Da den syriske regering mandag i sidste uge meddelte, at kampene i det østlige Aleppo var slut, og regeringen igen havde kontrollen over byen, gik en anden "kamp" i gang – nemlig kampen om, hvordan vi skal forstå det, som er sket.
Er Aleppo faldet, eller er Aleppo blevet befriet? Er den syriske regering med støtte fra Rusland i gang med at gennemføre en massakre på befolkningen i Øst-Aleppo? Eller er det krigens forventelige kaos, som udfolder sig?
Er det syriske folks fjender de kræfter, der har befriet byen, eller de terrorister, der har holdt den besat?
Jørgen Petersen, KP
Alle Folketingets partier og de store medier er ikke i tvivl. Aleppo er faldet. Men på Facebook brydes synspunkterne, og ikke mindst Enhedslistens holdning har skabt debat. Meningerne var og er delte.
Arbejderen bringer et lille uddrag af en meget stor debat, som fortsætter...
Jan Øberg i Aleppo
Fredsforsker Jan Øberg, som står bag TFF – Transnational Foundation for Peace and Future Research – var i Syrien i nogle dage i december måned. Han ankom til Aleppo den 10. december, og den 11. december skrev han på Facebook:
"Har været i det østlige Aleppo i fem timer, lejlighedsvis skyderier og russere i luften. Ødelæggelsen er værre, end jeg nogensinde havde troet – efter at have set Sarajevo, Mostar og Vukovar. Og den store ødelæggelse er ikke fra luften, men gadekampe – alle facader ødelagt, men kun få hele bygninger. Og ikke én af de mange, som jeg talte med, havde set De Hvide Hjelme, hvorimod byen er fyldt med den syriske-arabiske Røde Halvmåne, som jeg talte længe med."
Og næste dag – den 12. december – skrev Jan Øberg:
"Klokken 20.15 i aften blev det meddelt officielt, at kampene i det østlige Aleppo er slut. Fest i gaden. Min taxachauffør her i vest græd – fire års helvede for ham og hans familie er ovre... Fejrer det med venner på cafe i det vestlige Aleppo! Glæde over det hele!"
I Danmark vakte nyheden ikke glæde – hverken hos regeringen eller hos Enhedslisten, hvis udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, den 13. december skrev på Facebook:
"Nyhederne, som lige nu kommer ud fra Aleppo, er fuldstændigt ubegribeligt uhyrlige. Uskyldige civile bliver henrettet og mishandlet af Assad-regimets militser..."
Samtidig opfordrede han til at deltage i et fakkeloptog dagen efter, som var indkaldt af blandt andre Mellemfolkeligt Samvirke:
"Gå med i morgen! Lad os sammen sige fra overfor massakren og kræve beskyttelse af de civile!"
Kritik fra Kommunistisk Parti
Dagen efter, samme dag som der var fakkeloptog i flere byer, udsendte Nikolaj Villumsen en pressemeddelelse, hvori han skrev:
"Situationen er lige nu katastrofal i Aleppo, og jeg er meget bekymret for, at den humanitære krise vil sprede sig til andre oprørskontrollerede områder i Syrien....
Jeg vil opfordre udenrigsministeren til at sikre, at de pro-demokratiske oprører bevæbnes, så de kan forsvare civilbefolkningen. De skal have hjælp til selvhjælp, så vi undgår nye massakrer i andre dele af Syrien."
Det fik formand for Kommunistisk Parti Jørgen Petersen på banen på Facebook:
"Har efterhånden svært ved at se, hvor Enhedslistens politik i forhold til Syrien er forskellig fra USA's. Der er utallige rapporter om, at våben sendt til de såkaldt demokratiske kræfter i Syrien – det vil sige de styrker, der støttes af USA og EU – ender i hænderne på terroristerne i Syrien. Enhedslistens forslag er benzin på bålet."
Nikolaj Villumsen svarede:
"Der er intet nyt i, at EL taler for våben til de pro-demokratiske oprører i SDF-alliancen. Det har vi rejst gang på gang siden IS' angreb på Kobane. Det er afgørende, at de venstreorienterede og pro-demokratiske kræfter, der anføres af kurderne, gøres uafhængige af luftstøtten fra den amerikanske koalition..."
Jørgen Petersen skrev:
"Nu kører det da i ring... Aleppo er ved at blive befriet fra terrorister. I kampen deltager den syriske regering og SDF på samme side i et forsvar for civilbefolkningen i Aleppo. Hvem er det, der skal bevæbnes med hvad for at forsvare de civile i Aleppo efter din opfattelse?"
