Omkring 43.400 børn bliver ramt af regeringens kontanthjælpsloft. Det oplyser beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i et svar til SF'eren Karsten Hønge.

Ministeren afviser med vanlig arrogance, at det er et problem. Han fastholder, at det er godt for børnene, at regeringen med kontanthjælpsloftet har "skabt et rigtig godt grundlag for, at deres forældre kan få et fodfæste på arbejdsmarkedet".

43.400 ødelagte børneliv er en pris, regeringen er parat til at betale.

Det gode grundlag består ikke af noget som helst andet end at gøre kontanthjælpsmodtagerne fattigere i forventning om, at de så bliver presset ud i lavtlønnede job.

I samme svar oplyser ministeren, at 70 procent af de kontanthjælpsmodtagere, der rammes af loftet, er erklæret aktivitetsparate. Det betyder, at de ikke er i stand til at klare et ordinært arbejde på grund af sociale eller helbredsmæssige problemer. 

Man tager koldt og kynisk penge fra mennesker, der ikke har mulighed for at ændre på deres situation, og rammer samtidig deres børn hårdt.

Hovedparten af de loftsramte er enlige mødre. Det er helt bevidst, at regeringen går efter denne gruppe. I forhold til enlige kontanthjælpsmodtagere uden børn har de haft lidt bedre forhold på grund af forskellige støtteordninger. I regeringens optik bliver det til "et mindre incitament til at arbejde".

Der er ellers god grund til at forhindre børn i at vokse op i fattigdom. Der er klar dokumentation for, at fattigdom har alvorlige konsekvenser for børnene på både kort og langt sigt.

Børn i fattige familier bliver i højere grad mobbet, føler sig udenfor, har ondt i maven, hovedpine og er nervøse og kede af det. Kort sagt fattigdommen går ud over deres trivsel.

Det går også ud over deres skolegang og videre uddannelse.

Den eksisterende viden og forskning på området har fået Børnerådet og andre børneorganisationer til at advare kraftigt mod kontanthjælpsloftet.

Men regeringen ser stort på advarslerne. 43.400 ødelagte børneliv er en pris, Venstre er parat til at betale, når det gælder målet om at få presset både de sociale ydelser og lønningerne på arbejdsmarkedet yderligere ned.