Efter befrielsen af Aleppo enedes Rusland og Tyrkiet om at indbyde til fredsforhandlinger i Astana, som startede mandag. Efter mange års krig ligger store dele af Syrien i ruiner. Mere end 300.000 skønnes dræbt, og op mod halvdelen af lands befolkning er enten internt fordrevne eller flygtet til nabolandene og Europa. 

Tidligere er fredsforhandlinger i Genève – i regi af FN – gået i hårdknude.  Nu spirer der et håb om, at forhandlingerne i Astana kan stoppe krigen. 

Imperialistiske magter drømmer stadig om, at styrke deres egen position i fremtidens Syrien

Men der er stærke odds imod en fredsaftale. Et utal af militser hærger i Syrien. De er udrustet og finansieret af en bred vifte af stormagter, fra USA og EU til de reaktionære arabiske regimer i regionen. Den syriske regering støttes af Rusland, Hizbollah fra Libanon og Iran.

I Astana er der ikke lagt op til forhandlinger omkring kurdernes fremtidige stilling i landet. Det har formodenligt været et af Tyrkiets krav for at støtte forhandlingerne.

De udlandske kræfter har alle uden undtagelse stærke interesser i Syrien. Stormagterne drømmer stadig om at styrke deres egen position i fremtidens Syrien. Det er den vigtigste årsag til, at en forhandling igen kan lide skibbrud.

Som så ofte før, er det også en kamp om olie og gas. Ud for Syriens kyst ligger enorme kendte olie- og gasforekomster i det østlige Middelhav. Andre forekomster er i de kurdisk-kontrollede områder i det nordlige Syrien. I Golanhøjderne har den israelske besættelsesmagt givet koncession til et amerikansk firma, så det kan søge efter olie og gas.

Det er også en kamp om kontrol over energiforsyningen til Europa. Qatar ønsker en rørledning igennem Syrien, som vil betyde, at Europa ikke længere er afhængig af gasleverancer fra Rusland. Det vil kræve, at den syriske regering væltes.

Som et modstykke har den iranske regering indgået en aftale med Syrien om en olie- og gasledning. For Rusland står der både geopolitiske og store økonomiske interesser på spil.

Fem års borgerkrig understreger, at fremtiden for befolkningen i Syrien må afgøres gennem politiske forhandlinger.