Aftalen om at afskaffe den såkaldte PSO-afgift er både asocial og klimafjendtlig. Det mener Enhedslisten og Alternativet, som begge står udenfor den brede aftale, som blev indgået i Folketinget torsdag aften.
Aftalen betyder reelt, at erhvervslivet fremover ikke skal bidrage med en krone til den grønne omstilling af vores el-forsyning.
Pelle Dragsted, finansordfører
Ifølge aftalen afskaffes PSO-afgiften gradvist i perioden 2017 til 2022. PSO-afgiften, som blev indført i 1998, opkræves via elregningen og er hidtil blevet brugt til at finansiere den grønne omstilling.
I stedet for en el-afgift skal støtten til vedvarende energi fremover finansieres over finansloven. Samtidig er partierne bag aftalen enige om at hæve bundskatten med 0,09 procentpoint frem mod 2022, og beskære den grønne check med 230 kroner fra 2018 og med 380 kroner fra 2025.
De laveste indkomster betaler
– Aftalen betyder reelt, at erhvervslivet fremover ikke skal bidrage med en krone til den grønne omstilling af vores el-forsyning. I stedet sendes regningen til hr. og fru Danmark. Og særligt dem med de laveste indkomster skal holde for. Det er ikke kønt, og jeg forstår ikke, hvorfor partier som Socialdemokraterne, SF og Dansk Folkeparti lægger stemmer til, siger Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted.
Han mener, at de familietype-beregninger, som regeringen har fremlagt, er vildledende.
– De indregner en række stærkt tvivlsomme indirekte dynamiske effekter. Reelt vil eksempelvis en dagpengemodtager tabe penge på aftalen. Det siger jo sig selv, at det ikke er gratis, at give erhvervslivet milliard-rabatter, som man reelt gør med aftalen. Nogen kommer til at betale. Det kan nok så meget talmagi ikke dække over.
Enhedslisten peger også på, at omlægningen fra PSO til øget skat vil betyde markant mere klimaskadelig CO2-udledning.
– Det er bestemt ikke den vej, vi skal i en tid, hvor vi ser store temperaturstigninger. Det forstår jeg faktisk ikke, at de grønne partier i folketinget vil acceptere, lyder det fra Pelle Dragsted.
Forureneren skal ikke betale
"PSO'en er vigtig. Det vigtigste er, at den sikrer stabil og langsigtet finansiering af den grønne omstilling", skriver Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, på sin blog på TV2.dk og fortsætter:
"PSO’en er indrettet sådan, at det er de, der forbruger mest, som bidrager mest. Det er kort sagt forureneren, der betaler. Det er hæderkronet princip, som regeringen og aftaleparterne nu gør op med. I stedet slipper de energitunge virksomheder, altså dem der forurener mest, nu langt billigere, mens regningen betales ved at hæve skatten for os alle sammen. Trist. Det har dog været et vægtigt argument for regeringen, at man ønskede at give erhvervslivet skattelettelser. Så det kan ikke komme bag på nogen".
Ros fra DI
Til gengæld jubles der hos DI jubles over afskaffelsen af afgiften.
– Det er en svær opgave, som regeringen og Folketinget har stået med. Men det har været en bunden opgave, da den eksisterende ordning for PSO er i strid med EU-retten. Derfor er der grund til at rose partierne bag aftalen for, at de har taget ansvaret på sig og fundet en løsning, siger DI-direktør, Tine Roed.
EU-Kommissionen vurderede i 2014, at den danske ordning er i strid med EU-retten.
Bag aftalen om at afskaffe PSO-afgiften står, udover regeringen, Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278