Fra sommeren 2017 er det slut med at tage en ny uddannelse, hvis du har fundet ud af, at du er kommet på en forkert hylde.
Regeringen og de andre partier har fuldstændig overhørt kritikken fra fagforeningerne, der advarer mod at gennemføre det her.
Eva Flyholm, Enhedslisten.
Det er resultatet af den aftale, regeringen sammen med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti indgik i foråret. Lovforslaget er nu ved at blive behandlet i Folketinget.
Begrænsning af dobbeltuddannelse betyder, at det som udgangspunkt ikke længere er muligt at blive optaget på mere end én videregående heltidsuddannelse for personer, der allerede har gennemført en uddannelse på samme eller højere niveau.
Konkret vil det ramme sygeplejersken, som gerne vil læse en bachelor i ernæring- og sundhed eller i pædagogik. Det vil heller ikke være muligt for en bachelor eller kandidat i dansk at blive lærer eller sygeplejerske.
Giver penge til dagpengereform
– Det er helt uforståeligt, at regeringen, S og DF vil begrænse unges mulighed for uddannelse. Politikere bør klappe i hænderne og fremme mulighederne, når folk tager en uddannelse, siger Enhedslistens uddannelsesordfører, Eva Flyvholm.
Ifølge hende ligner det et forslag, der kun er blevet til for at have en undskyldning for at skære yderligere i uddannelsessektoren.
Forslaget møder stor kritik hos blandt andre fagforeninger, der advarer mod at gennemføre ideen.
– Uddannelsesloftet indebærer, at samfundet går glip af højt specialiseret og kvalificeret arbejdskraft, som vi får, når det er muligt for den enkelte at kombinere kompetencer fra flere relevante uddannelser, mener Bente Sorgenfrey, som er formand for hovedorganisationen FTF.
Hun påpeger overfor fagbladet, at det ikke er rimeligt, at det uddannelsesvalg man træffer i ungdommen, skal betyde, at man afskærer sig fra videregående uddannelse på et senere tidspunkt i livet.
Bryster sig af kvalitetspulje
Den nye lov vil give 427 millioner kroner årligt fra 2020. De 308 millioner skal bruges på at betale for dagpengeaftalen fra 2015, hvor der mangler 300 millioner.
De 120 millioner skal gå til en såkaldt ny kvalitetspulje, som ifølge regeringen skal sikre bedre uddannelser gennem blandt andet udvikling af uddannelsesforløb, underviserkompetencer og bedre feedback til studerende, fremgår det af aftalen.
Men ifølge formanden for Dansk Magisterforenings studerende, Gry Inger Reiter, er det dog svært at tage tiltag som kvalitetspulje seriøst.
Finanslovsbesparelserne på uddannelsesområdet løber op i 8,7 milliarder kroner frem til 2019. Og det har allerede betydet store fyrringssrunder på uddannelserne.
– Derfor forslår det jo som en skrædder i helvede. Man vil løfte kvaliteten på uddannelserne for 100 millioner kroner kort tid efter, at man har taget ni millarder kroner, siger Gry Inger Reiter til Magisterbladet.
Hos aftaleparterne Socialdemokratiet er man glad for det nye lovudkast.
– Med aftalen er finansieringen af et tryggere dagpengesystem kommet på plads. Socialdemokraterne er desuden glad for, at der er fundet en varig pulje til at styrke ikke mindst de praksisnære uddannelser. De får bedre muligheder for at udvikle ny viden for eksempel inden for væsentlige velfærdsområder som sundhed, social og pædagogik, siger Christine Antorini.
Loven forventes at træde i kraft den 1. januar 2017.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278