Der kan spares milliarder i den danske forsyningssektor.
Det er budskabet til danskerne i regeringens nye forsyningsstrategi, som energi- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt fremlagde tidligere på måneden.
Gør man vores drikkevand til et spekulationsobjekt, har danskernes virkelig grund til at føle sig utrygge.
Allan Weirup, Danske Vandværker
Milliarderne kan især findes ved at åbne op for at drive forsyningen af vand, spildevand, fjernvarme og affald som en forretning, som private kan tjene penge på.
Regeringen gøder jorden for de private investorer ved at gøre det mere attraktivt for kommuner at sælge drikkevandsforsyning, rensningsanlæg og fjernvarmeselskaber. Hvis kommuner sælger forsyningsselskaber til private investorer, skal kommunerne kunne beholde en større del af indtægten, nemlig 80 procent mod 60 procent i dag.
Et spekulationsobjekt?
Samtidig vil regeringen gøre op med det såkaldte hvile-i-sig-selv princip, som hidtil har sikret, at forsyningerne ikke må opkræve mere end det koster at drive og vedligeholder værker og ledningsnettet. I stedet skal forsyningsselskaberne have lov til at beholde et overskud.
– Gør man vores drikkevand til et spekulationsobjekt og ophæver både hvile-i-sig-selv princippet og stoploven i kommunerne, som vil gøre det muligt for dem at sælge deres forsyningsselskaber, har danskernes virkelig grund til at føle sig utrygge, advarer direktør i vandværkernes brancheorganisation, Danske Vandværker, Allan Weirup.
– Strategien vil have den konsekvens, at de samfundsvigtige opgaver, som løses på forsyningsområdet, fremover skal drives som en almindelig forretning. Og så skal der altså for alvor tjenes penge, for hvorfor skulle nogen ellers ville investere på området, spørger Allan Weirup.
Effektivisering?
Regeringen mener, at forsyningssektoren kan effektivisere 5,9 milliarder frem mod 2025. Skal man tro regeringen, kan en LO-familie spare 2800 kroner om året, men både Danske Vandværker, en række eksperter og KL stiller spørgsmålstegn ved det tal.
Danske Vandværker har regnet på, hvad en liberalisering risikerer at koste forbrugerne – alene indenfor for vandforsyningen. Her lyder vurderingen, at regeringens spådom om en besparelse i stedet kan ende med en milliardregning til forbrugerne.
Hvis forsyningerne bliver liberaliseret, kan kommunerne sandsynligvis ikke længere stille garanti for vandværkernes lån og investeringer. Det betyder, at vandværkerne ikke længere kan tage billige lån hos KommuneKredit.
– Ud over at det vil betyde dyrere lån, skal der også kunne ske en forrentning af egenkapitalen, som også skal kunne trækkes ud af selskabet, hvilket helt forståeligt vil kunne friste en økonomisk trængt kommune. Danske Vandværker har lavet en foreløbig analyse af finansieringsomkostningerne, som vil lande på omkring 21 milliarder kroner, for det er store værdier, som skal refinansieres.
– Det vil altså koste 21 milliarder kroner at opnå effektiviseringer for 3,2 milliarder. Gevinsten ved effektiviseringer bliver med andre ord ædt op mange gange af øgede renter. Ingen kan vel synes, at det er en særlig god forretning, og samtidig kan man vel kun gå ud fra, at det blive forbrugerne, som skal betale den regning, advarer Allan Weirup.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278