsforløb og en fratagelse af sygedagpengeretten kunne Allan ikke se nogen anden udvej end at fortsætte sit liv som hjemløs.
Jeg har flere rettigheder i foreningen Hus Forbi, end jeg har i samfundet Danmark.
Allan Hus Forbi sælger
– Hus Forbi har betydet enormt meget for mig. Foreningen har givet mig mulighed for, at jeg kan give noget igen til mine kollegaer, forklarer han.
Igennem sit virke som sælgerrepræsentant i Hus Forbi varetager Allan sine kollegaers rettigheder på gaden. Når for eksempel butiksindehavere smider en sælger væk, eller hvis en kollega har været udsat for vold eller har problemer, er det Allan, de komme til.
Selvom han har mistet det, vi andre ville kalde for sit livsgrundlag, betragter han sig selv som ressourcestærk.
– Jeg formår på en eller anden måde at akkumulere energi og gåpåmod, når jeg hjælper andre og er med til at gøre en forskel, siger han.
Får ikke valgkort
Allan er på mange områder afskåret fra det system, som "almindelige" danskere er en del af. Han får på den ene side at vide, at han er for velfungerende til at få hjælp til bolig og for udsat til at tage et demokratisk ansvar.
– Jeg har flere rettigheder i Foreningen Hus Forbi, end jeg har i samfundet Danmark, siger Allan og påpeger, at han ikke har kunne stemme til folketingsvalg, siden han for fire år siden blev hjemløs.
– Det betyder, at jeg ingen reel indflydelse har på, hvem der har magten i Danmark, siger han.
Allan kan formelt set stemme til folketings- og kommunalvalg. Men uden en fast bopælsadresse og sygesikringskort er det meget vanskeligt at bevise, hvem han er, og han får ikke automatisk tilsendt et valgkort.
Med høj puls
Da Allan for første gang sprang ud i at stille sig op på åben gade med en Hus Forbi-avis i hånden, var det med høj puls og svedige håndflader.
Og det er en blandet modtagelse, Allan har fået gennem de sidste fire år som sælger.
Men han fortæller også, at det at være Hus Forbi sælger har givet ham og andre kollegaer en større forståelse, opbakning og interesse fra samfundet generelt.
– Det er ligesom om, folk er begyndt at få øjnene op for, at der er folk i det her land, som har nogle helt andre vilkår at slås med, siger han.
Ifølge Allan har blandt andet boldklubben FREM, som traditionelt set er en stolt arbejderklub, taget et socialt ansvar, ved at invitere alle Hus Forbi sælgere til samtlige hjemmekampe.
– På den måde bliver vi en del af et fællesskab og får mulighed for at skabe et netværk og give noget igen, siger Allan.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278