Nedskæringer på Statens Uddannelsesstøtte, højere efterløns- og pensionsalder og tvungen pensionsopsparing for alle.
Det er nogle af de elementer som skal betale regningen for den 2025-plan, som Lars Løkke Rasmussen fremlagde i dag.
Vi er ikke i nærheden af at kunne holde det niveau, der er i velfærden i dag. Derfor vil regeringens 2025-plan betyde endnu flere nedskæringer på vores velfærd.
Pernille Skipper, Enhedslisten
Planen, som regeringen kalder "En helhedsplan for Danmark", gennemfører med statsministerens ord "nødvendige, skånsomme forandringer", for at Danmark kan "holde trit med vores nabolande".
Ifølge planen er det regeringens mål at øge vækstgrundlaget, så "Danmark frem mod 2025 bliver 65 milliarder kroner rigere, end vi ellers ville have været".
Flere private job
Det skal især ske ved at skaffe flere private job, og færre skal være på overførselsindkomst. Og hovedmetoden er skattelettelser. Skatten på aktie og kapitalindkomster nedsættes, Der er lettelser i topskatten for indtægter mellem 470.000 og en million kroner, og der indføres et jobfradrag for folk i beskæftigelse.
Planen betales både af de reformer, regeringen allerede har gennemført, som har skåret ned på overførselsindkomsterne, samt af nye reformer.
Statens Uddannelssestøtte, SU, omlægges, så stipendiedelen skæres ned med omkring 20 procent, og tilsvarende øges låneandelen. Og stipendierne begrænses til normeret studietid. Samtidig indføres også en måneds karensperiode for alle nyuddannede, som ikke får job med det samme.
Der er også lagt op til at skære ned på børnepengene. Der indføres et gradueret loft over børnechecken, så den aftrappes med antallet af børn.
Endelig lægges der op til at hæve pensionsalderen med seks måneder for alle, som i dag er under 58 år. Ligeledes indføres en opligatorisk pensionsopsparing for personer, som i dag har ingen eller en begrænset indbetaling.
Flere nedskæringer
Enhedslistens Pernille Skipper kalder udspillet "en hån mod alle de mennesker, der har slidt et langt liv og betalt deres skat".
– Der er ingen tvivl om, at taberne i Løkkes 2025-plan er de ældre, der har slidt et langt liv og nu bliver svigtet af velfærdssamfundet, og så de unge, som skal finansiere velfærden i fremtiden. De eneste rigtige vindere i planen, er mennesker med høje indkomster, der nu får en skatterabat. Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, og det er stik imod Løkkes løfter om at frede både SU og pensionsalder, som han gav før valget, siger Pernille Skipper.
Socialdemokraternes forkvinde, Mette Frederiksen, kalder det "en grundlæggende forkert prioritering at skære så markant i SU'en og bede folk - særligt i 50'erne - om at blive længere på arbejdsmarkedet.
Og SF's forkvinde, Pia Olsen Dyhr, kalder det "helt helt skævt at droppe SUen som den er nu! Skadeligt for den sociale mobilitet".
Regeringen mener, at de offentlige udgifter i gennemsnit kan vokse med i gennemnsit 0,5 procent om året frem mod 2025.
– Det beløb, Lars Løkke taler om til den offentlige sektor, er for lidt i forhold til befolkningsudviklingen. Vi er ikke i nærheden af at kunne holde bare det niveau, der er i velfærden i dag. Derfor vil regeringens 2025-plan betyde endnu flere nedskæringer på vores velfærd, påpeger Pernille Skipper.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278