Nikolaj Villumsen:
"Som det fremgår af citatet, så taler jeg om bevæbning, så vi undgår massakrer i andre dele af Syrien. Forslaget er ikke rettet specifikt mod Aleppo, men et krav om bevæbning af SDF, så de kan beskytte de civile i de områder, de har befriet..."
Befriet eller faldet
Jørgen Petersen svarede Villumsen:
"Det store spørgsmål, der må besvares, er dette, er Aleppo befriet eller faldet? Er det syriske folks fjender de kræfter, der har befriet byen, eller de terrorister, der har holdt den besat? ..."
Nikolaj Villumsen:
"Som jeg også har skrevet ovenover, så er forslaget om våben til SDF-alliancen ikke et forslag rettet mod Aleppo, men mod de store områder, de har befriet i det nordlige Syrien... De står til at blive de næste ofre for Assad og Putin og er allerede nu under angreb fra Erdogan.
Der er lige nu en borgerkrig i Syrien. Befolkningen lavede tilbage i 2011 et fredeligt oprør mod en undertrykkende præsident, der berigede sig selv og hans inderkreds på den brede befolknings bekostning. Jeg mener, revolutionen i de kurdiske områder er et lyspunkt...
Men hvad mener KP om revolutionen i Rojava, og når I nu ikke støtter Assad – vil I så tage afstand fra hans overgreb på civilbefolkningen?"
Jørgen Petersen svarede:
"... KP's afsæt er ikke et tage afstand fra noget her og noget andet der... Det er imperialismen, der er de arabiske folks hovedfjende. Det er USA og EU, der står bag krigene, som leverer våben og milliarder til korrupte og brutale diktatorer. De kræfter, der støtter og kæmper for imperialismen, er folkenes modstandere. Derfor var vi imod krigene mod Irak, Libyen og imperialismens forsøg på at sønderdele Syrien. Det er her, den virkelige forskel mellem KP og Enhedslistens afsæt ligger.
... Blev Aleppo befriet, eller faldt byen? Det er helt centralt, og det vil jeg bede dig svare på. Min opfattelse er, at byen blev befriet fra terrorister, endog i en alliance mellem regeringen, Rusland og SDF. Det viser jo, at hvis disse kræfter kæmper sammen, kan de fordrive terroristerne og deres allierede i USA og EU. Herfra kan arbejdet for at sikre en politisk løsning i Syrien basere sig.
Hovedproblemet i Syrien er ikke Assad og Ruslands militære indsats, men at imperialismen systematisk puster til og bevæbner den ene eller anden terrorgruppe for at holde krigen i gang og splitter folket op imod hinanden. Sammen med Syriens øvrige befolkningsgrupper kan kurderne i det nordlige Syrien kæmpe for en fælles fremtid imod imperialismen. Hvis kurderne baserer deres fremtid på en alliance med USA, vil det blive en permanent kilde til strid og modsætning, som kun tjener imperialismen."
Beviser for overgreb
Jan Øbergs mange opslag, hvor han beskrev sine indtryk i Syrien, fik Kenan Coban til at stille spørgsmål til Nikolaj Villumsen:
"Kan du prøve at se Jan Obergs Facebook-updates? Det er i modsætning til alt, hvad vi som læsere læser. Hvilke beviser læner EL sig opad for at konkludere, at der sker overgreb? Og måske kan du også uddybe, hvorfor vi støtter Al Nusra og andre grupper, når den syriske opposition er så flersidig?"
Nikolaj Villumsen svarede:
"Jeg har i mange år haft stor sympati med Jan Øberg, men jeg må sige, at han virkelig har skuffet mig i forhold til Syrien. Det er dybt useriøst, at han besøger Assad-regimet, og på den baggrund påstår at vide noget som helst om, hvad der foregår i de oprørskontrollerede områder. Det er ærlig talt dybt utroværdigt, og det er i lyset af den menneskelige katastrofe enormt usympatisk..."
Jan Øberg stillede derefter seks spørgmål til Villumsen:
"1) Mener du, at man kan forstå konflikten uden at tale med også denne side?
2) Mener du, at den omstændighed, at jeg legalt har fået et visum til at komme ind hér er tegn på, at jeg bruger – eller bliver brugt af – den syriske regering?
3) Mener du, at du i største almindelighed kan stole på de vestlige medier, der for eksempel ikke var her, da Aleppo faldt/blev befriet, (mens jeg var der).
