25 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vi er ikke farlige – vi er bare fattige

Kontanthjælps-modtagere i aktion

Vi er ikke farlige – vi er bare fattige

Fredag trodsede en flok syge kontanthjælpsmodtagere morgenregnen og protesterede imod det system, som holder dem fanget i fattigdom. Facebook-gruppen "Jobcentrets ofre" stod bag aktionen.

FOTO: Niels Gether Nielsen
Jobcenterchef Maria Boje og Kim Madsen fra "Jobcentrets ofre"
FOTO: Niels Gether Nielsen

Det er fredag, det er morgen, og langs fortorvene på Lærkevej i Københavns Nordvest-kvartér har der samlet sig åer af regnvand fyldt med efterårets gule og lysbrune blade.

Vi vil ikke finde os i, at syge borgere er på kontanthjælp.

Omkring 20 personer har samlet sig foran den store, gamle kommunale bygning, som blandt andet huser kvarterets Jobcenter. De har medbragt termokander med varm kaffe og te og plastikkopper. 

– Vi står her i dag, fordi vi ikke vil finde os i flere ulovligheder fra det offentlige. Vi vil ikke finde os i, at borgere skal leve på sultestadiet og sutte grundvand. Vi vil ikke finde os i, at syge borgere er på kontanthjælp.

57-årige Kim Madsen har stillet sig over på den modsatte side af fortovet. Han taler ind i en megafon, som er slængt over den ene skulder, og som blæser hans dybe bestemte stemme over til de fremmødte og op imod Jobcentrets facade.

– Vi er her i dag for at fortælle Jobcenterledelsen – som er med til at træffe mange ulovlige beslutninger – at nu har vi sgu fået nok! Vi har stor respekt for alle sagsbehandlere og alle socialrådgivere, som gør, hvad de kan for at hjælpe borgerne. Men ulovlige beslutninger vil vi ikke finde os i. Her kan jobcenterledelsen gøre en forskel, hvis de vil. Det har knebet indtil nu, så derfor gør vi den forskel.

Kim Madsen vifter med den flyer, som de aktionerende deler ud til alle, der i en lind strøm går ud og ind ad de elektriske skydedøre. Den proklamerer, at er man "ramt af fattigdomsreformer", kan man søge hjælp på de to Facebook-baserede grupper Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne. Begge grupper rådgiver om love, regler og rettigheder, når man er syg på kontanthjælp eller på anden måde i klemme i systemet.

57-årige Kim Madsen taler til de fremmødte.
Niels Gether Nielsen

Kim Madsen lider selv af slidgigt. Han har med egne ord kæmpet i fire år for at få tildelt førtidspension. Han startede i 2012 på sygedagpenge og kom i jobafklaring, hvor han blev opfordret til at søge om førtidspension på grund af dårligt helbred.

Kim Madsen fik dog, som så mange andre, afslag med den begrundelse, at han var for rask. Han fik derfor i stedet tilbudt et to-årigt ressourceforløb. Kort tid efter bliver han imidlertid kaldt til samtale i jobcentret, hvor han får at vide, at man har vurderet, at han er for syg til at arbejde. En vurdering som hans læge for længst har foretaget.

Vurderingen kunne dog ikke ifølge jobcentret føre til, at Kim Madsen kunne komme på førtidspension. Derimod ville man vicitere ham til kontanthjælp. For som de sagde, han er for syg til fleksjob, men for rask til førtidspension. Sidste gang Kim Madsen dukkede op til lovpligtig samtale på sit Jobcenter, blev han mødt af en forundret socialrådgiver.

Jamen du er jo syg, siger hun. Så skal du jo ikke være her.

– Jamen du er jo syg, siger hun. Så skal du jo ikke være her. Nej, svarer jeg, men det er den eneste mulighed, jeg har fået, fortæller Kim Madsen, som dog er blevet undtaget fra 225-timers-reglen. Det betyder, at han ikke som andre behøver at arbejde 225 timer om året for at få udbetalt kontanthjælp.

Som centrum i en lille rundkreds på fortorvet står chefen på Jobcenter Lærkevej Maria Boje og skiftevis lytter og forklarer. De sammenstimlede har alle historier, som minder om Kim Madsens.

– Jeg kender jo ikke alle, men en del af dilemmaerne. Jeg ved, at vi i dagens Danmark har rigtig mange, som har været på kontanthjælp i mange år, og som ønsker sig en førtidspension. Det er ikke nyt for mig. Men jeg må også bare sige, at sådan som lovgivningen er skruet sammen, så kræver det jo i virkeligheden i dag, at man ikke har nogen arbejdsevne tilbage, forklarer jobcenterchefen, da rundkredsen omkring hende er blevet opløst.

Maria Boje vidste på forhånd, at kontanthjælpsmodtagerne ville aktionere foran Jobcentret denne regnfulde morgen, og havde på forhånd besluttet sig for at gå ned og snakke med de fremmødte.

– Når jeg kom ned, så var det lige så meget for at sige, at jeg jo ikke synes, at mit Jobcenter er bemandet af folk, der går på arbejde hver eneste dag for at gøre livet så surt for folk som muligt. Jeg synes faktisk, at jeg har nogle rigtig dygtige medarbejdere, som gør så meget, som de kan for at hjælpe nogle mennesker inden for rammerne af den lovgivning, som de er sat i verden for at forvalte.

Jobcenterleder Maria Boje og 57-årige Kim Madsen.
Niels Gether Nielsen

Hun forstår godt de fremmødtes frustrationer:

– Jeg er helt med på, at det her er resultatet af mange års, hvad kan man sige... Ting som ikke er blevet landet rigtigt eller er blevet gjort forkert og sådan nogle ting og sager. Og det anerkender jeg, og jeg anerkender jo også, at når man hører til herude, så er man jo ikke jobparat, og så har man jo allerede fra systemets side anerkendt, at man har nogle udfordringer og har brug for mere hjælp i forhold til at få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Jeg ved, at vi i dagens Danmark har rigtig mange, som har været på kontanthjælp i mange år, og som ønsker sig en førtidspension.

Men hun mener, at man retter skytset den forkerte vej, hvis man kritiserer jobcentrene og deres ansatte. Direkte adspurgt om det ikke er forståeligt, at folk tror, det er jobcentrene, som er problemet, når regeringen gang på gang forsikrer, at det er kommunerne, der ikke følger reglerne, og at der ifølge lovgivning ikke skulle være syge mennesker på kontanthjælp, svarer hun lidt forsigtigt:

– Det er jo en diskussion imellem os og dem. Man kan sige i denne her instans, så er der jo faktisk en ankestyrelse, som er overdommer på kommunernes forvaltning af lovgivningen, det vil sige på afgørelser, som er blevet truffet. Og der vil jeg bare sige, at der har vi faktisk ikke ret mange hjemvisninger eller sager, som bliver forkert bedømt, så...

Regnen tager til, og Maria Boje trækker sig tilbage til sit kontor. Med sig på vejen får hun forsikringer fra de fremmødte om pæn opførsel. "Husk på vi er ikke farlige, vi er bare fattige". De syge kontanthjælpsmodtagere tager en kop kaffe til og fortsætter kampen for et værdigt liv.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. okt. 2016 - 10:20   29. okt. 2016 - 11:50

Reformramt

as@arbejderen.dk