Lars Løkkes strukturreform har 10 års jubilæum i denne måned. Den 1. januar 2007 blev 271 kommuner lagt sammen til 98 kommuner og amterne blev nedlagt. I stedet blev der dannet fem regioner.

Reformen skabte rammerne for en markedsgørelse af den offentlige sektor.
Jan Helbak, FOA 

Men strukturreformen handler om langt mere end størrelsen på den enkelte kommune og region, mener Jan Helbak, der er faglig konsulent i FOA Aarhus. Han har fra starten af sat sig grundigt ind i strukturreformen og fulgt udviklingen gennem de sidste 10 år.

– Strukturreformen skabte rammerne for en markedsgørelse af hele den offentlige sektor. En slags indre marked. Her ved 10 års dagen kan vi konstatere, at reformen har virket. Den har betydet nogle helt grundlæggende ændringer af velfærdsområdet, siger Jan Helbak.

Han henviser til, at regeringen med strukturreformen tvang kommuner og regioner til at handle med hinanden. Kommunerne skal for eksempel betale for de patienter, der bliver behandlet på regionernes sygehuse, og kommunerne kan indbyrdes købe pladser af hinanden på sociale institutioner.

Alt skal måles

– Det betyder, at alle opgaver i det offentlige skal prisfastsættes. Alt skal måles op og regnes ud. Med strukturreformen blev det et must for kommuner og regioner at måle på stort set alting, forklarer Jan Helbak. 

Han understreger, at markedsgørelsen af den offentlige sektor ikke startede med strukturreformen. Forud havde VK-regeringen i 2003 vedtaget den såkaldte frit-valgs-reform, der tvang kommunerne til at samarbejde med private firmaer og give dem lige betingelser på hjemmehjælpsområdet.

– Det var en afgørende ny udvikling på det tidspunkt. Det betød, at kommunerne blev tvunget til at sætte pris på alt, hvad den enkelte hjemmehjælper laver. Den udvikling, der startede med frit valg, satte strukturreformen i system og skubbede yderligere til, konstaterer Jan Helbak.

– I den gamle kommunalreform fra 1970 var der nogle grundlæggende principper: Som for eksempel at alt skulle tænkes nedefra og op, at der skulle tages udgangspunkt i forvaltningsetiske principper i forhold til, hvad der var brug for af velfærd og en høj grad af mindretalsbeskyttelse. De principper blev tilsidesat i strukturreformen. Nu skal kommuner og regioner tænke i økonomi, uanset hvad de skønner, er det rigtige set i forhold til borgernes behov, tilføjer han. 

Jan Helbak understreger, at alt ikke var perfekt i velfærdssamfundet inden strukturreformen. Der havde over en årrække været en række forsøg på at stramme op og skære ned. Men med strukturreformen blev der lavet et afgørende brud med den hidtidige tænkning i forhold til velfærden. 

Som et privat firma

Samtidig med strukturreformen blev gennemført en budget- og regnskabsreform i den offentlige sektor. I stedet for at lave såkaldte udgiftsbudgetter baseret på de udgifter, der var politisk defineret, gik stat, kommuner og regioner over til at lave omkostningsbudgetter ligesom i det private erhvervsliv. Det erklærede formål var at gøre det lettere at effektivisere og styre økonomien.

Inden strukturreformen blev gennemført, advarede Jan Helbak og andre om, at reformen ville betyde en øget statslig magtcentralisering og tilsvarende mindre råderum for kommuner og regioner. Og sådan er det også gået, konstaterer den faglige konsulent.

– Regionerne blev frataget retten til at udskrive skatter. Samtidig er de underlagt et årligt krav om produktivitetsforbedringer på to procent, som de ikke kan kompensere for ved at øge skatten. De er også underlagt et kassesystem, hvor staten bestemmer, hvor mange penge der er til henholdsvis sygehuse og regionernes øvrige opgaver. Regionerne kan ikke flytte penge rundt mellem de forskellige kasser. De har i det hele taget en meget begrænset dispositionsret. 

Økonomisk pres

Kommunerne fik mange nye opgaver med strukturreformen. Blandt andet overtog de det meste af det specialiserede socialområde, der omfatter for eksempel udsatte børn og unge, misbrugere og handicappede. Samtidig strammede regeringen økonomiaftalerne med kommunerne op og indførte et sanktionssystem overfor kommuner, der ikke overholdt deres budgetter.

– Kommunerne kom under et stærkt økonomisk pres. De havde ikke penge til at drive det specialiserede socialområde, som det var sket tidligere, erklærer Jan Helbak.

Han erkender, at finanskrisen har været med til at accelerere nedskæringerne og markedsgørelsen, men afviser, at den var den egentlige årsag til den udvikling, vi har set de sidste 10 år i det offentlige.  

Et af politikernes erklærede mål med reformen var at spare penge ved stordriftsfordele i de nye og større kommuner. Fire forskere har her ved 10-året undersøgt, om det så er sket.

De når frem til, at der er sparet penge ved færre kommunalpolitikere, færre administrativt ansatte og færre rådhuse. Også på vejområdet har der været stordriftsfordele.

Men de sparede penge er i stedet brugt på udsatte børn og unge samt på beskæftigelsesområdet, forklarer en af forskerne Kurt Houlberg til netmediet Altinget.