4) Mener du, at det er løgn, at jeg har været i Østaleppo, og at mine billeder og tekster er usande?
5) Mener du, det er rimeligt at kalde mig useriøs, utroværdig og usympatisk – ikke det jeg skriver, men MIG – uden mindste påpegning af, hvor mine rapporter og billeder er det, du kalder mig?
6) Tror du, man kan finde frem til en fred uden at tale med Assad, regering, parlamentsfolk etc., og hvilken vision for fred i Syrien og regionen har du og Enhedslisten?"
Er kæden knækket
Nikolaj Villumsen svarede dagen efter på de seks spørgsmål:
"1) Nej, det mener jeg ikke, og det undrer mig, at du stiller spørgsmålet. Enhedslisten og jeg har jo gennem hele konflikten talt for, at der bør findes en forhandlingsløsning gennem FN, og at regimet bør have en plads i disse forhandlinger, ligesom der er behov for, at de pro-demokratiske oprørere fra SDF-alliancen ... også får lov at deltage..."
Hvis Enhedslisten er imod al imperialisme, hvor er så kritikken af, at Syrien har været hærget af udenlandske militante, der har fuld våben- og ammunitionsstøtte fra Vestverden?
"2) Nej, jeg synes sådan set ikke, der er noget grundlæggende galt i at tage ind og besøge de regime-kontrollerede områder, men det er klart, at når du gør det, så skal du selvfølgelig passe på med ikke at blive vildledt og misbrugt... Og jeg synes ærlig talt, at kæden knækker over, når du beskriver, at du fejrede regimets erobring af det østlige Aleppo..."
"3) Jeg har et kritisk blik på alle oplysninger, som kommer ud af Syrien... !
"4) Nej, det mener jeg ikke. Men fordi du har været i områder, som regimet har erobret fra oprørerne i det østlige Aleppo, så gør det jo ikke, at du med sikkerhed kan vide, hvad der skete under kampene, under luftbombardementerne og generelt før regimet vandt magten. Jeg tror sådan set på, at du ser hvad du ser, men det undrer mig, at du på den baggrund kan affeje alle oprørerne som Al Nusra..."
"5) ... Jeg synes, det er usympatisk at fejre erobringen af det østlige Aleppo, mens der er rapporter fra FN om massakrer på civile og krigsforbrydelser begået af regimet og dets russiske og iranske allierede... Jeg har som sagt haft stor respekt for dit tidligere arbejde, og det gør, at jeg denne gang er skuffet..."
"6) Som jeg skrev tidligere, har jeg hele tiden talt for en forhandlingsløsning i Syrien, og det inkluderer selvfølgelig også, af der skal forhandles med regimet... Jeg mener, vi bør støtte de lokale demokratiske kræfter i Mellemøsten og Syrien, hvis vi ønsker os en mere fredelig udvikling. Det er en fejl, at Vesten aktivt støtter despoter som Erdogan og diktaturerne i Saudi Arabien og Qatar. Vi får ikke fred ved at give militærstøtte til undertrykkende regimer, som Danmark gør lige nu i Irak, og vi bør sætte hårdt ind overfor den israelske regerings klare brud på menneskerettighederne og international lov, der destabiliserer Mellemøsten. Men samtidig er det for mig klart, at Rusland og Iran har egne imperialistiske dagsordener, som på ingen måde er progressive. Jeg mener, venstrefløjen bør bekæmpe alle former for imperialisme og undertrykkelse. Ikke kun den, som kommer fra USA..."
Jan Øberg svarede:
"Tak til Nikolaj Villumsen – det er da et svar. Jeg respekterer, at du står dér, og at vi på punkt efter punkt ikke står der sammen.
Dine afsluttende bemærkninger om Iran og Rusland – i forhold til NATO-landene (inklusive Danmarks hovedløse bomber i Libyen, Irak og Syrien) – er lidt af en kalkun teoretisk set.
Hvis I/du er imod al imperialisme, hvor er så din kritik af, at Syrien i disse år har været hærget af udenlandske militante, der har fuld våben- og ammunitionsstøtte fra Vestverden? Hvor er din fordømmelse af Saudi-Arabien, Qatar, Israel etc – Vestens allierede – som du så let kalder "en fejl". Iran har ikke invaderet noget andet land i over 250 år, Rusland har været på knæ siden 1989. Imperialisme? ...
Som sagt, jeg respekterer, at jeg fik et svar. Men svaret dur ikke til noget i denne sag, hvilket jeg beklager."
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278